Ved vejen | Page 4

var der
en Plæne med nogle højstammede Roser foran Lysthuset under Hylden.
Hun saa' efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde
saamænd blomstret trofast iaar--hele Tiden.
Men nu maatte de snart dækkes til....
Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Læ for
nogenting....
Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard
bag Plankeværket. Hun kaldte paa Pigen, hun vilde give Duerne Korn.
Hun fik Kornet i en Lerskaal, og hun begyndte at kalde paa Duerne og
at sprede Kornet ud paa Stenene.
Hun holdt saa meget af Duer. Det havde hun gjort lige fra Barn.
Der havde været saa fuldt af dem hjemme i den store Købstadsgaard ...
Hvor de havde sværmet om Dueslaget der lige over Værkstedsporten....
Det var som man hørte en Kurren og Murren blot man tænkte paa
Gaarden derhjemme.
Den #gamle# Gaard--for siden, da Faderen døde, solgte de baade
Værksted og alt og flyttede.
Duerne fløj ned om Fru Bai og nippede Kornene op.
-Marie, sagde Fru Bai, se dog, hvor den spættede er arrig.
Marie kom frem i Køkkendøren og talte om Duerne. Fru Bai tømte
Skaalen ud. Nogle Stykker skal nu slagtes til Bai's L'hombre, sagde
hun.
Hun gik op ad Trappen: Hvor det bliver tidligt mørkt nu, sagde hun og
gik ind.
I Stuen var der Skumring og lunt, naar man kom udefra. Fru Bai satte
sig ved Klaveret og spillede.

Hun spillede aldrig uden i Mørkningen, altid de samme tre-fire
Melodier, sentimentale Smaasange, som hun spillede slæbende og
langsomt, ganske med samme Foredrag, saa de alle kom til at ligne
hinanden.
Naar hun sad og spillede i den mørke Stue, tænkte Fru Bai næsten altid
paa sit Hjem. De havde været mange Søskende, og der var altid saa
megen Afveksling derhjemme.
Hun var den yngste af dem alle. Da Faderen endnu levede, var hun saa
lille, at hun om Middagen knap en Gang kunde naa op til Tallerkenen.
Faderen sad i Sofaen i Skjorteærmer, og de stod rundtom Bordet, alle
Børnene, og langede til.
-Ret Jer, Unger, sagde Faderen.
Han sad og ludede med sin brede Ryg og Armene langt ud paa Bordet.
Moderen gik til og fra, hentede og bragte....
Ude i Køkkenet spiste alle Drengene paa Værkstedet ved det lange
Bord.
De fniste og skændtes, saa det hørtes gennem Døren, og med ét røg de
sammen, saa man troede Huset skulde styrte om:
-Hva' mudrer I om? Faderen raabte og slog i Bordet inde i Stuen.
Ude i Køkkenet blev der ganske stille--en sagte Ragen bare af en enkelt,
som søgte noget op under Bordet efter Fægtningen.
-Himmelhunde, sagde Faderen.
Efter Middag sov han sin Time i Sofaen. Han vaagnede paa Klokkeslet:
-Nu er der vel tænkt udførligt over Statens Bedste, sagde han og fik
Kaffen, før han gik paa Værkstedet.
-Da Faderen døde, blev det jo helt anderledes. Katinka kom i Institut
med baade Konsul Lassons og Borgmesterens Fanny.
Og hun blev ogsaa bedt til Konsulens....
De andre Søskende kom alle ud. Hun blev ene hos Moderen.
De Aar var Katinkas bedste, dér i den lille By, hvor hun kendte alle, og
alle kendte hende. Om Eftermiddagen sad Moderen og hun i Stuen,
hver ved sit Vindu paa Forhøjningen, hvor Moderen havde det Vindu
med "Spejlet"; Katinka broderede "fransk" eller læste.
Solen faldt i lyse Striber gennem Blomsterne i Vinduerne ud over det
hvide Gulv....
Katinka læste mange Romaner fra Lejebibliotheket, om fornemme Folk,
og ogsaa Digte, som hun skrev ind i en Bog....

-Tinka, sagde Moderen: Der kommer Ida Levy. Ej, hun er i den gule
Hat....
Tinka saa' op: Hun skal til Spil, sagde hun.
Ida Levy gik forbi, og der blev kigget og nikket igen og spurgt med
Fingrene, om de kom til "Halvti'et"....
-Det er dog græsseligt, hvor Ida Levy gaar skævt paa sine Hæle, sagde
Tinka, hun saa' efter hende.
Det har hun fra sin Moder, sagde Moderen.
De gaar forbi, én efter én, Godsforvalteren og de to Løjtnanter, og
Fuldmægtigen og Doktoren. Og de hilser, Og oppe nikker de og siger et
Par Ord om hver.
De véd, hvor hver gaar hen og hvad han skal der.
De kender hver Dragt og hver Blomst paa en Hat. Og de gør hver Dag
de samme Bemærkninger om de samme Ting.
Minna Helms gaar forbi og nikker.
-Saa' du Minna Helms, siger Moderen.
-Ja. Og Katinka ser efter hende og skærer Grimasser mod Solen:
-Hun kunde snart trænge til en ny Kaabe, siger
-Stakler--hvor skulde de faa 'et fra? Moderen ser i Spejlet ... Ja--sølle
ser 'en ud, siger hun. Jeg tror osse, de ku' kante den. Men det er nok
som Fru Noes si'er--lidt har Fru Helms og lidt ta'er hun sig a'et....
-Naar dog Fuldmægtigen gjorde Alvor af det, sagde Tinka.
Klokken blev