Ved vejen | Page 2

som et voldeligt
Overfald.
Fru Bai smilede stille og lod sig kysse.
-Gud forbarme sig, sagde Præstefrøkenen, faar vi ikke uventendes en
ny Hane til Gaarden. Der er han!
De hørte Støjen af Toget der borte fra og den stærke Klapren, naar det
gik over Aabroen. Langsomt kom det vuggende og pustende frem over
Engen.
Præstefrøkenen og Fru Bai blev staaende paa Trappen. Frøkenen holdt
Fru Bat om Livet.
-Der er Ida Abel, sagde Præstefrøkenen, Jeg kender hende paa Sløret.
Et bordeauxfarvet Slør stod ud af et Vindu.
Toget holdt, og Døre blev slaaet op og i. Fru Abel skreg sine "Goddag"
saa højt, at alle Nabokupeernes Rejsende kom til Vinduerne.
Ida-Yngst klemte arrigt Moderens Arm--hun stod endnu paa Trinet:
-Der er en Herre med Toget--hertil--
-Hvem er han? Det gik som Kæp i Hjul.
Ida-Yngst var nede. Der var Herren ... En blondskægget, højst sindig
Herre, som fik Hatæske og Futeraler ud af en Røgkupé.
-Og Tante--Tante Mi, skreg Enkefruen.
-Hold din Mund, sagde Ida-Yngst stille og arrigt. Hvor er Louise?
Louise sprang om paa Stentrappen foran Fru Bai og Præstefrøkenen saa
barnligt, som om hun havde haft sin "Skønhed" i Knapstøvler.
Nedenfor Trappen præsenterede Forvalteren sig for Hr. Kiær.
-Ja, Satan til Historie--dér ligger Madsen--i den værste Tid ... Naa, vi
vil haabe det bedste ... Hr. Kiær slog den nye Forvalter paa Skulderen.
-Gud hjælpe os, sagde Præstefrøkenen. Et højst almindeligt Husdyr.
Den grønmalede var inde, og Fællesmejeri-Spandene var hevet ud af
Godsvognen. Toget begyndte at gaa, da en Bonde skreg fra et Vindu.
Han havde ingen Billet.
Togføreren, en smækker Yngling, stram som en Husar i de elegante

Nederdele, gav Bai to Fingre og sprang op paa Trinet.
Bonden blev ved at skrige og skændes med Konduktøren, der hang paa
Brædtet.
Og alle Ansigter paa Perronen saa' et Øjeblik efter Toget, som rullede
bort....
-Hm, det var det, sagde Præstefrøkenen. Hun gik ind i Gangen med Fru
Bai.
-Min Forvalter, Hr. Huus, sagde Hr. Kiær ud mod Bai, som gik forbi.
De tre stod lidt stille.
Louise-Ældst og Ida-Yngst fandt endelig hinanden og begyndte at
kysses vildt midt i Døren.
-Aa Gud, sagde Enkefruen, de har jo ikke set hinanden i seks Uger....
-De er heldig, Hr. Huus, sagde Bai i Klubbalstonen: De træffer straks
Stedets Damer ... Mine Damer, tør jeg præsentere?
Frøknerne Abel hørte op at kysses som paa Kommando.
-Frøknerne Abel, sagde Hr. Bai: Hr. Huus.
-Ja, jeg har saamænd hentet min Yngste--fra København, sagde
Enkefruen umotiveret.
-Fru Abel, sagde Hr. Bai.
Hr. Huus bukkede.
-Frøken Linde--det var Præstefrøkenen--Hr. Huus.
Præstefrøkenen nikkede.
-Og min Kone, sagde Hr. Bai.
Hr. Huus sagde et Par Ord, og de gik alle ind for at faa Tøjet.
Proprietær Kiær rullede af med Forvalteren. De andre gik. Da de kom
ud paa Vejen, havde de glemt Frøken Jensen.
Hun stod og drømte inde paa Perronen, lænet til en Signalpæl.
-Frøken Jensen, skreg Præstefrøkenen fra Vejen.
Frøken Jensen fór op. Frøken Jensen blev altid tungsindig, naar hun
saa' en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se "noget drage bort".
-Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne paa Vejen.
-Meget almindelig Forvalter, sagde Præstefrøkenen, hun gik med Fru
Bai under Armen. Nette Hænder havde han.
De to Kyllinger gik bagest og skændtes.
-Hej, Frøken Jensen, hvor De ta'er Fart, sagde Præstefrøkenen.
Frøkenen sprang som en Ged mellem Vejpytterne langt forude. Hun
viste stærkt sine jomfruelige Ben paa Grund af Efteraarsvæden.

De gik langs den lille Stump Skov. Ved Vejdrejningen sagde Fru Bai
Farvel.
-Aa, hvor den dejlige Kone ser lille og nusset ud i det store Sjal, sagde
Præstefrøkenen og langede sig frem over hende igen.
-Farvel....
-Fa'a'a'rvel....
-Hun taber ikke Vejret af det, hun skal ha' sagt, sagde Ida-Yngst.
Præstefrøkenen fløjtede.
-Nej--dér er Kapellanen, sagde Fru Abel ... God Aften, Hr. Pastor ...
God Aften....
Kapellanen tog til Hatten. Man maatte dog hilse paa den tilbagekomne,
sagde han.
-Naa, Frøken.--Og Befindendet!
-Tak, sagde Frøken Abel.
-Og De har faaet en Konkurrent, Hr. Pastor, sagde Fru Abel.
-Saa? Hvor?
-Kiær hentede sin ny Forvalter--rigtig et tiltalende Menneske. Ikke
Frøken Linde?
-Aa ja....
-Prima, Frøken Linde?
-F. F., sagde Præstefrøkenen.
Præstefrøkenen og Kapellanen talte altid i Jargon naar de var sammen
med Fremmede, og sagde aldrig et fornuftigt Ord. De lo ad deres egne
Dumheder, saa de var lige ved at springe i Luften.
Præstefrøkenen gik aldrig mer i Kirke, naar Kapellanen prædikede,
siden hun en Søndag nær havde faaet ham til at le under Fadervor paa
Prædikestolen.
-Frøken Jensen stritter af, som hun havde tændte Raketter et vist Sted,
sagde Kapellanen.
Frøken Jensen var stadig forude.
-Naa, Andersen--Frøken Linde skruplo--nu er De holbergsk.
De kom til Præstegaarden, som var den første Gaard i Landsbyen, og
Præstefrøkenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelaagen.
-Farvel, Frøken Jensen, raabte Frøken Linde hen ad Vejen.