Vildanden | Page 8

ikke, der findes den mand i verden, der er dig så meget imod
som jeg.
GREGERS (sagte). Jeg har set dig på for nært hold.
WERLE. Du har set mig med din mors øjne. (sænker stemmen lidt.) Men du skulde
huske på, at de øjne var--omtåget en gang iblandt.
GREGERS (bævende). Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær' skylden for mors
ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse--! Den sidste af dem var dette fruentimmer,
som Hjalmar Ekdal blev makket sammen med, da du ikke længer--å!
WERLE (trækker på skuldrene). Ord til andet, som om jeg hørte din mor.
GREGERS (uden at agte på ham). --og der sidder han nu, han med sit store troskyldige
barnesind midt i bedraget,--lever under tag sammen med en slig en, og ved ikke, at det,
han kalder sit hjem, er bygget på en løgn! (et skridt nærmere.) Når jeg ser tilbage på al

din færd, da er det, som om jeg så ud over en slagmark med knuste menneskeskæbner
langs alle vejene.
WERLE. Jeg tror næsten, at kløften er for bred imellem os to.
GREGERS (bukker behersket). Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også min hat og
går.
WERLE. Går du! Ud af huset?
GREGERS. Ja. For nu øjner jeg endelig én gang en opgave at leve for.
WERLE. Hvad er det for en opgave?
GREGERS. Du vilde bare le, ifald du hørte det.
WERLE. En ensom mand ler ikke så let, Gregers.
GREGERS (peger ud mod baggrunden). Se, far,--der leger kammerherrerne blindebuk
med fru Sørby.--God nat og far vel.
(Han går ud i baggrunden til højre. Latter og løjer høres fra selskabet, der kommer til
syne i den ydre stue.)
WERLE (mumler hånligt efter Gregers). He--! Stakker,--og så siger han, at han ikke er
overspændt!
* * * * *

ANDEN AKT.
(Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses at være et loftværelse. Til
højre er der-skråtag med store glasruder, halvt tildækkede af et blåt forhæng. Oppe i
hjørnet til højre er indgangsdøren; foran på samme side en dør til dagligstuen. På væggen
til venstre er ligeledes to døre og mellem disse en jernovn. På bagvæggen er en bred
dobbeltdør, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er tarveligt men hyggeligt indrettet
og udstyret. Mellem dørene til højre, lidt fra væggen, står en sofa med et bord og nogle
stole; på bordet en tændt lampe med skærm; i ovnskrogen en gammel lænestol.
Forskellige fotografiske apparater og instrumenter står opstillet hist og her i rummet. Ved
bagvæggen, til venstre for dobbeltdøren, står en reol, hvori nogle bøger, æsker og flasker
med kemiske stoffer, forskellige slags redskaber, værktøj og andre genstande. Fotografier
og småting, som pensler, papir og lignende, ligger på bordet.)
(Gina Ekdal sidder på en stol ved bordet og syr. Hedvig sidder i sofaen med hænderne
foran øjnene og tommelfingrene i ørerne og læser i en bog.)
GINA (skotter et par gange, ligesom med dulgt bekymring, hen til hende; derpå siger
hun): Hedvig!
HEDVIG (hører det ikke).
GINA (højere). Hedvig!
HEDVIG (tar hænderne fra og ser op). Ja, mor?
GINA. Snille Hedvig, nu må du ikke sidde og læse længer.
HEDVIG. Å men, mor, kan jeg da ikke få læse lidt til? Bare lidt!
GINA. Nej, nej, nu skal du lægge den bogen ifra dig. Din far liker det ikke; han selv
læser aldrig om kvellerne.
HEDVIG (lukker bogen). Nej, far bryr sig nu ikke så stort om at læse, han.
GINA (lægger sytøjet til side og tar en blyant og et lidet hæfte på bordet). Kan du huske,
hvor meget vi gav ud for smørret idag?
HEDVIG. Det var 1 krone og 65 øre.
GINA. Det er rigtig. (noterer.) Det er svært, hvad her bruges af smør her i huset. Og så

var det til spegepølse og til ost,- -lad mig se--(noterer.)--og så var det til skinke--hm
--(summerer.) Ja, der har vi straks--
HEDVIG. Og så kommer øllet til.
GINA. Ja, det forstår sig. (noterer.) Det løber op; men det må jo til.
HEDVIG. Og så behøvte jo ikke du og jeg noget varmt til middag, siden far var ude.
GINA. Nej; og det var jo bra'. Nå, og så tog jeg jo også ind otte kroner og femti for
fotografierne.
HEDVIG. Tænk,--blev det så meget!
GINA. Akkurat otte kroner og femti.
(Taushed. Gina tar atter sit sytøj. Hedvig tar papir og blyant og gir sig til at tegne noget,
med den venstre hånd skyggende for øjnene.)
HEDVIG. Er det ikke morsomt at tænke sig, at far er i stort middagsselskab hos grosserer
Werle?
GINA. Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det var jo sønnen, som
sendte bud efter ham. (lidt efter.) Vi har jo ikke noget med den grossereren at gøre.
HEDVIG. Jeg glæder mig så umådelig til, at