Stuk | Page 3

Herman Bang
Trikot. Hele Salen blev blot én Kikkert--Mænd greb
Glassene af Koners Skød eller Hænder--: Men der var jo Flokke,
Snese--en Hær af Pager--en Hær--rent en Hær af Trikots.
Fruerne sad nysgerrige og stille sammenlignende, lidt generte ved
Mændenes Hidsighed med Kikkerterne; somme blev ogsaa noget
krumryggede i Sæderne, som havde de en Fornemmelse, ligesom var
de selv kommet lidt for nedringede til Bal....
Nu kom Hofdamerne i Flok: Guld og Atlask, Guld og Silke. Det
straalte og det skinnede. Fler og fler--det hørte jo aldrig op--der maatte
da være hundrede....
Man slap Kikkerterne og man klappede tæt, over hele Salen.
Det var Operettens berømteste Numer, »Kyssenes Kor«. Man fangede,
man valsede, man kurede og kyssede.
Publikum jublede; man vilde have det om og atter om.
Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gør Kur. Her kysses vi.
Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen.
Man kom ikke mér ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og
alt blev en Tummel af Støj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af
en Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde.
Man lo og lo. Akten havde i betænkelig Grad trængt til den »mildnende
Haand«: Der var strøget, saa man forstod ingenting, undtagen--at der
var to Brudekamre beredt (i Kulisserne) og at der blev meget Mørke.
-Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige
Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og grøn i Armen.
-Satan, Satan....
I yderste Grad havde Bearbejderen trængt til »sin mildnende«, mens
Prinsessen og Gaasepigen svirrede i Nat-Musseliner ud og ind mellem

Dørene....
Saa blev det ganske Nat, og Pagerne holdt Vagt, i lange Kapper,
nynnende sagte »Kyssenes Sang«--foran de Elskendes Døre.
Hist kysses de og gør Kur. Vaage man vi, Som har Jour. Ene er vi.
Der var ganske stille i Salen udover Halvmørket af Hoveder, der
langsomt rokkede, som nynnede alle uhørligt med. Varmt var der
blevet. Fru Canth havde slaaet sin store Vifte op og vuggede den efter
Takten.
Finalen kom: Hofdamer brød ind med Kandelabrer; Vagten fløj til med
Sabler; Pagerne skreg, og Hofdamerne hvinede... Prinsessen kom i
Frisérkaabe, og Gaasepigen var ganske i Natdragt....
O ve--o ve, Hvad her dog skér: Hun bliver aldrig Lykkepige mér.
De svingede med Kandelabrerne og de klirrede med Kaarderne,
Hofdamerne tørrede Taarer i Slæbene...Ingen forstod et Ord; i Orkestret
kæmpede Tromme med Triangel...Der var ikke den, der hørte Ørenlyd:
Det var Glanspunktet af Operetten.
Tæppet var nede. Det maatte op igen. Publikum raste, det maatte op
igen. Bifaldet lød som store Drøn fra Galleriet. Det maatte op igen.
Man strømmede ud fra Bænkene, og man klappede i Gangene, hede og
sammenstuvede, mens alle snakkede. Oppe i Logerne sad Damerne
varme og glade, med fremskudte Buster, som en Række Spurve, der
soler sig. Kun Diamantdamen forblev dorsk og ligeglad og gnaskede
Marzipan af sin Pose.
Kritikerne sankede sig tilbunke i Hullet ved Orkestret...Man talte om
Antallet af Opførelser--man mente tredive...Redaktør Isaksen førte
energisk Næsen op og ned, snusende hen mod Tæppet, som om han
vilde grade Stykket ved Hjælp af Lugteredskaberne, og Kars sagde,
seende ud over Salen, med et langt sultent Blik:
-Ja Godtfolk--nu var der Penge at tjene med en Treakter....
Berg og Lange kom ned i Bazargangen. Man skubbede og man stødte;
ingen hørte Ørenlyd for Latter og Støj. Det var det unge København
straalende og stramt i Klæderne, overmodigt i Gasluft og Trængsel,
som Fisk i Vandet.
-Naa--I, det var Blom, der stansede foran Berg og Lange midt i
Trængselen og gik halvt i Knæ, mens han viftede med den oprakte
Haand: Ka' vi no'et, vi Københavnere?
-Fa'en ta' mig, er der _Stemning der?_ Blom lo, saa man saa' alle hans

hvide Tænder.
-Ja, sagde Lange nikkende, der er »Bevægelse«--det kan man ikke
nægte.
De vilde »se at finde en Soda«, og de trængte frem gennem Stimlen,
men de kom næppe af Stedet, mens de brændte Vittigheder af og gav
Haandtryk--Kredsen Blom gav Haanden ved blot at strække en oprakt
Tommeltot frem mod Genpartens Haand til Tryk--; til sidst fik de dog
erobret en Sofa lige inden for Restaurationsdøren til Gangen, hvor
Sværmen sivede forbi som en vandrende Mur. I selve Døren var der en
Trængsel, saa man blev drejet som Bønner i en Kværn.
-Tummel, lo en ung Dame lykkelig over til Berg--det var en
Skuespillerinde fra Kongens Nytorv--og blev drejet ud igen.
-Naa--saaledes, sagde Brodersen og førte Spidsen af Pegefingeren hen
under Næsen, mens han snøftede. Det var i Kredsen Blom Tegnet til, at
noget havde »Vildtlugt«.
-Sludder, Broder, sagde Blom, Broder gør s'gu det hele til ét stort
--»nok sagt«--bare for at hæve Byens Anseelse.
Alle lo. Broder har ingen Mening, sagde Berg.
-Saa? Brodersen havde et fedtet Organ, saa det altid lød, som han
vrængede: Ja--tro I--for mig paa de rénlivede Jomfruer fra Bi-belen,
sagde Brodersen.
Man talte om
Continue reading on your phone by scaning this QR Code

 / 97
Tip: The current page has been bookmarked automatically. If you wish to continue reading later, just open the Dertz Homepage, and click on the 'continue reading' link at the bottom of the page.