Vildanden | Page 5

da!
(Latter og passiar forstummer mellem gæsterne. Hjalmar farer sammen ved synet af sin
far, sætter sit glas fra sig og vender sig mod kaminen.)
EKDAL (ser ikke op, men gør korte huk til siderne i det han går og mumler): Ber om
forladelse. Er kommen den gale vejen. Porten lukket;- -porten lukket. Ber om forladelse.
(han og Gråberg går ud i baggrunden til højre.)
WERLE (mellem tænderne). Den forbistrede Gråberg!
GREGERS (med åben mund og stirrende øjne, til Hjalmar). Men det var da vel aldrig--!
DEN FEDE HERRE. Hvad er det for noget? Hvem var det?
GREGERS. Å, det var ingen; bare bogholderen og én til.
Den nærsynte herre (til Hjalmar). Kendte De den manden?
HJALMAR. Jeg ved ikke--; jeg la' ikke mærke til--
DEN FEDE HERRE (rejser sig). Hvad pokker er der dog i vejen?
(han går hen til nogle andre, som taler dæmpet.)
FRU SØRBY (hvisker til tjeneren). Stik noget til ham derude; noget rigtig godt.
PETTERSEN (nikker). Skal så gøre.
(går ud.)
GREGERS (sagte og rystet, til Hjalmar). Det var altså virkelig ham!
HJALMAR. Ja.
GREGERS. Og endda så stod du her og nægted, at du kendte ham!
HJALMAR (hvisker hæftigt). Men kunde jeg da--!
GREGERS. --kendes ved din far?
HJALMAR (smerteligt). Å, hvis du var i mit sted, så--
(Samtalerne mellem gæsterne, som har været ført med lavt mæle, slår nu over i en
tvungen højrøstethed.)
DEN TYNDHÅREDE (nærmer sig venskabeligt til Hjalmar og Gregers). Aha, står man
her og frisker op gamle minder fra studenterårene? Hvad? Røger De ikke, herr Ekdal? Vil
De ha' ild? Nå, det er sandt, vi må jo ikke--
HJALMAR. Tak, jeg skal ikke ha'--
DEN FEDE HERRE. Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herr Ekdal? Før i
tiden gjorde De det så nydeligt.
HJALMAR. Jeg kan desværre ikke huske noget.
DEN FEDE HERRE. Å, det var skade. Ja, hvad skal vi så finde på, Balle?
(begge herrerne går hen over gulvet og ud i den anden stue.)
HJALMAR (dystert). Gregers,--jeg vil gå! Når en mand har følt skæbnens knusende slag
på sit hoved, ser du--. Sig din far farvel fra mig.
GREGERS. Ja, ja. Går du lige hjem?
HJALMAR. Ja. Hvorfor det?
GREGERS. Jo, for så kommer jeg kanske hen til dig siden.
HJALMAR. Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er trist, Gregers,--især
ovenpå et strålende gilde, som dette her. Vi kan altid træffes et steds ude i byen.
FRU SØRBY (har nærmet sig, dæmpet). Går De, Ekdal?
HJALMAR. Ja.
FRU SØRBY. Hils Gina.

HJALMAR. Tak.
FRU SØRBY. Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene.
HJALMAR. Jo, tak. (til Gregers.) Bliv her. Jeg vil forsvinde ubemærket.
(han driver hen over gulvet, derefter ind i den anden stue og ud til højre.)
FRU SØRBY (sagte til tjeneren, som er kommen tilbage). Nå, fik så den gamle noget
med?
PETTERSEN. Ja da; jeg ståk til ham en flaske konjak.
FRU SØRBY. Å, De kunde da fundet på noget bedre.
PETTERSEN. Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste, han ved.
DEN FEDE HERRE (i døren med et notehæfte i hånden). Skal vi kanske spille lidt
sammen, fru Sørby?
FRU SØRBY. Ja nok; lad os det.
GÆSTERNE. Bravo, bravo!
(Hun og alle de fremmede går gennem stuen ud til højre. Gregers blir stående ved
kaminen. Grosserer Werle søger noget på skrivebordet og synes at ønske, at Gregers skal
gå; da denne ikke rører sig, går grossereren mod udgangsdøren.)
GREGERS. Far, vil du ikke vente lidt?
WERLE (standser). Hvad er det?
GREGERS. Jeg må tale et ord med dig.
WERLE. Kan ikke det vente til vi blir alene?
GREGERS. Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet ikke blir alene.
WERLE (kommer nærmere). Hvad skal det sige.
(Under det følgende høres fjernt pianofortespil fra musiksalen.)
GREGERS. Hvorledes har man her kunnet la' den familje så ynkeligt forkomme.
WERLE. Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke.
GREGERS. Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så nær.
WERLE. Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle og svie for i mange
år. Det er ham, jeg kan takke for, at jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg
også.
GREGERS (sagte). Var han virkelig den eneste skyldige.
WERLE. Hvem ellers, mener du!
GREGERS. Han og du var dog begge sammen om det store skogkøb--
WERLE. Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over strækningerne, --dette
uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den ulovlige hugst på statens grund. Det
var jo ham, som stod for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede på, hvad løjtnant
Ekdal foretog sig.
GREGERS. Løjtnant Ekdal havde nok ikke selv rede på, hvad han foretog sig.
WERLE. Kan gerne være.