Ved vejen | Page 5

fem, og de unge Piger hentede hinanden til Tur, og to og
to gik de op og nedad Gaden og mødtes og samlede sig i Klynge og lo
og snakkede og skiltes....
Men om Aftenen, efter The, til Halvti-Toget var Mødrene med, og det
gik mere stille til, ud ad Stationsvejen.
-Katinka, sagde Moderen og vendte sig, hun gik foran med Fru Levy:
Hr. Bai ... Saa har han fri iaften....
Hr. Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rød. For
Veninderne drillede hende altid med Hr. Bai....
-Saa skal han ind og spille Kegler, sagde Fru Levy.
Om Søndagen gik de i Kirke til Højmesse. Alle var i Stadsen, og de
sang, saa det lød under Hvælvingerne, mens Solen stod ind gennem de
store Korvinduer....
Thora Berg var saa slem at sidde ved Siden af i Kirken.
Hun sad hele Tiden, mens Præsten var paa Prædikestolen, og sagde:

"Saa, du Gamle", og kneb i Armen....
Ja Thora Berg førte an til Galskaber.
Om Aftenen fløj der en Regn af Smuld og Smaasten op paa Tinkas
Ruder....
Og de hørte et Spektakel og en Latter ned ad hele Gaden.
-Det er Thora, der gaar fra Selskab, sagde Tinka. De har været hos
Borgmesterens.
Thora satte hjem gennem Gaden som den vilde Jagt, fulgt af alle de
unge Herrer. Hele Byen fik Lov at høre, naar Thora Berg gik hjem fra
Selskab.
Katinka holdt mest af Thora Berg. Hun beundrede hende og fulgte
hende altid med Øjnene, naar de var sammen. Tyve Gange om Dagen
sagde hun hjemme:
-Det har Thora sagt....
Egenlig omgaaes, gjorde de ikke meget. Men om Eftermiddagen, naar
de spadserede, eller ude i Pavillonen ved Abonnementet--til
Koncerterne naar Militæret spillede, hver anden Onsdag--talte de
sammen. Tinka blev altid ganske rød i Hovedet, naar de mødtes....
I Pavillonen var det ogsaa første Gang, hun havde gjort Bekendtskab
med Bai ... Han havde straks den første Aften danset mest med hende.
Og naar de løb paa Skøjter, bød han hende altid op til at løbe. Det var
som de fløj, og næsten som han bar hende ... Han kom ogsaa hjemme.
Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, naar de "skrev
Sedler" og "En gik ud" og naar der blev "tænkt paa noget" ... Det var
altid Bai, og saa blev der en Latter.
Og hjemme talte Moderen altid om ham.
Saa kom Forlovelsestiden, og hun havde altid En at gaa med, i Kirken
om Søndagen, og om Vinteren, naar der var Skuespillere, i Theatret og
altid ... Og da Bai fik Stilling, kom den travle Tid med Udstyr og
Indretning og alt det ... Veninderne hjalp hende med de mange Navne,
der var at sy, og alt, hvad der skulde sømmes....
Det var Sommerdage, og de sad oppe i Lysthuset allesammen.
Symaskinen gik, den lagde Søm, og den fæstede Ende.
Og de drillede hende og lo og pludselig fór de op og fløj ud i Haven og
rendte Plænen rundt under Støj og Latter, vilde som en Flok Føl....
Tinka var den stilleste af dem.
Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster

hos Levys, hvor de syede det Tæppe, Tinka skulde staa Brud paa foran
Alteret--og Sangøvelser til Salmerne de skulde synge i Koret....
Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke--den var saa fuld,
Ansigt ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka
nikkede op og takkede og græd igen. Hun havde grædt hele Tiden som
en Vandhane.
Og saa kom de herover til Stilheden.
I Begyndelsen af sit Ægteskab var Tinka skræmt og altid ængstelig,
som om nogen vilde overfalde hende.
Der var saa meget, som hun ikke havde tænkt sig, og Bai var saa
voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skræmt og usikker
som hun var....
Hun var ogsaa saa ganske fremmed og kendte slet ingen....
Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest saadan lad
efterhængende, som det laa i hendes Natur.
Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Hækletøj, og hun saa'
paa ham, som han sad bøjet over sit Bord--Haaret, der krøllede, faldt
lidt ned over hendes Pande.
Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og
vilde helst blive staaende saadan ind til ham, stille--længe være saadan
nær ved ham:
-Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai.
Hun bøjede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den.
-Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu.
-Skriveper, sagde hun og gik fra ham.
Aaret gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og
Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte
nyt.
De fik Omgang med de Folk, Egnen