Vildanden | Page 6

Men kendsgerningen er nu den, at han blev dømt og jeg
frifunden.
GREGERS. Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var.
WERLE. Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse gamle uhyggelige sager,
som gav mig grå hår før tiden? Er det sligt noget, du har gåt og grublet på i alle disse år
der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers,--her i byen er de historier glemt for længe
siden--for mit vedkommende.
GREGERS. Men den ulykkelige ekdalske familje da!
WERLE. Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da Ekdal kom på fri fod

igen, var han en nedbrudt mand, rent uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som
dukker til bunds, bare de får et par hagel i kroppen, og så kommer de aldrig op igen mere.
Du kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg har strakt mig så langt, som jeg kunde, når jeg
ikke lige frem skulde blotstille mig og gi næring til alskens mistanke og folkesnak--
GREGERS. Mistanke--? Nå så, ja.
WERLE. Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret, og jeg betaler ham langt, langt mere
for det, end hans arbejde er værd--
GREGERS (uden at se på ham). Hm; tviler ikke på det.
WERLE. Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I mine bøger står der
rigtignok ikke noget om det; for slige udgifter bogfører jeg aldrig.
GREGERS (smiler koldt). Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at
bogføre.
WERLE (studser). Hvad mener du med det?
GREGERS (med tilkæmpet mod). Har du bogført, hvad det kosted dig at la' Hjalmar
Ekdal lære fotografering?
WERLE. Jeg? Hvorledes bogført?
GREGERS. Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg også, at det var
dig, som satte ham så rundelig istand til at etablere sig.
WERLE. Nå, og så heder det endda, at jeg ingen ting har gjort for Ekdals! Jeg kan
forsikkre dig, de mennesker har sandelig voldt mig udgifter nok.
GREGERS. Har du bogført nogen af de udgifter?
WERLE. Hvorfor spør' du om det?
GREGERS. Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig,--den tid, da du tog dig så varmt af
din gamle vens søn,--var ikke det netop just som han skulde til at gifte sig!
WERLE. Ja, hvor pokker,--hvor kan jeg efter så mange års forløb- -?
GREGERS. Du skrev mig den gang et brev til,--et forretningsbrev naturligvis; og i en
efterskrift stod der, ganske kort, at Hjalmar Ekdal havde giftet sig med en frøken Hansen.
WERLE. Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så.
GREGERS. Men du skrev ikke noget om, at den frøken Hansen var Gina Hansen,--vor
forhenværende husjomfru.
WERLE (ler spotsk, men tvungent). Nej, for jeg tænkte såmænd ikke, at du interesserte
dig så særligt for vor forhenværende husjomfru.
GREGERS. Det gjorde jeg heller ikke. Men--(sænker stemmen.) her var nok andre her i
huset, som interesserte sig særligt for hende.
WERLE. Hvad mener du med det? (bruser imod ham.) Du sigter da vel aldrig til mig!
GREGERS (sagte, men fast). Jo, jeg sigter til dig.
WERLE. Og det vover du--! Det understar du dig--! Hvor kan han, den utaknemmelige,
han, fotografen--; hvor tør han driste sig til at komme med slige sigtelser!
GREGERS. Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har så
meget som en anelse om noget sligt.
WERLE. Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sådant?
GREGERS. Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så
hende.
WERLE. Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du,-- I holdt altid
sammen. Det var hende, som fra først af fik dit sind vendt bort ifra mig.
GREGERS. Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje, til hun bukked under og gik så

ynkelig til grunde.
WERLE. Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så mange andre, i al
fald! Men sygelige, overspændte mennesker er der ikke noget udkomme med. Det har
nok jeg fåt føle.-- Og så går du og bærer paa en slig mistanke,--går og roder dig ned i
alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen far. Hør nu, Gregers, jeg synes
sandelig, du i din alder kunde ta' dig noget nyttigere til.
GREGERS. Ja, det turde nok være på tiden.
WERLE. Så vilde kanske også dit sind bli' lettere, end det nu lader til at være. Hvad skal
det føre til, at du går år ud og år ind der oppe på værket, sidder og træller som en simpel
kontorbetjent, ikke vil oppebære en skilling over den almindelige månedsløn? Det er jo
ren dårskab af dig.
GREGERS. Ja, dersom jeg var så ganske viss på det.
WERLE. Jeg forstår dig jo