Vildanden | Page 4

én grund til, ser du; det traf sig så heldigt, at Gina havde lagt
sig efter at retouchere.
GREGERS. Det passed da vidunderlig godt sammen.
HJALMAR (fornøjet, rejser sig). Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed
vidunderlig godt sammen?
GREGERS. Jo, det må jeg tilstå. Far har nok næsten været som et slags forsyn for dig,
han.
HJALMAR (bevæget). Han svigted ikke sin gamle vens søn i trængselens dage. For han
har hjertelag, ser du.
FRU SØRBY (kommer ind med grosserer Werle under armen). Ikke nogen snak, snille
grosserer; De skal ikke gå længer derinde og stirre på alle lysene; De har ikke godt af det.
WERLE (slipper hendes arm og fører hånden over øjnene). Jeg tror næsten, De har ret i
det.
(Pettersen og lejetjener Jensen kommer med præsesenterbrætter.)
FRU SØRBY (til gæsterne i den anden stue). Vær så god, mine herrer; hvis nogen vil ha'
et glas punsch, så må han umage sig her ind.
DEN FEDE HERRE (kommer hen til fru Sørby). Men herre gud, er det sandt, at De har
ophævet den velsignede røgefrihed?
FRU SØRBY. Ja, her, på grossererens enemærker, er den forbudt, herr kammerherre.
DEN TYNDHÅREDE HERRE. Når har De indført disse skærpede bestemmelser i
cigarloven, fru Sørby?
FRU SØRBY. Efter forrige dinér, herr kammerherre; for da var her visse personer, som
tillod sig at gå over stregen.
DEN TYNDHÅREDE. Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fru Berta?
Virkelig aldeles ikke?
FRU SØRBY. Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle.
(De fleste af gæsterne har samlet sig i grossererens værelse; tjenerne byder
punschglassene om.)
WERLE (til Hjalmar, henne ved et bord). Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal?
HJALMAR. Det er bare et album, herr grosserer.
DEN TYNDHÅREDE (som driver omkring). Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget
for Dem.
DEN FEDE HERRE (i en lænestol). Har De ikke taget nogen med af Deres egne?
HJALMAR. Nej, jeg har ikke.

DEN FEDE HERRE. Det skulde De ha' gjort; det er så godt for fordøjelsen således at
sidde og se på billeder.
DEN TYNDHÅREDE. Og så gir det jo altid en skærv til underholdningen, ser De.
EN NÆRSYNT HERRE. Og alle bidrag modtages med taknemmelighed.
FRU SØRBY. Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, så skal man også
arbejde for føden, herr Ekdal.
DEN FEDE HERRE. I et godt madhus er det en ren fornøjelse.
DEN TYNDHÅREDE. Herre gud, når det gælder kampen for tilværelsen, så--
FRU SØRBY. Det har De ret i!
(de fortsætter under latter og spøg.)
GREGERS (sagte). Du må snakke med, Hjalmar.
HJALMAR (med en vridning). Hvad skal jeg snakke om.
DEN FEDE HERRE. Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer må ansés som en
forholdsvis sund drik for maven?
WERLE (ved kaminen). Den Tokayer, De fik idag, tør jeg i al fald trygt indestå for; den
er fra en af de aller-aller fineste årgange. Ja, det forstod De da vel også.
DEN FEDE HERRE. Ja, den smagte mærkværdig delikat.
HJALMAR (usikker). Er der nogen forskel på årgangene?
DEN FEDE HERRE (ler). Nej, De er god!
WERLE (smiler). Dem lønner det sig virkelig ikke at sætte ædel vin for.
DEN TYNDHÅREDE HERRE. Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal.
Solskin må der til. Eller er det kanske ikke så?
HJALMAR. Jo, lyset gør visst sit.
FRU SØRBY. Men så er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de trænger også
svært til solskin, som der siges.
DEN TYNDHÅREDE. Uf, uf; der begik De en udslidt spydighed!
Den nærsynte herre. Fruen producerer sig--
DEN FEDE HERRE. --og det på vor bekostning. (truer.) Fru Berta, fru Berta!
FRU SØRBY. Ja, men det er nu visst og sandt, at årgangene kan være højst forskellige.
De gamle årgange er de fineste.
DEN NÆRSYNTE HERRE. Regner De mig til de gamle!
FRU SØRBY. Å, langt ifra.
DEN TYNDHÅREDE. Ser man det! Men jeg da, søde fru Sørby--?
DEN FEDE HERRE. Ja, og jeg! Hvad årgange regner de os til?
FRU SØRBY. Dem regner jeg til de søde årgange, mine herrer.
(hun nipper til et glas punsch; kammerherrerne ler og fjaser med hende.)
WERLE. Fru Sørby finder altid en udvej--når hun vil. Stik dog på glassene, mine
herrer!--Pettersen, å, sørg for--! Gregers, jeg tænker vi drikker et glas sammen. (Gregers
rører sig ikke.) Vil ikke De være med, Ekdal? Jeg fik ikke anledning til at erindre Dem
ved bordet.
(Bogholder Gråberg ser ind gennem tapetdøren.)
GRÅBERG. Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud.
WERLE. Nå, er De nu ble't låset inde igen?
GRÅBERG. Ja, og Flakstad er gåt med nøglerne--
WERLE. Nå, så gå De bare her igennem.
GRÅBERG. Men der er én til--

WERLE. Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke.
(Gråberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret.)
WERLE (uvilkaarligt). Uf