Ved vejen | Page 3

Der blev
svaret med et Pip.
-Hvordan var han? sagde Kapellanen inde i Haven. Tonen blev her en
hel anden.

-Vor Herre bevares, sagde Frøken Linde, en meget net Landbruger.
Tavse gik de ved Siden af hinanden ned gennem Haven.
-Hm, sagde Frøken Ida--Familien Abel naaede Frøken Jensen, der stod
og ventede paa et tørt Sted--#den# lider vi nok paa, at han var kommet
for at sige Goddag til mig....
De gik lidt. Saa sagde Frøken Jensen:
-Der gives saa mange Slags Mennesker.
-Ja, sagde Fru Abel.
-Jeg sætter ikke Pris paa at være sammen med den Familie, sagde
Frøken Jensen ... jeg gaar helst af Vejen.
Frøken Jensen var gaaet "af Vejen" i otte Dage: Siden Pastoren havde
sagt de Ord....
-Fru Abel--sagde Frøken Jensen ... Hva' har en enlig Kvinde? Jeg sagde
det til Pastoren: Hr. Pastor, sagde jeg, De #interesserer# Dem for
Friskolen ... derfor sender Forældrene deres Børn i Friskole.
-Og hvad svarede han mig, Fru Abel?
-Jeg taler ikke mere med Pastor Linde om Legatsagen ... De har i
Sogneraadet taget det halve Legat fra mit Institut (Frøken Jensen
udtalte "tot")--#jeg# vil blive ved at gøre min Pligt--selv om de ta'er
den sidste Halvdel med. Jeg taler ikke mer med Pastor Linde om
Legatsagen--
De tre Damer var bøjede om ad den lille Vej, der førte op til "Gaarden",
en gammel hvid Bygning med to Længer.
Enkefru Abel boede i Længen til højre, Frøken Jensens Institut laa til
venstre.
-At man har dem begge igen, sagde Enkefruen. De tog Afsked i
Gaarden.
-Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Døren, hvor saa' I ud ved
Banen--saa man maatte skamme sig....
-Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-Ældst, som
løste Slør foran Spejlet, naar #du# har Klæderne.
Enkefruen tog Slæber paa. Der var ingen Bund i hendes Støvler.
Frøken Jensen fik langt om længe Nøglen op af Lommen og fik sig
lukket ind. Inde i Stuen gøede Moppen et Par gnavne Bjæf mod sin
Frøken og blev liggende i sin Kurv.
Frøken Jensen tog Tøjet af og satte sig til at græde i en Krog.
Hun græd hver Gang, hun var alene, siden Pastor Linde havde sagt sine

Ord.
-De interesserer Dem for Skolen, Hr. Pastor, havde hun sagt, derfor
sender Forældrene deres Børn i Friskolen.
-Jeg skal sige Dem, Frøken Jensen, hvorfor Forældrene sender deres
Børn i Friskolen, fordi Frøken Sørensen kan sine Ting, det havde
Pastoren svaret.
Frøken Jensen havde kun betroet "Ordene" til Krokonen:
-Og hvad kan en enlig Kvinde, Madam Madsen? havde hun
sagt--Kvindens eneste Værn er Taarer....
Frøken Jensen sad og græd i sin Krog. Det begyndte at blive mørkt, og
tilsidst rejste hun sig og gik ud i Køkkenet.
Hun tændte en lille Petroleumskoger og satte Vand over til Theen. Hun
lagde en Dug over Hjørnet af Køkkenbordet og satte Brød og Smør
frem foran den enlige Tallerken.
Men alt mens hun gjorde det, faldt hun lange Stunder hen igen og
tænkte paa ny paa Præstens Ord.
Moppen var fulgt ud efter hende og havde lagt sig paa en Pude foran
sin tomme Madtallerken.
Frøken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrød, blødt op
i det varme Vand.
Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortære Foderet
uden næsten at røre sig.
Frøken Jensen havde tændt et ensomt Lys. Hun drak sin The med
Rugbrødssmørrebrød til--hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa
Firkanter.
Naar hun havde drukket The, gik Frøken Jensen i Seng. Hun bar
Moppen i Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede
hun Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen.
Hun laasede Døren og saa' efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind
under Sengen.
Saa klædte hun sig af og redte sine Fletninger ud og hængte dem op paa
Spejlet.
Moppen sov allerede og snorkede paa Dynen.
Frøken Jensen sov ikke godt, siden Pastor Linde havde sagt--de Ord.
* * * * *
Fru Bai gik tilbage ad Vejen mod Stationen. Hun aabnede Laagen og
gik ind paa Perronen. Der var ganske tomt, saa stille, at man hørte de to

Telegraftraade surre.
Fru Bai satte sig paa Bænken udenfor Døren med Hænderne i Skødet
og saa' ud over Markerne. Hun havde let ved saadan at blive siddende,
Fru Bai, hvor der var en Stol eller en Bænk eller et Trappetrin.
Hun saa' ud over Markerne, de store Stykker Pløjejord og længer borte
Engene. Himlen var høj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for
Øjnene uden Annekskirken. Den saa' man med dens Takker og Taarnet
der yderst ude over den flade Mark.
Fru Bai frøs og rejste sig. Hun gik hen mod Havehækken og saa' ind
over den, aabnede Laagen og gik ind. Haven var en trekantet Strimmel
langs Banen; forrest var der Køkkenhave, i den bageste Spids