Stuk | Page 6

Strøm; Pless kom ned ved Siden af Fru Canth.
Damerne var saa ivrige, at de skød Tallerkenerne bort og tegnede
Mønstre paa Dugen med Neglene; Oberstinde Strøm sad og skinnede,
rank og stormægtig, med sine stikkende Øjne rundt i Kredsen med et
Smil, der bugnede af Forstaaelse; kun Fru Mølbom--der altid var rød i
Kinderne og paa Grund af for stramt Korset ligefrem ophovnet--sad
med stiv Hage som den personificerede Forargelse. Fru Mølbom havde
i det hele taget nemt til at antage et Udtryk, som om hun lugtede til et
Løg.
Hr. Mølbom vaagnede og saa' over til sin Halvdel.
-Vi to, Mo'er, sagde Hr. Mølbom og løftede Glas. Hr. Mølbom kaldte
altid sin Kone for »Mo'er« med et Udtryk af Inderlighed paa Ordet. Fru
Mølbom havde skænket ham otte Børn fra nitten Aar og nedefter.
-Vidne, Hr. Berg, sagde Hr. Mølbom. Vidne, Arthur ... De drak alle
fire.
Damerne var stadig ved Lingeriet: Ja--i hver Vask lod Fru Dunker sine
Mellemværk bløde i Kaffe ... de saa' ud som ægte....
-Men Gud, det Arbejde--Damerne raabte ... Ja, Fru Dunker gjorde det ...
i hver Vadsk (Fru Dunker blev ivrig) ... hun blødte dem med en
Klud--hvert Mellemværk ... Scheele vidste det!
-Lille Carl véd det, lille Carl véd det, raabte Fru Canth.
Sundt saa' op fra sin Mad og strakte Armene i Vejret: Ja, sagde han,

Livet er rart,--mens Tante Strøm og Fru Canth lo, saa ingen hørte
Ørenlyd.
Midt i Støjen sad Ægtemændene Dunker og Strøm stive og
ubevægelige, daddelløse, med Dannebrogsordenens smaa Baand i
Knaphullerne, og drak en Gang imellem hinanden stille til; hvorpaa
Ingeniør Dunker igen faldt hen med halvlukkede sløve Øjne, som om
han sov, mens Oberst Strøm forblev rank med sit lange, kønne
Napoleonsskæg og et høfligt-opmærksomt Smil, som om han stadig
hørte paa en Bordtale.
Lille Canth gemte sit forskræmte og rynkede Ansigt bag Oberstindens
brede Buste, og de tre Ægtemænd blev midt under Lystigheden
siddende med stadigt det samme Udtryk i Ansigterne, ubevægelige som
tre Avtomater. Hr. Mølbom drak bestandig Rækken rundt og tog
Vidner med et aandsfattigt Udtryk i Ansigtet.
Fru Dunker, der altid var febrilsk og blev støjende ved den mindste
Lejlighed, for at holde Scheele i Aande--var blevet ved sit om de
kaffeblødte Mellemværker, og Debatten blev stadig hedere, mens Fru
Canth lo, saa hun maatte holde sig i Siderne. Pludselig vendte hun
Hovedet og sagde:
-Hvad si'er Pless? og der blev en ny Latter, hvori selv Obersten deltog:
Pless sagde nemlig aldrig noget. Han kom kun i Menigheden for at
spise og fylde en L'hombre ud for Ægtemændene; han hørte ligesom
Berg--kun til Udenværkerne og gik under Navnet »Neutrum«.
Mens alle blev ved at le, saa' Berg sit Snit og tog Afsked. Ude paa
Verandaen sad Lange og saa' krænket ud over en med Brød kemisk
renset Tallerken: Det er saa morsomt at sidde ene, sagde han, naar man
er i Selskab.
-Du kender jo Fru Canth, sagde Berg og slog Tartaresaucen over Kødet.
Man kommer aldrig derfra.
Ovre ved Pousse-Café'en blev der slaaet paa Glasset, og Konsul Møller
fra Nibe fik Ordet ved en Bordende. Men i Herrerækken mod
Verandapillerne drak man glade Privatlikører i Flæng, og Konsul
Møllers Nabo blev ved at slaa et Par kærlige Arme op om Konsulens
Skjortebryst: Ja vel, min gamle Ven, ja vel, sagde han--saa Konsul
Møller aldrig kom videre end til »højt at glæde sig, mine Herrer«, hvad
han blev ved at gøre, med Ansigtet vendt mod Honoratiores, en
Etatsraadsrække, der sad ind mod Væggen, ranke og repræsenterende,

med saare tomme Ansigter.
-Hva' er det for en Forsamling? sagde Berg.
-Véd s'gu ikke ... En Bankdelegation, tror jeg--Konferensraad Hein
staar i Spidsen--de vil danne en Centralbank eller saadan noget--for at
samle Kapitalen...
-Ja saa...
Berg og Lange sad med Albuerne paa Bordet og saa' ned over Sværmen
ved Koncertsalen. Et Par gamle Let-paa-Taa ved Bankbordet havde
rejst sig, mens Konsulen fra Nibe klinkede langs Vinduerne, og listede
ned ad Trappen med aabne Overfrakker og Lommetørklæderne bundet
om Halsen ... De forsvandt ovre i Alléen, drejende om alle Skjørter...
Strømmen dernede blev ved at bølge frem og tilbage, mens en Gang
imellem Blikinstrumenterne bruste ud i en Takt, der naaede op til
Verandaen, og indefra Latteren fra det Canthske Bord lød ud gennem
Vinduerne.
Ovre ved Bankdineren var der blevet mere stille. Herrerne med Ryggen
mod Haven havde vendt sig, og de saa' alle ud over Mængden mod den
lyse Koncertsal.
Der blev applauderet dernede, først inde i Salen og saa udenfor; det lød
som en stor Brusen op til Verandaen.--Da Orkestret intonerede igen,
kendte man »Honnørmarschen« og alle Herrerne raabte Bravo og
klappede ud over Rækværket under Larmen. Konferensraad Hein
klappede for, med smaa distinkte Haandklap, som slog han Takt; og
alle blev ved at applaudere, saa Agent Høyer, Delegeret fra Viborg,