Tine | Page 8

Faerd". Rundt i det stille Hus hortes der ikke en Lyd--uden hans
daempede Stemme.
Tine fulgte ikke Ordene; hun horte kun Rosten, som hun kendte fra saa
mange stille Aftener, og hun saa igen Fru Berg som hun sad der under
Lampen, og hun horte hende le, som hun lo ad Tines strommende
Taarer--Tine, der tog Livet saa glad, graed over Boger som en
Kalv--Taarerne, der nu brod frem igen en paa en....
... "Snart taendtes der Lygter og Fakler, som lyste paa Kongens sidste
Rejse, og Beboerne langs Vejen kappedes om at vise den Hedengangne
den sidste AEre. Klokkerne ringede fra alle Taarne, og hver Gaard og
hvert Hus--til det fattigste--havde Lys i alle Ruder. Paa mange Steder
havde i den morke Nat samlet sig Grupper af tause Tilskuere...."
Henne i Krogen gik Sofies Snoften over til hojlyd Graad, men
Skovrideren blev ved at laese:
... "Taet ved Banegaarden stansede Vognen; de otte sortbetrukne Heste
blev spaendte fra og fortes bort af Staldbetjentene, som gaaende havde
fulgt deres hoje Herre; et Sejldugsklaede spaendtes over Vognen for at
skaerme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde.
Husarer forrettede den sidste Nattevagt for Kong Frederik den
Syvende"....
Berg holdt inde lidt--hans Stemme begyndte at blive haes.
Tine sad og saa frem for sig: hun taenkte paa Tragedierne, de havde
laest om og om igen, den om Axel og saa den om Dronning Zoe.... I
femte Akt begyndte altid ogsaa Fru Berg at graede og, kom der noget
rigtig smukt, trykkede de hinandens Haender under Bordet.
Berg foer fort med at laese om den sidste Procession og om Talen.

Hans Stemme blev bevaeget, saa man horte den knap:
... "Han er nu bortkaldt fra sit Folk, men dets Kaerlighed ledsager ham
til Graven med et inderligt Farvel. Det lyder fra alle Borgersamfundets
Kredse, fra Krigeren, der kaempede for ham og Faedrelandet paa
Valpladsen, fra den, der i Fredens Gerning erkender, at
Vindskibelighed og Velstand under ham er stegne; fra Bondens
haederlige Stand, for hvem Frederik den Syvende har fuldendt, hvad
Frederik den Sjette begyndte"....
-Ja, sagde Berg, det er sandt.
Tine for sammen, da han stansede, og da han igen begyndte, horte hun
efter Ordene: det var den sidste Aften jo, nu de laeste--for saa laenge,
for hvor laenge....
... "Atter loftedes nu Kisten fra sin Plads og henbares til Kapellet, ved
hvis Opgang Herolderne og en Del af Folget havde opstillet sig. Med
Gejstligheden i Spidsen skred Processionen gennem Kapellets Indgang,
Kisten sattes paa sin Plads. Sjaellands Biskop holdt fra en
sortbetrukken Talerstol en Bon, den sidste Begravelsesceremoni fandt
Sted, og Salutskudene udenfor Kirken forkyndte, at nu var Kong
Frederik bisat".
Sofie holdt Haenderne op for sit Ansigt, Tine blot saa paa Berg, der
laeste:
... "Under Orgeltoner forlod Folget i Taushed Kirken, og Deres
Majestaeter vendte tilbage til Kobenhavn."
Berg foldede Avisen sammen; uden at nogen talte, rejste Tine sig til
Farvel.
Saa sagde Berg, i det han laenede Hovedet mod Vaeggen og saa saa
langt ud i Stuen--som en Gang for:
-Hvor Drengen dog graed, da han kom i Baaden.

Sofie skulde folge Tine, og de fik Lygten taendt. Dens dinglende Lys
faldt ujaevnt hen over Hegn og Pil. Sofie talte om Varsler og Tegn:
Der var nok af dem--der ha'ed' ikke vaeret for rart i Skovridergaarden,
nu i Sommer--saa det huseret' ved Nattetider.
-"Vognen" ha'ed hun da hort den alene tre Gang'--saa tydelig den var
svinget' op for Trappen den sidste Gang. Og da de kom ud, var der ikke
mer Vogn end bag paa en Haand--ikke mer end bag paa min Haand, det
saa ogsaa Fruen.
-Og det ved en da, sluttede Sofie og snoftede, hva' saa'en Korsel
betyder.... naar'et til fornummes tre Gang'....
Tine talte ikke, og de blev ved at gaa frem i Morket. Hunden i Per
Eriksens Gaard for op, og inde hos Jomfruerne Jessen vaagnede
Moppen.
-Ja, Gud hold' sin Haand over baade Herren og Fruen, sagde Sofie i en
Tone, som kastede hun Jord paa dem begge.
Tine drog Vejret som En, der frysende vaagner.
-Hvor det bliver koldt ved Dannevirke, sagde hun.
De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var
angst for at komme for naer til Kirkegaarden Nattestunder.
-Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu--Sofie. Og saa passer
du nok Skovriderens Te, saa den bliver, som den plejer--ikke?
-Ja--farvel, jomfru Tine.
-Farvel.
Tine horte Hundene, der for op igen paa Sofies Vej--mens hun
langsomt gik hjem imod Skolen.
* * * * *

Tine bankede og horte forst Dagge, der tog paa at go, og saa Moderen,
der kom af Sengen og ud:
-Det er mig, Mo'er, sagde hun.
Madam Bolling lukkede op i Nattroje og Kappe med Strimler:
Skovrideren er indkaldt, sagde Tine kun, da hun kom ind i