Tine | Page 3

* *
Lad mig her sige et.
En Bogs Fodselshistorie vil vaere mange saerdeles ligegyldig. Der vil
heller ikke fattes dem, som vil sige, at jeg fortaeller alt dette og forer
den ganske Snak kun for en Gang igen at kunne selvbehageligst
underholde et aeret Publikum om mit fortraeffelige Jeg. Eller, at jeg
forsoger ved at posere med mine Erindringers Tydelighed og
praetenderede Klarhed at give min af disse Minder groede Historie
noget Relief.
Det er dog ingenlunde saa.
Jeg ved saare vel, at den Tydelighed, Erindringerne har for mig, slet
ikke vedkommer Laeseren. Han dommer Kunstvaerket kun af disse
samme Minders Evne til gennem Vaerket at paavirke og overbevise
ham.
Det er maaske endogsaa saare uklogt paa en Maade at pille en Bog op
for at vise, hvad der er indeni og bagved. Ethvert Stykke Kunst bor
helst staa frit og tale for sig selv.
Men Tingen er, at jeg tror, det vilde vaere interessant for Psykologen
og mere oplysende for Kunstens Vaesen end visse nylig atter fornyede
aestetiske Diskussioner--om Forfatterne en og anden Gang oplyste om
deres Arbejdes Fodsel og Veje og sogte at kontrollere de Hjernens
Processer, som ledsager deres Frembringen.
Maaske vilde man saaledes faa mer end et Vink, der taendte hastige og
fjerne Lys inde i Sjaelelivets Halvmorke.
* * * * *
Baade Kritik og Publikum klagede i "Stuk" over Fremstillingens
ulidelige Uro og den traengselslignende Skare af Personer. Jeg har i
denne Fortaelling sogt at mindske Uroen og indskraenke
Personantallet.

Men hvorvidt det er lykkedes mig, ved jeg lidet om. Denne Uro og
Mangfoldighed bunder, tror jeg, i det Syn, ingen kan forandre. Jeg ser
nu en Gang saaledes. Jeg ser mine Personer kun i Billede efter Billede
og kun i Situation efter Situation horer jeg dem tale. Jeg maa ofte bie i
Timer, for de ved et Blik, en Bevaegelse, et Ord forraader mig deres
virkelige Tanker, som jeg jo kun kan gaette ligesom jeg gaetter andre
levende Menneskers--deres, som jeg omgaaes og kender.
Hvis jeg da ikke anstraenger mig for at gore den ene og korte Situation,
hvori jeg ser dem, Bevaegelsen, den lille Bevaegelse, hvori de forraader
sig, Tonen af Ordene, hvori de blotter sig, gore det altsammen saa
levende, lyslevende som Livet selv--hvor kan jeg da haabe at
overbevise?
At gore "levende" er da den tunge--og sikkert ofte
mislykkede--Bestraebelse.
Men det Levende er jo Bevaegelse og Mangfoldighed.
Mangfoldighed maa der blive. Husk at man kan ikke, naar man nu vil
skildre denne Skole, hvori Tine boer, rive den ud af sit Naboskab.
Naboernes Stemmer traenger ind ad dens Vinduer, gennem dens Dore.
Deres Liv blander sig med Skolens Liv.
Som en Sten, der kastes i Vand, sender Skolens Skaebner Donninger
frem over Pladsen baade til Kroen og til Smedjen, og deres
Begivenheder atter Donninger tilbage, saa for at forstaa Skolens Liv
maa Kroens og Smedjens vel med.
Selv derude over Markerne, hvor Horisonten lukker sig, selv der maa vi
vide, at Livet fortsaettes og at der leves--en rullende Vogn, en Hund,
der goer, en Sang, der hores fjernt, maa fortaelle det og minde os
derom.
Vi maa, for at denne Skole kan illudere som Liv, fole Egnen, hvor den
ligger: vi maa befolke Oen Als. Har Skolens Korsvej ikke
Vejfarende--korer ikke de hundrede Vogne den forbi til hundrede Hjem
og hundrede Liv?

Nu vel--vi maa fole disse Vejfarende. Deres Kommen, Gaaen,
Sporgsmaal, Hilsner, Svar--ogsaa de er Del af Skolens Tilvaerelse og
maa med.
Hvor kan da i al denne Bevaegelse Uroen undgaaes? Maler ikke
tvertimod just Uroen al den evige Bevaegelighed, man vil? Og dette: at
Laeseren ikke "kan huske det ene for det andet"--hvad gor det, naar det
store Helhedsindtryk kun kunde lofte sig med store Linjer frem af den
Uro, hvoraf det er skabt.
Kun Mangfoldighed og Bevaegelse kan for mig give Billedet af Liv.
De er mine Midler, som jeg ikke kan opgive. Forhaabenlig kan jeg
endnu gore Fremskridt i disse Midlers Benyttelse. Men tusindfoldige er
Vanskelighederne ved en Kunst, som ser Livet stift i Ojnene, og hvis
store, hvis fjerne AErgerrighed er den at faeste dette levende, dette
ubegribelige og ubegrebne, dette bestandig forandrede Liv.
* * * * *
Du bad mig, Moder, at jeg skulde se til, at de ikke helt skulde glemme
dig.
Nu er min Ungdom forbi, og alt, hvad jeg i ti Aar skrev, skrev for at
leve og skrev for at skrive, synes mig tidt at ligge for mig saa uendelig
fjernt og saa uendelig klart.
To stredes--og Striden vil vel aldrig ende ganske--i alle disse Ord: min
gamle Slaegt og du, der kom i den, ny og fremmed. Du bar dens Navn
med begejstret Hengivenhed. Du elskede den som jeg. I et Hundredaar
havde den fostret Statsmaend, Landet ikke vil glemme, beromte Laeger,
som Generation efter Generation var de storste