Tine | Page 7

her hos hende paa Forhojningen og
saa' ud paa det bladlose Trae: Mon jeg kan komme hjem, til det igen er
sprunget ud? havde hun sagt og hun havde graedt og lagt Armen om
hendes Hals.
Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, saa det lod skingert ud i
den morke Gaard:
Og derfor graeder Mand og Kvinde, derfor er Glaedens Dor nu lukt;
Taknemlighedens Hjaerter binde en Krans, som blomstre skal saa
smukt Thi Mindet aldrig slettes ud om Danmarks Fred'rik, nu hos Gud!
Tine sad med foldede Haender i sit Skod, mens Ajax og Hektor laa med
store Ojne paa Gulvtaeppet ved hendes Fodder.
* * * * *
Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var
Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han
bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen.
-Og saa er jeg indkaldt, sagde han kort.
Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede,
et for et. Lysene paa Klaveret, som hun havde taendt.

-Saadan kommer alt paa en Gang, sagde Berg.
Det havde vaeret Tines hele Tanke: Saadan kom det paa en Gang; og
saa taenkte og spurgte hun: Ved Fruen det?
-Ja--det var Jessen, som bragte Bud'et paa Dampskibet.
De satte sig ved Bordet, som Tine havde daekket, og de begyndte at
tale med lidt langsomme slovede Stemmer om, hvordan alt skulde blive
nu med Driften og den daglige Dont: med Arbejdskraften blev det
svaert. Lars kom maaske med og de fleste af Husmaendene skulde
ogsaa afsted.
-Skovgaerningen fik vel hvile, mestendels; til den blev der ikke
Haender.
-Nej, sagde Tine.
De talte om de indkaldte. Det var snart en Mand fra hvert Sted i Sognet.
De tog dem, saa brat det var, fra Hjemmene nu.
-Ja hos Anders Taekkemand var det ren Jammer. Ane havde vaeret i
Skolen idag med sine to paa Armen--saa hun graed og graed.... For nu
var Anders vaek--saa hun graed....
Ved at sige Ordet begyndte Tine selv at skaelve om Munden.
-Ja, sagde Berg, der sidder jo Broderen fra den sidste Krig--med begge
Benene skudt vaek....
-Ja, sagde Tine sagtere, og efter en Stilhed: det er de Kroblinger, som
gor Folk bange.
De blev tause lidt. Hundene gik kaelende til og fra, men de agtede dem
ikke. Berg talte igen om Driften. Paa Vikar var han da vis. Den
enarmede Baron Staub kunde han altid faa, han var disponibel.
-Han har jo faaet sit, sagde han, ved Vaadeskud.... Og naesten uden
Overgang, laenende sig tilbage mod Vaeggen og seende frem mod

Lyset, sagde han: Nu er de langt ude paa Vandet.
Tine syntes, det var, som fulgte han dem med Ojnene over Vandet,
mens han sagde det; og hun vilde finde noget at sige, der kunde muntre
ham, hjaelpe paa Humoret. Det er vel derfor, du sidder her, sagde hun
til sig selv, det manglede blot, du skulde tvine selv. Men hun fandt
ingenting. Der blev jo heller aldrig vekslet saa mange Ord mellem
Skovrideren og hende; hun havde aldrig turdet snakke op med ham,
som var det en anden. Herredsfogeden eller Kapellanen hos Gotsches
eller nogen, som man ikke saadan havde "Respekten" for. Det var jo
Fru Berg, man snakkede med i Skovridergaarden. Tilsidst sagde hun i
en Tone, der skulde vaere munter:
-Og vi, som har aset med det blaa Kammer--det kunde vi snart have
spar't baade Sofie og jeg! Hun rejste sig.
-Er det allerede istand? De faar da ogsaa alting gjort, Tine. Berg tog
hendes Haand og Blodet jog op i Tines Ansigt--det gjorde det for det
mindste, naar hun var i Skovridergaarden.--Skovrideren skulde vel se
det, sagde hun, og hun aabnede Doren; men paa en Gang blev hun
staaende i Studerevaerelset, og han gik ene ind i Gaestekammeret.
-Hvor der var kont og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage.
Tine vilde til at gaa nu. Hun syntes, det var saa uvant beklemmende,
som om de to var ene i det hele Hus--det forladte Hus. Men
Skovrideren gik hen til Bordet og sagde:
-Der staar om Bisaettelsen i de nye Aviser. Skal vi ikke laese det forst.
Det var en af Tines Fester, naar Skovrideren laeste hojt, af Aviserne,
naar de kom. Onsdag og Lordag Aften, eller af en Bog fra
Bogskabet--alle Oehlenschlaegers Tragedier.
-Tak, sagde hun. Men Sofie vilde vist gerne hore med. Og hun gik ud
for at hente Pigen, som sad og sov med emballeret Hoved ved Siden af
Skorstenen og fulgte med ind for at saette sig i Krogen ved Bogskabet,
hvor hun saa tidt havde hort til, naar de laeste.

Berg aabnede langsomt det sorgerandede Blad og lagde et Ojeblik
Haenderne ned derover. Nu er han da kommet til Hvile, sagde han
bevaeget og stille.
Han begyndte at laese halv hojt Beretningen om "Kongens sidste