Tine | Page 9

Gangen.
-Aa Herregud, aa Herregud, klagede Madammen, og hun lod Dorene
staa helt ind til Bolling, mens hun gik; aa Herregud--aa, Herregud!
-Det var jo ventendes, sagde Bolling, der sad op i Sengen.
Tine maatte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved
Dampskibet. Naa, saa hun fik 'et at vide, naa, saa hun fik 'et at vide,
blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: naa, saa
hun fik 'et at vide, Staklen....
-Ja. Gud vaere med os, sagde Bolling med foldede Haender, da der
omsider blev stille.
Tine var traet, og hun sagde Godnat. Hun tog i Doren til "Skolen" for at
prove, om den var laaset, for hun gik op ad Trappen; og henover Loftet
holdt hun Lyset varsomt for Halmens Skyld, hvor Gravenstenerne var
spredt.
Inde i Kamret stillede hun Vaekkeuhret til Slag og flyttede
Gyldenlakkerne fra Ruden ned paa Gulvet.
Nedenunder smaasnakkede Foraeldrene endnu, det lod, som var det
naesten i den samme Stue.
-Ja, Gud bevare os alle, sagde Faderen endnu en Gang dernede: nu er
det fjorten herfra Sognet.
Saa faldt de hen, lidt efter lidt, og Tine horte deres vante Aandedrag,
roligt og taktfast naesten, op gennem Huset.
Hun kunde ikke sove. Hun laa og taenkte paa en Dag i Efteraaret--den

sidste, hvor de havde vaeret i Skoven Skovriderens og hun....
De skulde ned med Mellemmaden i en Kurv, til Lilleskoven, for at
mode Skovrideren ved den forste Lysning. Forpagterens fra Ronhave
modte de i Kalechen, de skulde til Bispens, og der blev en Snakken
midt paa Vejen, for de skiltes.
De gik videre. Herluf rodede efter Brombaer op ad hvert et Gaerde.
Fuldt af Nodder hang der i alle Hegn. Tine snappede dem, mens hun
gik.
De vilde slaa ind over Marken, men Herluf hvinte bag dem: han sad
fangen fast i Rankerne og hylte, med sit hele Ansigt smurt sort af
Brombaer:
-Se Drengen, se Drengen, raabte Fru Berg og lod Tine faa ham los; selv
lob hun op imod Markhojen.
-Kom, kom, raabte hun oppe fra. Hvor her er dejligt.
Det var, som saa man den hele O idag i den klare Luft--Bakke og
Dal--saa gron og blod. Langt ude blev Skovene borte som i blaalige
Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Gront. Og i
Himlen var der ikke Bund.
-Saa dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg.
Men Herluf gav ikke Ro; han vilde "fanges"; og de lob, lob, alle tre,
Hojen rundt.
-Ja--her er det dejligste Land, raabte Tine, der loftede den fangede
Herluf op i Armene. Og alle tre lod de sig plumpe ned i den sene
Klover.
De gik igen over Marken henimod Skoven, hvor de satte sig ved
Braendestablen foran den lille Lysning; her var Sol endnu og ganske
lunt.
Haekletojerne kom frem af Lommen, og de smaasnakkede:

-Det var svaert, saa de fra Ronhave korte til Bispens nu--det var anden
Gang.
-Tredje var det--i to Uger.
-Og saa hang Herredsfogeden bagpaa--som Fjerdemand til Lhombren.
De blev ved at snakke; Herluf gav gammelklog sit Besyv med i Talen.
Og godt underrettede var de, for i Skolen vidste de, hvorhen
Kalecherne rullede: Vejene skar jo hinanden ligefor Doren; og der blev
vekslet Nik og Goddag eller gjort Holdt, mens Bolling eller
Madammen eller Tine kom ud paa Trappen.
Saa tav Fru Berg og Tine lidt igen og arbejdede begge stille under
Traeerne:
-Hvor dog Skoven holdt sig, saa gron den stod.
-Det kom af Regnen, den megen Regn i Sommer.
-Ja. Men huskede Tine ifjor--de lod begge Haekletojet synke og saa ud
mod det brunlige Skovbryn--da den var gul i September.
De blev ved at tale om Skoven: naar de havde vaeret her sidste Gang
det Aar og det.
-Nej--ifjor var det knap man fik Nodderne bjerget.
-Men i 59 havde vi Skovtur i Oktober, sagde Fru Berg.
Herluf raabte, lidt derfra, mellem Traeerne: Tine skulde komme, Tine
maatte komme derhen. Det var en svaer og bojet Gren, der hang som en
Gynge, taet ved Jorden. Herluf vilde op, og Tine gyngede, saa han
graed og lo. Saa skulde hun selv op. Fru Berg vilde gynge hende:
-Op Tine--op.
-Den knaekker, den knaekker, raabte Tine--det var en Vaegt--mens Fru
Berg svingede til Grenen, saa Tines Skorter floj om hendes Ben.

Pludselig satte Ajax og Hektor ud af Krattet og halsede op mod Tines
bomuldsbestrompede Laegge:
-Skovrideren, skreg hun og satte bums ned paa Jorden paa Hug--Fru
Berg maatte le ud med Ryggen til et Trae, for hun kunde komme hen
og faa Del i Aftensmaden, som Tine havde bredt ud paa en Serviet.
Berg, der var dukket frem af Krattet bag sine Hunde, sad allerede paa
en Traestub foran Maden og talte med Tine om Roserne hjemme: det
var snart paa Tide at tage sig af dem nu. Naetterne var dog blevet