Stuk | Page 8

mente ogsaa, der var rigtig rart i Fredensborg, han havde boet der
en Sommer--stille og rart, kun saa solhede Veje, sagde han.
-Og ikke Mad at opdrive, sagde Lille Gerster. Han havde ikke mælet et
Ord til nu, men bare siddet dukket over sin Tallerken og leget med
Melonkærnerne, det generede ham altid, at Lange talte saa højt, naar

han var sammen med hans Familie, og havde saa store Bevægelser med
baade Arme og Bén. Han havde stadig en Fornemmelse, som om Lange
maatte vælte noget. Familien Gerster selv havde alle nogle forbindtlige,
bløde Stemmer, der kun brugte Mellemtoner, og smaa hensynsfulde
Bevægelser, der aldrig blev paatrængende eller fyldte op.
-Erhard forsøgte vist tre Gange hele Sommeren, sagde Fruen og lo lidt
over til sin Søn.
-Mo'er overdriver--i Familien Gerster brugte kun Professoren Tiltalens
personlige Pronomen--jeg var derude hver anden Uge.
-For at sove ud, sagde Professoren frem over Bordet. Han var den
eneste i Familien, der undertiden talte højere i en ligesom pludselig
utaalmodig Tone. Gerster skulde række Karaflen herned, sagde den
agtsomme Frue, hvis Herrerne deroppe har faaet.
Karaflen blev rakt ned under en lille Taushed, og Fruen spurgte Berg,
om man ventede mange Bøger nu i Efteraaret. Naar Erhards Venner var
der, ledte Professorinden altid gerne Samtalen hen paa nye Bøger og
nye Forfattere, og hun sad smilende og hørte paa alle de gudforgaaende
og radikale Ting, mens hun selv skød sine behageligt liberale
Anskuelser ind i smaa rolige, halvt satiriske Sætninger. Men en Gang
imellem kunde der ogsaa plumpe ud af hende et uvilkaarligt, ganske
ungpigeagtigt udbrud, der gik videre end nogen andens, og som viste
en betænkelig Mangel paa Respekt for baade--det ene og det andet hos
Professoren. Og saadanne Udbrud kom altid i en egen fortrolig Tone,
som om hun talte med Haanden for Munden eller bag nogens Ryg.
-Jo--sagde hun, Novelletterne havde hun læst, strax--ude i Fredensborg.
Hun kom pludselig til at se' over paa Tanten, der sad ret op i Sofaen,
helt stiv af Søvn:
-Tante sagde jo, ytrede hun, at Kielland var blevet læst hjemme i
Skanderborg.
Tanten vaagnede ved Lyden af sit Bys-Navn og sagde besværligt paa
Grund af de nye Munddele:
-Ja ... vi havde Læse-Torsdag ifjor ... Vi og Madsens, du ved, de unge
Folk, og Doktor Sørensens ... skiftede hos hinanden ...
-Ja--det har jo Tante fortalt, sagde Fruen.
-Men efter Nytaar, du, spillede vi Boston, sagde Tanten.
Erhard rømmede sig og saa' paa Berg. Lille Gerster led i det hele af den
Sygdom stadig at genere sig, naar der var Venner af ham sammen med

hans Familie; saa paa den ene Parts Vegne og saa paa den anden. Selv
gav han ikke Anstød. Han sad mest stille paa sin Stol. og saa' underlig
umyndig ud, med et Par artige Øjne.
Lange var ogsaa gaaet over til Literatur og talte meget indgaaende om
Zola: Satan til Ka'l. sagde han. Satan til Ka'l. Lange kradsede sig i
Hovedet: Han véd, hvad det kommer an paa: at ta'e Sanserne; sagde
han, det er det.
Han bøjede Manken helt ind til Professoren og blinkede: der var altid
saadan en inderlig Fortrolighed over Lange, naar han bredte sig paa et
Yndlingsemne:
-Ham lugter man saagu, sagde han og snøftede let.
-Ja--Professoren læste desværre kun Revue des deux Mondes
i--»Læseforeningen«...
Salen var næsten blevet tom, alle var brudt op til Fyrværkeriet. Lange
og Berg tog Afsked, Tanten var allerede kommet midt ud paa Gulvet
for at binde Kjolen op med et Gummibaand og komme afsted. Fru
Dønnergaard, født Gerster, havde ikke sét Fyrværkeri siden
Kronprinsens Bryllup, da Amtsraadet lod brænde et af paa
»Slotsbjerget«...
-Rigtig kønt var'et, Jette--især i Vandet ... Men der er ogsaa dejligt ved
Søen ... Det er dog det dejligste Sted, Jette.
-Men lad mig dog holde, Jette--lad mig dog holde, sagde Fru
Dønnergaard til Fru Gerster, der tog Overstykket paa. Hun var saa ivrig
for at de alle skulde rejse sig og komme afsted, som om hun aldrig
havde nikket over en Tallerken med Melon.
Og tilsidst blev de da endelig færdige, mens Lange og Berg bukkede i
Døren.
* * * * *
Da Lange og Berg kom ud paa Verandaen forbi Bankherrerne, hvoraf
nogle stod barho'dede og stak Næsen op i Luften, hørte de allerede den
susende Knitren af Fyrværkeriet, og lige foran dem, over Mængdens
mangfoldige Nakker, saa' de Bagsiden af en snurrende Sol, der kastede
et rødt Skær, som en halvt udfoldet baskende Vinge, gennem Røg og
Gnister, før den slukkedes.
Lange istemte Mængdens lange »Aa--aa«, da de sidste Gnister faldt.
Rundt om dem laa nogle Øjeblikke kun et vidt Mørke, fyldt af
Mængdens Mumlen som af en Susen, op mod den stille, lyse Basar.

Midt i Mørket løb de smaa Lys af Fyrværkernes Lygter og kastede
hoppende Skær over Fyrværkeriets store Galgen-Skeletter.
Numer fulgte paa