Stuk | Page 7

der
sov yderst paa Hjørnet, barhovedet, i sin brunrøde Paryk--med den høje
Hat under Stolen og med Muffediserne trukket halvt frem over
Hænderne, der var foldet paa Maven--vaagnede med et Ryk mod
Sidemanden og troede, der skulle stemmes i Byraadet...
Da Klap og Bravo var døet hen, slog Konferensraad Hein paa sit Glas
og sagde siddende, at han vilde tillade sig at meddele H.M. Kongen
denne »spontane Ovation«--han vidste, i hvor høj en Grad det vilde
glæde Hans Majestæt. Og da alle klappede, under langtrukne Bravoer,
der gik over til et stort Hurra--Etatsraaderne aabnede Mundene taktfast,
ni Gange, stumme som Havets Fisk--rejste Konferensraaden sig og
sagde højtideligere, med Glasset i Haanden, mens der blev stille:
Han vilde sikkert bringe Hans Majestæt denne Forsamlingens gentagne
Hilsen. De véd det, sagde han og talte, vuggende let frem over

Bordkanten: De véd, mine Herrer, hvilken højsindet Protektor, hvilken
utrættelig Beskytter af ethvert Fremskridt vort Land har i Hans
Majestæt. Det er mig personlig bekendt, at ogsaa disse Dages
betydelige Gerning--denne store Sammensmeltning af saa anselig en
Del af al Landets Kapital--af Hans Majestæt er blevet hilset med Glæde
og Haab. Det maa være os en Tilfredsstillelse--for os alle, mine Herrer,
en Tilfredsstillelse og en Lykke at vide vor ophøjede Konge i Spidsen
for vore Bestræbelser med sine naadige Ønsker om vor Fremgang ...
Der blev atter raabt Bravo, og Konferensraaden sluttede med et højt
»Leve« for Hans Majestæt.
Man hørte de sidste Toner af Honnørmarschen, mens Hurraraabene
døde hen; der var kommet en høj, løftet Stemning over hele Selskabet,
man talte om de store nationale Foretagender, om Omvæltningerne i
Agerbruget og Havnen i Esbjerg.
Redaktør og Bankraadsmedlem Svendsen fra Aalborg rejste sig: han
vilde dog kun sige nogle faa Ord, de sidste idag--og de skulde
henvendes til Hr. Konferensraad Hein. Der blev raabt Bravo, saa ingen
hørte mer end »Fortjenester, alle kendte«, og Redaktøren maatte vente,
til Dirigenten havde skaffet Ro. Saa sluttede han af--med højt hævet
Glas--med et Leve for ham, mine Herrer, der havde givet Kapitalen
Vinger i dette Land. Et Leve for vor Stands Icaros, Hr. Konferensraad
Hein.
Leveraabene vilde slet ikke holde op, og alle stimlede sammen om
Konferensraaden for at klinke.
Etatsraad Blom, Landstingsmanden, lod sit lille
Miniatur-Dannbrogskors glide hen mellem sin Tommel og
Pegefingeren og sagde:
-Ja--vore Produkter er blevet Guld.
De gentog Etatsraadens Sætning rundtom, og et Par af Herrerne rejste
sig: de maatte have Luft ved igen at klinke kraftigt med Etatsraaderne.
Mens Justitsraad Horn--fra Assens, Ridder af Vasa--nede i sit Hjørne
sagde en Sætning af »Dagbladet« om »Guld, gravet ud af vore gamle
Volde«, og alle sad saa oprømte, med straalende Ansigter, som havde
de alt det rare Guld foran sig paa Dugen.
Konferensraad Hein talte ikke mer. Han sad i Tanker og førte Cigaren
til og fra den smalle Mund, mens han fulgte de fine tynde Røgskyer
med et Smil. Ovre ved Rækværket havde alle Herrerne vendt Stolene

ud mod Sværmen, og Konsul Møller sad halv salig og lod sin Serviet
dingle langt ned fra Rækværket over Mængden, ligesom om han
anglede.
-Det er Fiskene, sagde han og grinte af sin egen Vittighed, saa han var
lige ved at gaa ud over Rækværket, og en hel Del Provinskolleger lo
med, til der pludselig blev ganske stille og man tav genert.
Men Konferensraad Hein var vaagnet af sine Tanker ved Latteren og
uden at have hørt den jydske Vittighed sagde han, med et Glimt i
Øjnene, seende frem over Mylret og Salen.
-Ja--Liv er her blevet.
--Berg og Lange gik ind til Gersters. Familien saa resigneret ud og
dukkede over Melon med Sukker i Rundkreds om Tanten, der var i
Atlaskmantille med Chenille, og som endnu kun besværligt talte med
de nye Tænder. Da Berg og Lange blev præsenteret, gav hun Haanden,
som om hun stak Fingrene ind mellem Tremmerne i et Menageri.
Professorinden bød paa et lille Stykke Melon til et Glas Vin, og de fik
Plads ved Bordet.
Man talte om Landet og Sommerophold. Lange sad ved Siden af
Professoren og illustrerede ham en Badesæson ved Bovbjerg med
mange impressionistiske Billeder, mens Professoren umærkeligt
rykkede længere og længere ind paa sin Stol--hvert moderne Udslag af
den Langeske Sprogbrug skar gennem ham som en Kniv--og sagde
gentagende, at Luften anerkendt jo skulde være ganske fortræffelig ved
Bovbjerg.
-Ja--hvad Lange angik, kunde han sige, hans Nerver havde danset ...
Fruen smilte, med sit vaagne, behagelige Værtindeblik stadig hen over
Bordet--ogsaa Professoren sørgede hun for, saa bød hun ham, og saa
rakte hun ham noget med en egen dæmpet Omhyggelighed--:
-Ja--sagde hun, Hr. Lange fandt nu altid saa ejendommelige Steder ...
De havde saamæn bare været i Fredensborg--men der havde været
rigtig rart der ude ... Man havde altid Slotshaven at sidde i om Dagen.
-Og saa gi'er det jo noget Liv--med Hoffet derude, sagde hun.
Berg