Stuk | Page 9

Numer. Smaaflammer sprang op ad Fyrværkeriets
Stilladser og tændte--rødt, gult og grønt--regnbuefarvet urolig Ild. Og
paa den anden Side af Plænen saa' man pludselig de tusinde, sagte
bølgende Ansigter i Skær af de skiftende Flammer, helt op til Basarens
rolige Lysbuer.
En Regn af »Sværmere« var det sidste Numer.
Der lød nogle Knald, og i samme Nu skød hundrede Ildslanger sig op i
Kreds, bøjende i skønne Rundinger mod hinanden de lange Halse; og
som om de udspyede dem, faldt utallige Perler, store, som lyse Kloder
ned gennem Rummet og brødes med Knald--smaa plaffende Knald:
med ét var hele Himlen, hvor man saa'. kun et vildsomt Løb af ilende
hurtigfødte Stjerner, der lyste over Tusinders Ansigter...
Bankherrerne var gaaet helt frem for Enden af Verandaen, hvor de stod
og gloede med glad Undren over Trækkene, mens et langt Bifaldsraab
steg op fra Lavningen og spændte over det hele Rum--op mod de
kunstige Stjerner, der slukkedes.
* * * * *
Berg og Lange gik ned ad den halvmørke Koncertsals Allé. Langt borte
fra hørte de Selskabet Canth, som gjorde en sidste Runde. Arm i Arm,
de fire Ægtemænd bagerst. Lille Canth havde saadan en ujævn Gang,
saa han aldrig holdt Trit, og det altid saa' ud, som løb han som en Hund
mellem de andres Bén.
Fru Canth og Sundt gik forrest. Oberstinden havde Fuldmægtigens
venstre Arm. Det var hendes Ret: en venstre Arm hos en af »de
smaa«--paa Skift. Hun kaldte sig selv »det femte Hjul« og lo med sin
høje overstadige Latter, naar hun sagde det.
Berg sluttede sig til Lille Canth, mens de gik videre. Der var en egen
melankolsk Sympati mellem de to: Berg holdt saa meget af den lille
Mand. Han mælte aldrig et Ord. Han gik stille rundt, rokkende lidt paa
Hovedet med det triste Ansigt og det tottede Skæg; han tog sig kun en
Gang imellem op til Øjnene, ligesom om han vaagnede eller besindede
sig. Og saa sukkede han.
I Middagsselskaberne, naar Berg og han var sammen, kom han altid
efter Bordet og tog Berg under Armen og slæbte ham med sig hen i en
Krog, hvor han kunde finde et Par Stole; og der sad han saa, ligeoverfor

Berg, uden at mæle et Ord, en hel Timestid i en stor Røgsky.
Og naar der blev kaldt til Spillebordene, rejste han sig kun og sagde
med sin tynde Stemme, mens han tog sig med Haanden over Øjnene:
-Naa--nu skal der nok spilles, og gik fra Berg med et Haandtryk.
Ogsaa nu gik de to uden at sige noget; lige foran dem havde Hr.
Mølbom slaaet en Klo i Lange og var igen paa Møen, mens »Mo'er«
gik lidt henne til en Side med lange Arthur, begge tavse, i et trægt
luntende Trav--Fru Mølbom i Galosker--som et Par halvgamle Heste,
der længe har trukket sammen.
Fru Dunker og Scheele gik inde under Træerne--naar de var alene,
støjede hun ikke mer.
Berg stødte mod noget paa Jorden, med Foden, og bukkede sig: Aa--det
er en Raketstok, sagde han og tog den op, saa' ind i det sorte Hylster og
rystede det.
Lille Canth standsede ogsaa og kiggede ind i det tomme Hylster, Fru
Canth raabte fra Fortroppen, hvad det var, og alle stansede og tog om
den mærkværdige Stok, til Fru Canth sagde:
-Uh, man blir jo sort om sine Hansker, og smed den.
Og alle satte i Marsch igjen.
-Ja, Herren véd, sagde Lange, hvem der har faaet den i Hovedet. Hr.
Mølbom lo.
-Det er ikke noget at le af, sagde Lange, det er s'gu Faren med
Raketstokke--at Godtfolk faar dem i Hovedet...
De kom ned mod Teatret og hørte en høj Klappen. Det var Publikum
ved Hornmusikken, der vilde have et sidste Extra-Numer. De gik over
til den store Rundkreds af Folk, der ventede under Lygterne;
Bankherrerne kom ogsaa i en Sværm, echaufferede, med Hattene i
Haanden, og blev staaende.
Da Musikken begyndte, kendte de »Kyssenes Sang« ... Og nynnende,
vuggende Hovederne ind mod deres Herres Skuldre, stod Damerne med
de smilende Ansigter vendt op i Lygtelyset...
Saa strømmede alle ud paa den store Plads, hvor det elektriske Blus paa
National-Taarnet sendte sin Strime af Lys frem over Mylret ned mod
Frihedsstøttens store graa Sten.
Og ind i Støjen af rullende Drosker og »Nationals« Musik og »Farvel«
af de hundrede Stemmer hørte man højt Zinkarbejdernes lystige Takt,
der under Edisons Lamper glad hamrede løs paa »Victoria-Teatrets«

nys rejste Tag.
Berg var stanset ovre paa Fortovshjørnet ved Jernbanen. Du, Lange,
sagde han dæmpet og dvælede paa Ordene, mens han saa' ud i det rige
Mylr: Om man dog havde en Harlekinsstav og slog med den en
Tryllekreds om den hele By og bandt den til ét Billede...
Berg tav lidt, og med en Bevægelse med Hænderne, som sønderbrød
han den tænkte Stav, sagde han