Tine | Page 4

og folkekaereste i
Norden.
Men siden blev dens Sonner Praester, fordi de besvimede ved at se
Blod, og uvirksomme Orkeslose, hvis tomme Hjerner maatte kunstig
ildnes.
Du fortalte mig ofte om vor Slaegts Haeder. En af dens store Laeger

efterlod mig Fortaellingen om alle dens Vildfarelser og dens
Sygdomme: Han vilde tvinde--til Belaering--sine Traade i
Slaegtshistorien.
Min Slaegt i mig skrev vel i min Ungdom meget--meget.
Men ogsaa du, Mo'er, skrev dit.
Stella Hoeg og Nina og Froken Agnes og Fru Katinka--det er dit Blod.
Deres Skikkelser er dig og dig alene. De er Born af din Glaede og Born
af din Sorg. De har dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med
dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer.
Og hvis de tor leve--selv kun de korte Aar--saalaenge bor du ikke
glemmes.
Over denne Bog saetter jeg dit Navn som et Minde om den lyse Tid og
det Hjem, man skimter som bag en Dor, der hurtig lukkes. Som
Ufredstid kom over vort gamle Hus, kom snart Ulykkerne og Doden til
os.
Herman Bang.

I.
Tine blev ved at lobe graedende frem med Vognen, mens Fru Berg
raabte de sidste Ord hojt ud i Morket og Blaesten.
-Saa reder I nok--i det blaa Kammer--iaften ... endnu iaften.
-Ja--ja, svarte Tine og kunde ikke tale for Taarer.
-Og hils--og hils! raabte Fru Berg gennem Graaden, Vinden tog hendes
Ord. Endnu en sidste Gang lob Tine til og greb efter hendes fremstrakte
Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som en stor
Skygge, gled Vognen hastig hen i Morket. Nu hortes den ikke mer.

Tine gik hjem gennem Alleen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte
klynkede. Hun aabnede Doren til Gangen: der var saa tomt med de ode
Knager og Herlufs Legetojskrog, hvor der nu var rommet ud. Hun gik
ind i Kokkenet, hvor Taellelyset braendte med en osende Tane mellem
Resterne fra Tebordet.
I Borgestuen sad Folkene stille med Lars for Bordenden.
-Jeg skal hilse, sagde Tine med halv Rost, og der blev stille igen. Kun
Maren, der sad med Forklaedet over Hovedet som en rokkende Byldt,
hylede op henne fra Ovnen med nogle langelige Hyl.
-Ja, sagde Lars efter en Stund betaenksomt: nu er de vaek, sagde han,
og Husmanden nikkede til Bekraeftelse.
-Saa skulde vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som for,
og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulde hjaelpe.
I Gangen aabnede hun Doren til Dagligstuen. Lampen braendte roligt
paa det tomme Bord, og Dorene til de andre Stuer, der stod aabne, laa
som tre stille og morke Gab ind mod det forladte Rum.
-Sybordet har hun med sig, sagde Sofie.
-Ja, sukkede Tine. Pladsen paa Forhojningen var tom.
-Og saa Billederne, sagde Sofie og pegede.
Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter paa Tapetet frem. Maerker af
Portraetterne, der var tagne ned.
Graaden vilde op hos Tine ogsaa, og hun vendte sig: Ja--lad os saa ta'e i,
sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret. De to
Senge stod ved Siden af hinanden, daekkede af det samme Taeppe--det
var det, Tine havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden stod Herlufs
Tremmeseng, tomt.
Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Hons igen, med
Taellelyset i Haanden, mens hun talte om, da "Drengen" var lille; hun

havde vaeret Herlufs forste Barnepige, og der var for hende i Verden
ikke anden Dreng end han.
-Han var knap fod', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun paa sit
Kobstadjysk, en saer indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvaer
med rigtig at aabne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets
E'er.
-Han vild' aldrig baeres af andre end af mig og saa Fruen--hun snoftede
mellem hvert Ord--nej--han vild' ikke....
-Jeg har baaret ham no'en Gang' over til Fruen, sagde hun, om
Morgningerne ... for der vilde han over--hun smilte pludselig gennem
Graaden--og ha'e Varmen, den Strik, sluttede hun og graed igen.
-Ja, sagde Tine, der sad paa Sengekanten.
Hun taenkte paa Vintermorgenerne, da hun med Torklaedet om
Hovedet lob herned, naar det lysnede--i Skolen var snart det halve
Dagvaerk gjort--og hun slog sine tre Slag paa Sovekammerdoren med
de flade Haender for at vaekke Fru Berg og Herluf, der laa i deres sode
Slummer.
Fru Berg kom sovnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, raabte hun,
mens hun klaskede med Haenderne ned paa Dynen.
-Kaffen--Ka-ffen, skreg hun med sin glade Stemme, saa de kunde hore
det helt ned i Kokkenet, og Herluf begyndte af Fryd at springe om som
et Egern i Sengen, i sin lange Natkjole.
Mens de snakkede, fik Tine Skoene af og kom op i Fodenden af Bergs
Seng--der var Is paa Ruden, saa koldt var det--med Dynen op over sig
for at