Tine | Page 6

Stuen:
-Ja--det har vaeret et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun. Begge
de gamle Bollings brugte saa stadig det Adverbium "ret", som de havde
saa at sige paa Haandvaerkets Vegne fra Bollings megen Omgang med
Bibelen.
Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var
da vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun.--Og
Brombaerrene var godt surrede fast til Kassen?
Brombaerrene var to Krukker Syltetoj, som Madam Bolling havde

syltet, for at Fru Berg skulde have dem med til Kobenhavn:
-For det er hendes bedste Syltetoj, Tine, sagde Madammen, det er det ...
og de si'er, de har 'et ikke derovre, Brombaer.
-Skovrideren surrede dem selv fast, Moer, siger Tine.
-Ja, vi har no'en Gange--Madam Bolling bliver ved i samme stille
Tone--faaet Brombaer hernede--og saa Marmelade ... Til Tvebakkerne,
sluttede hun efter en Stilhed.
-Det har vi, sagde Tine og saa ud i Luften.
Hun taenkte paa Aftnerne, naar der kom Bud op efter dem i
Skolen--mest naar Skovrideren var ude da--og de gik herned efter Te,
og Syltekrukkerne og Tvebakkerne kom paa Bordet, og de spiste af
Underkopper, mens de snakkede og Fru Berg og hun, de lo og sang.
-En Sang, Tine, en Sang, raabte Fru Berg og slog i Sofaarmen; og de
satte i med "Hr. Peder" og "Flyv, Fugl, flyv over Furesoens Vande" og
"I Kongelunden", til det blev til en Vals, saa de svingede hen over
Gulvtaeppet, og Fru Berg forpustet forlangte Maelkepunschen, der blev
bragt ind i en Stenkrukke.
-Ja, det er dog til no'en Aftner, Tine--sagde Madam Bolling, der stadig
taenkte paa Brombaerrene--saa de derovre kan faa det som herhjemme.
Og gamle Bolling, der sad med foldede Haender og ikke horte, hvad de
andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt ind
her i Sognet, havde han talt sammen--gamle Bolling sagde:
-Ja, ja, Guds Vilje ske, sagde han og rejste sig.
De Gamle skulde hjem: Tine vilde jo dog blive og vente paa
Skovrideren. Men Tine lod dem ikke gaa, de maatte forst hjaelpe hende;
hun kunde ikke taale at se de gloende lyse Pletter rundt om Spejlet, de
maate haenge noget andet op--noget, der kunde daekke. Hun tog "Kong
Frederik" og "Slaget ved Isted" og "Fredericia" inde i Havestuen, og de

to Gamle bar Billederne, mens hun loste Spejlet.
Madam Bolling stod med Heltene fra Isted, der kaempede endnu med
de hvide Bind om Panden. Hun blev ved at se paa dem, og et Par smaa
Taarer faldt ned paa Glasset--hun taenkte paa dem, der nu skulde miste
Forligheden og Livet.
-Kom, Mutter, sagde Bolling og tog Billedet, men ogsaa han beholdt
det saa laenge, at Tine maatte tage det af hans Haender.
Billederne kom op, og de Gamle, der allerede havde Overtojet paa,
satte sig igen paa de to Stole og saa op paa Heltene fra Isted og paa
"Kongen".
Tine var gaaet ud og kom ind med et fjerde Billede. Det var et Portraet
af Kong Kristian som Tronfolger i Hestgardens Uniform, der havde
haengt i et af Gaestekamrene. Hun slog et Som ind under Kong
Frederiks Billede og haengte Portraettet paa den tomme Plads.
De holdt sig alle tre stille en Stund foran de fire Billeder.
-Ja, ja, det er meget ret, Tine, sagde saa Bolling, det er dog Kongen.
De Gamle kom ud i Gangen, Taellelyset i Kokkenet var ved at braende
ned. Tine satte Stagen hen i Vinduet, saa det kunde lyse en Smule ud i
Gaarden for Foraeldrene. Fra Bryggerset lod der et stort Spektakel, det
var Maren, der af lutter Sorrig tumlede og skurede midt i den morkeste
Nat, mens hun sang paa Melodien: "Hvo ved, hvor naer mig er min
Ende", saa det skingrede mod Laden:
Kong Fred'rik hviler nu paa Baare og slumrer sodt i Dodens Blund; nu
rinder Folkets Takke-Taare for Drotten fra hvis djaerve Mund det lod
saa tit: min Tak modtag! Jeg svigter ej paa Farens Dag!
Foraeldrene var ude af Gaarden, men Tine blev staaende paa Trappen.
Hun lyttede efter Jagthundene, der knurrede fra deres Skur.
Saa smilte hun: hun vilde tage dem over--det vilde glaede Skovrideren,

naar han kom hjem. De var dog noget levende til at tage imod ham.
Og hun gik over Gaarden og aabnede Doren til Loen og til Hundenes
Skur. Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Goen og lob saa
iforvejen ind ad den aabne Gangdor.
Inde i Dagligstuen satte Tine sig paa den tomme Forhojning. Hun
syntes aldrig, hun havde vaeret saa bedrovet--saa beklemt og bedrovet
som nu, mens hun stirrede ud i den ode Gaard. Lyset i Kokkenvinduet
flakkede endnu en Gang hen over Ladens Hvidt--saa var ogsaa det
slukket, og hun saa' bare Valdnoddetraeets Skygge midt i den morke
Gaard.
Det var igaar Aftes, Fru Berg sad