Tine | Page 2

rystende sammen
ved Bro'r Aages Vugge--og hun maa vaere sprungen hastig ud af sin
Seng, for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar--med sine alsiske
Piger rundt om sig og os, der skreg.
Og Pigerne skaelvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle
Dore stod aabne og klaprede og et Vindu--skont vi naesten intet havde
paa.
Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fodder og
Signaler af angstfulde Horn.
-Hvad er der--hvad er der dog, Mo'er? skreg vi.
-Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme,
og vi graed hojt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi
horte bestandig, bestandig Folk, der lob paa Gaden, og Tropperne, der
ilte, og Hornene fjern og Hornene naer--gennem Stormen.
... Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skaendsel har vaeret
nok til at gennemtraenge hele mit Liv. Jeg foler endnu dets Minutters
Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning, Tilintetgorelse,
Dod, Ruin. Allerede i min allerforste Produktion har Indtrykket vaeret
staerkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og siden har samme

Indtryk forklaedt sig Gang efter Gang i Billeder af Ruin--indtil den Dag,
hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes i denne Bog.
Hvorledes har det vel i det Hele forholdt sig med disse tre Erindringer,
som har grebet saa fast om min Hjerne? Har de gjort det kun fordi de
ramte ned i tre alt uddybede Lejer i mit Temperament. Eller har
de--uvanlige som de var--selv dannet med egenmaegtige Haender og
slaaet de uloselige Knuder i det begyndende Folelsesliv?
Vist er--som et Slags Ledemotiver genfinder jeg dem i min Produktion
lige til denne Dag. Det er min Overbevisning, at den sortklaedte
Sorgende i Adserballig Stue--som en sortklaedt Alabasterstatue saa jeg
hende siden--er den forste Moder til Nina Hoeg og Katinka Bai. Det
Indtryk har fodt deres stumme Sorg og deres Resignation.
Og hin forste Afrejse har sat lige dybe Maerker. Opbrud, Oplosning af
Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle
Skildringer--i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen.
Men fremfor alt genfinder jeg bestandig--i Emner, i Fremstilling, i
Stil--overalt, hvor jeg skrev og hvad jeg skrev. Lyden, Tempoet,
Skraekken i de Allarmsignaler, der kaldte Tropperne til Flugt fra
Horsens.
* * * * *
Disse tre Minder var, som sagt, indtil for et Par Aar siden de eneste,
min Hjerne fra min allerforste Barndom syntes at have bevaret.
Men i Udlandet brod flere frem. Det var mens jeg omgikkes med
Formlaegningen af "Stuk".
Enhver Kunstner vil vide, hvor mange Fif en Kunstners Hjerne, naar
han udkaster Planen til et Vaerk eller begynder paa at forme det, hitter
paa for at afholde ham fra hans Forehavende. Det er det
ejendommeligste Dobbeltspil af Verden, dette mellem Kunstneren og
hans hykleriske Nerver, der af Skraek for alle de Anstraengelser, som
venter dem, ved tusind Kunstgreb vil forpurre hans Plan. Det er en evig

Overlisten af hinanden som to fiffige Spillere, hvoraf hver ved om den
anden, at han snyder.
Hjernen indgyder ikke alene Uger igennem Kunstneren ubetvingelig
Skraek for blot Synet af en Pensel, Modellerpinden eller Blaek.
Nej--den forvirrer ham ved at tilkalde som Hjaelpetropper Storme af
fremmede Minder og hans Plan uvedkommende Erindringer. Den
belejrer ham med andre Ideer og pludselige Udkast, hvis Fata Morgana
synes selve den fjerne Fuldendelses sikre Kyst.
Under en saadan Tvekamp mellem den Frembringendes Vilje og
Hjernens Modvilje mod at laegge sig under en kunstnerisk Plans
Aag--var det just, at alle Minderne om Hjemmet paa Als i Myldr brod
frem.
Jeg saa pludselig Steder og Ansigter og Personer med Gestus og Lader
og horte Lyd og Tonefald og fornam som Luften selv. Jeg erobrede--og
det mod min Vilje, ti jeg onskede jo helt at tilhore en ganske anden
Sfaere, Luft og Plan--ligesom fra et Morke, der langsomt lettede og veg,
hele mit forste Hjem tilbage.
Dette Sted, som jeg forlod for Krigen, og som jeg ikke har genset i fem
og tyve Aar, laa tilsidst for mig med hver Sti, hvert Busket i vor Have,
hvert Rum, hvert Tapet i vort Hus. Og jeg genfandt Landsbyen med
Gaardene, som de laa, og Vejene med de levende Hegn og
Kirkepladsen med Smedjen ved det lille Kaer og Skolen, hvis Beboere
jeg gensaa.
Og siden har disse Minder ikke villet forlade mig. De har hidkaldt fler.
De har vaebnet sig med selve Livets Tydelighed og Magt. Og som de
forste Gang pludselig brod frem fra Lag i Erindringen, som
Bevidstheden ikke kendte, saaledes har de ogsaa inde i Egne af mit
Sind, hvis Liv er mig dunkelt, langsomt, men alt sikrere og sikrere
samlet sig uimodstaaelig just til et Billede af det tabte og haergede
Hjem. Denne Bogs Melodi blev atter Allarmsignalerne og flygtende
Fodtrin.

* * *