Vildanden | Page 7

nok. Du vil være uafhængig, vil ikke skylde mig noget. Men
nu er der netop anledning for dig til at bli' uafhængig, din egen herre i et og alt.
GREGERS. Så? Og på hvad måde--?
WERLE. Da jeg skrev dig til, at du så nødvendig måtte komme ind til byen nu
straks--hm--
GREGERS. Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gåt og ventet på at få
vide det.
WERLE. Jeg vil foreslå dig, at du går ind som deltager i firmaet.
GREGERS. Jeg! I dit firma? Som kompagnon?
WERLE. Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sammen for det. Du kunde jo overtage
forretningerne her i byen, og så flytted jeg op til værket.
GREGERS. Vilde du?
WERLE. Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg tidligere var. Jeg blir nødt
til at skåne øjnene, Gregers; for de er begyndt at bli' noget svage.
GREGERS. Det har de jo altid været.
WERLE. Ikke som nu. Og så desuden,--omstændighederne kunde kanske gøre det
ønskeligt for mig at bo der oppe--i al fald for en tid.
GREGERS. Noget sligt havde jeg aldrig tænkt mig.
WERLE. Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og meget, som skiller imellem os. Men vi
er jo dog far og søn alligevel. Jeg synes, vi måtte kunne komme til en slags forståelse
med hinanden.
GREGERS. Sådan i det ydre, mener du vel?
WERLE. Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det, Gregers. Synes du ikke, det måtte
kunne la' sig gøre? Hvad?
GREGERS (ser på ham med kolde øjne). Her stikker noget under.
WERLE. Hvorledes det?
GREGERS. Der må være noget, som du har brug for mig til.
WERLE. I så nært et forhold som vort har den ene vel altid brug for den anden.
GREGERS. Ja, man siger jo så.
WERLE. Jeg vilde gerne ha' dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en ensom mand,
Gregers; har altid følt mig ensom,--hele mit liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at
drage på alderen. Jeg trænger til at ha' nogen om mig.--
GREGERS. Du har jo fru Sørby.
WERLE. Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble't mig næsten uundværlig. Hun er kvik,

har et jævnt sind; hun liver op i huset;--og det kan jeg så sårt trænge til.
GREGERS. Nå ja; men så har du det jo altså, som du ønsker det.
WERLE. Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli' ved. En kvinde i slige forhold kommer let
i en skæv stilling lige over for verden. Ja, jeg havde nær sagt, at en mand er heller ikke
tjent med det.
GREGERS. Å, når en mand pir slige middagsselskaber som du, så kan han visst vove
adskilligt.
WERLE. Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke længer vil finde sig i det.
Og selv om hun gjorde det,--selv om hun af hengivenhed for mig satte sig ud over
folkesnak og bagvaskelse og sligt noget--? Synes da du, Gregers, du med din stærkt
udprægede retfærdighedsfølelse--
GREGERS (afbryder ham). Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med
hende?
WERLE. Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så?
GREGERS. Ja, det spør' jeg også. Hvad så?
WERLE. Vilde det være dig så aldeles uovervindelig imod?
GREGERS. Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.
WERLE. Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til din afdøde mors
minde--
GREGERS. Jeg er ikke overspændt.
WERLE. Nå, hvad du end er eller ikke er, så har du i al fald lettet en tung sten fra mit
bryst. Det er mig overmåde kært, at jeg tør gøre regning på din tilslutning i denne sag.
GREGERS (ser ufravendt på ham). Nu skønner jeg, hvad det er, du vil brage mig til.
WERLE. Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk!
GREGERS. Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord;--ikke på to mands hånd i al fald.
(ler kort.) Ja så da! Derfor var det altså, at jeg, død og plage, måtte indfinde mig i byen i
egen person. I anledning af fru Sørby skal der arrangeres familjeliv her i huset. Tablå
mellem far og søn! Det blir noget nyt, det!
WERLE. Hvor tør du tale i den tone!
GREGERS. Når har her været familjeliv? Aldrig så længe jeg kan mindes. Men nu har
man sagtens behov for en smule af den slags. For det vil jo unægtelig ta' sig godt ud, når
det kan fortælles, at sønnen--på pietetens vinger--er ilet hjem til den aldrende faders
brudgomsfest. Hvad blir der så igen af alle rygterne om, hvad den stakkers afdøde måtte
lide og døje? Ikke et fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden.
WERLE. Gregers,--jeg tror