Tine | Page 5

holde Varmen.
Saadan sad de saa og pludrede timevis. Herluf var "Kineser" med
strittende Fingre, og Herluf slog Saltomortaler over alle Dyner; Fru
Berg og Tine lo, saa Sengene vaklede og gyngede; og Sofie stillede
indenfor Doren med en Slat Kaffe i en Spolkumme for at faa Del i

Lystigheden.
Men tilsidst kunde Sofie blive fornaermet paa Herlufs Vegne midt som
hun stod, og hun sagde: "Barnet ska' vel ikke spring' der og spill'
Teater", sagde hun og tog ham ud af Sengen for at baere ham ned i
Dagligstuen og klaede ham paa i Varmen.
Fru Berg og Tine blev i Sengene, snakkende i Oster og
Vester,--Munden stod aldrig paa Fru Berg, naar hun var sammen med
Degnens Tine--indtil Tine pludselig rog ud af Sengen i et Saet:
Gangdoren var gaaet.
-Skovrideren! raabte hun og fik naeppe Skoene paa for lutter Fart.
-Luk, luk, raabte Fru Berg: luk dog! Og Tine fik Noglen drejet om.
-Ja, ja, jeg klae'er mig paa, jeg klae'er mig paa, Henrik, raabte hun til
Berg, der bankede, og hun lod Tine rasle med Vandtojet, saa han kunde
tro, hun allerede var oppe.
... Sofie stod stadig foran Tremmesengen med Lyset og snakkede om
sin Herluf og faeldede Taarer baade over Godt og over Ondt.
-Men en arrig Trold var han, det var han, sagde hun.
-Ja, han var, gentog hun.
Tine sad endnu paa Sengekanten og smilte: Ja, hvad Fru Berg dog
havde for Indfald--saa lystige Indfald.
Hun taenkte paa den Morgen, hvor Skovrideren var kommen i
Gangdoren, just som de sad i Sengene i deres bedste Snak, og Fru Berg
pludselig havde grebet hende i begge Benene--Skovrideren var allerede
paa Trappen--og havde trukket hende ned under Skovriderens
Dyne--han var allerede ved Doren--: Stille, stille, hviskede Fru Berg--
Han var herinde allerede--Tine laa som en Mus.
Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der horte paa og

lo og satte sig ned--midt i sin Seng.
-Du saetter dig paa Tine, du saetter dig paa Tine, skreg Fru Berg, helt
aandelos af Latter ... og Tine rog ud af Sengen, hojrod i Hovedet og
med Graaden i Halsen, og lob ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil
Skolen, og kom ikke i Skovridergaarden tre Dage, saa skamfuld var
hun.
... Tine rejste sig, og de begyndte at tage Sengeklaederne ud af
Skovriderens Seng og samlede dem udenfor Doren.
-Tag saa Lyset, sagde Tine, hun vilde ikke se det tomte Kammer.
De bar Dynerne og Madratserne ned ad Trappen ind gennem Stuerne,
hvor alle Dore stod aabne bag dem.
-Det er saa tomt, som var vi rejst alle, sagde Sofie.
-Ja, sagde Tine, der slaebte en Madrats.
I det blaa Gaestekammer var der koldt som i en Kaelder; der havde
ingen sovet siden i Sommer. Den ene Gaesteseng skulde ud, og den
anden blev stillet op ad Vaeggen.
Mens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel,
kom de gamle Bollings for at hente Datteren.
Da Madam Bolling kom ind i Dagligstuen i Traekken fra alle de Dore,
blev hun staaende paa Lobetaeppet og saa sig om med Taarer i Ojnene:
Ja--nu er de afsted, sagde hun og foldede Haenderne.
De to Gamle satte sig stille paa deres vante Pladser, to Stole ved
Sofabordet, lidt ud paa Gulvet--de vilde aldrig sidde i Sofaen i
Skovridergaarden, der skulde Fru Berg blive--mens Tine blev ved at
gaae ud og ind og Sofie bar Pinde til den blaa Kakkelovn: hun havde
anlagt "Torklaedet" imidlertid.
Torklaedet var Tegn til, at Afrejsen havde givet hende "hendes
Ho'edpin'". Hun fik den regelmaessig de fem af Ugens syv Dage og var

saa grumme uoplagt til at udtale sig udover "Ja" og "Nej" eller til at
foretage sig nogetsomhelst ud over det nodvendigste. Efter en Storvask
hvilte Sofie ud otte Dage i sin Hovedpine og kujonerede hele Huset.
Tine kom frem i Doren til Skovriderens Stue: Vil I se, sagde hun, nu er
vi faerdige.
-Ja, lad os det, svarte gamle Bolling, og de gik ind gennem
Skovriderens Stue i det blaa Kammer, hvor den ene smalle Seng stod
forladt op ad den lyseblaa Vaeg, og der var koldt, saa de to Gamle
skuttede sig ved det.
De stod alle tre foran Sengen--Tine havde haengt Fru Bergs Billede op
ved Hovedgaerdet.
-Naa, her ligger han jo ret saa stadselig, sagde Bolling og sogte at le lidt:
alle tre var de lige ved at bukke under for deres Sorgmodighed.
-Ja, naar der nu bliver godt varmt, sagde Madammen, naar her nu bliver
Varme.
De vendte tilbage til Dagligstuen og satte sig igen, Tine nede paa
Forhojningen paa Sybordets gamle Plads. De sagde ikke meget, kun en
enkelt Saetning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker.
Madam Bolling blev ved at sidde og ryste paa Hovedet og se ud i