»Diamantkvinden«--: Hun pynter, sagde Lange. Det
hjælper altsammen.--og Signalet lød til at bryde op.
-Ja, ja, sagde Lange, som holdt af at tale i en Tone, som om han
sluttede en Generalforsamling. Vi faar s'gu dog Pudder i Logerne
--gamle Folk.
»De gamle Folk« slentrede hen ad Gangen, hvor der begyndte at blive
tomt, og tog Afsked med Nik. Berg blev raabt hen til Fru Canth, som i
en Nichesofa under meget Spektakel fik kredenset Sodavand af Edvard
Sundt, Fuldmægtigen.
-Kære--giv mig Ret, raabte hun. Er det ikke for Bæ'lam ... Hys, Edvard,
hvad jeg siger, det er rædsomt med den Anstændighed. Fru Canth var
en lille vever Dame med et Ansigt, der hovedsagelig bestod af et Par
store, allestedsnærværende og blanke Øjne. Hun gererede sig som en
Mellemting mellem et Egern og en Abekat og kaldte »af Princip« alle
Herrer ved Fornavn.
Fru Canth gyngede paa Sofaen, med fremstrakte Fødder, saa man saa'
et Par Spændesko med et Par mørkerøde Silkestrømper op over
Anklen.
-Gennembrudte, sagde hun og pegede. Ægte Varer--sagde
Kræmmeren ... Hvormange jeg har købt, lille Edvard? Seks Par.
-Men--Gud ... Jeg snakker ... Fru Canth satte Spændeskoene med et
Stød i Gulvet: Hvor er Manse? Han aner jo intet om Regningen....
»Mansen« var Assessoren, en forskræmt lille Herre med nogle tynde
Haartotter og et Par forvaagede Øjne. Han saa' ud, som om han altid fik
præsenteret en Regning. Fru Canth raabte ham regelmæssigt ud et Par
Gange i Timen og han blev saa funden bagved Fruen, som havde han
været gemt i en Kjolefold--hvorpaa Fru Canth sagde:
-Naa, Manse, og nikkede til Afmønstring.
Man hørte Korstemmerne ned oppefra.
-Bevares. Fru Canth stod op: Tak. Hun rakte i stiv Arm
Sodavandsglasset hen til Sundt: Djø, Børn. Hun gik med »Manse«; ved
Parkettrappedøren stansede hun: Edvard--man mødes jo efter Dagens
Gerning--i »Bethesda«.
Sidste Akt gik. Den endte med et Soldatertableau, hvor Gardens
Musikkorps blæste paa Horn. Berg og Lange var nogle af de første, der
kom ud.
-Tivoli, sagde Berg og slog Droskedøren i. »Institutionen« gav den
sidste Fyrværkerifest i Sæsonen.
Mængden brød ud af alle Porte, skyllede Liv og Støj ned over Trappen
og frem over Gaden--gennem Strandstræde trallede Række efter Række.
Ude paa Kongens Nytorv flød man sammen til højlydte, lystige Øer,
hvor de muntre Sporvogne brød ud og svingede bort hver sin Vej, frem
ad Sporene.
Saa delte Støjen sig--ind i Gadernes store, ventende Gab. Og svagere
og svagere rullede den frem gennem Husenes store Stilhed: piblede ind
i en Port, ned i et Stræde--som om Stenrækkernes tavse Graa langsomt
havde suget den til sig.
Hist kysses de og gør Kur. Vaage maa vi, Som har Jour. Ene er vi.
Banditterne om »Hesten« havde dorsk rejst Nakkerne en Smule og
brummet--nu tænkte de videre med Hovederne ned i deres Hænder. Og
kun en Omnubus klaprede tungt op gennem Tavsheden.
* * * * *
Tivolis Navn straalte i Gasbogstaver: Pantomimen var lige endt, og
Skarerne drev rundt under de illuminerede Buer.
-Kom du, sagde Berg, lad os suge lidt Luft.
De vendte og gik ned mod Basarplænen, der laa foran dem som i en lys
Sky; Gaskuplerne slog matte Arabesker gennem det fugtige Græs og
Kunstbedene prangede i dugget Pragt under Skær af Lamperne. Rundt
om i Træranden hang de farvede Balloner som skinnende
Kæmpefrugter.
De gik frem. Berg stansede: Midt i den musikfyldte Luft rejste Basaren
stille sine straalende Buer. Alt lyste, Kupler og Minareter. Et Vindstød
drev nu og da de viftende Flammer sammen som til sitrende Lyn fra
Minareternes Spidser; og over de slanke Tinder laa Sensommerhimlens
stjernestrøede Dunkelblaa.
-Ja, her er smukt, sagde Berg dæmpet og langsomt.
-Smukt er her, sagde Lange og fløjtede til Hornmusiken glad ud i
Herligheden.
De vendte om og gik atter ned gennem Koncertsalsalleen, hvor
Gasbuerne spændte sig som lyse Æreporte over Hovederne:
Aften--Berg og Lange, lød det bag ved.
-God Aften....
Det var Lille-Gerster af Cirklen Blom, der skød paa dem som et Lyn,
Stokken bagud og Næsen frem: Er her med de Gamle, sagde han og
skød Skulderne op, Lemme-Souper....
-Tak, skød Lange ind.
-Tante fra Skan-der-borg, sagde Gerster. Herinde for at faa Tænder. Vi
gemmer hende i Divanen... Hvordan var 'et saa derude? De begyndte at
gaa.
-Naa--net....
-Kostymerne fra Paris,--Gerster snøvlede som en Udraaber paa et
Marked:--med en Tomme sat over til Knæene--man kender 'et...
Naa--maa hjem til Passagérgodset. Djø--Børn.
-Djø. Gerster fo'r afsted som en Pil, han gik altid med fremstrakt Hals
og sammenknebne Øjne og bevægede Næseborene, som om han stadig
vejrede Luften, hvor han kom frem.
-Satan--saa de har megen Familie fra Provinserne, sagde Lange, da
Lille-Gerster var ude af Skudvidde.
-Ja--der er de jo ogsaa fra....
-Ja, sagde Lange. Men Professoren gør sig s'gu dog med sin
Høremaskine.
-Ja--hun er en klog Kone, sagde Berg. Hun har faaet udrettet noget i
Continue reading on your phone by scaning this QR Code
Tip: The current page has been bookmarked automatically. If you wish to continue reading later, just open the
Dertz Homepage, and click on the 'continue reading' link at the bottom of the page.