Stuk | Page 2

og vilde komme først. Kun Droskekuskene sad
uanfægtede og saa' betænkelige paa Smaapengene i de flade
Hænder--før de vendte og kørte bort.
Inde i Garderoberne og Gangene, hvor man mærkede Gasluften og
Støvet, fik Folk endnu mere travlt: Ouverturen var begyndt, man hørte
den ned----
-Skynd dig, skynd dig dog, raabte Berg, Tæppet gaar.
Der var allerede dæmpet i Salen. Hele Rummet var kun Hoved ved
Hoved helt op i Amfiteatrets store levende Mørke--fyldt af en Brusen, i
hvilken Ouverturens Vals næsten blev borte.
Man følte sig, som kom man ind i en elektrisk Kæde, naar Rækken
lukkede sig, og man naaede paa Plads...
Tæppet til »Lykkepigen« gik op, da Berg og Lange satte sig: Man var i
Provence, hvor Bønder holdt Fest, og Gaasepigen var i Spidsen med sin
Hyrde. Hun tabte strax sin Træsko, som hun havde Halm i, og hele
Huset genlød af den første glade, meningsløse Lattersalve, mens hun
fik den paa igen.
Saa slog man sig til Ro i Loger og Parket og satte sig lunt til Sæde
under Kor og Sange, mens Klapsalver faldt ned over En fra Galleriet,
og man lod Forlibelse og Danserytmer staa sig ind i Ansigtet.
Indholdet kendte man. Det var fortalt otte Dage i Rad af alle Blade:
Gaasepigen, hed det, var et Lykkebarn, saalænge hun aldrig havde
kysset noget Mandfolk. Reklamerne havde antydet, at det jo egenlig
ikke var »kysset«, men i Paris noget mere. Men Bearbejderen havde
lagt en mildnende Haand paa Sujettet--af Hensyn til vort Publikums
Følelser--og havde ændret til »kysset«.
Akten endte med en »Hønsesang«, hvor Gaasepigen kaglede.
Tæppet faldt og gik atter op og ned. Og i samme Sekund, mens der
endnu blev klappet paa Galleriet, og før der blev Lys, steg der en
pludrende Jubel op fra hele Salen, som om tusind Skolebørn fik
Frikvarter, og ingen Mund stod stille, mens det var, som alle Hoveder
nikkede paa én Gang.
Berg havde rejst sig og brugte Kikkerten. Lidt efter lidt blev der mere
stille, mens man begyndte at mønstre hinanden og hilse og melde: Den
var her og den og _den_--og man nikkede. For hvert kendt Ansigt var

det som Velværet voksede: de var her rigtig alle, og man selv sad paa
sin gode Plads og talte med. Det var et eget fornøjeligt Velbehag, hvor
man mønstrede og mønstredes, mens Stemmerne summede.
Berg og Lange rettede Kikkerterne mod Logerne. Damerne sad
smilende Række bag Række. De lyse Liv fra Sommeren var fremme en
sidste Gang til Afsked, og det var, som om Ansigter og Kinder var
runde endnu af Bade og Sommerluft.
-Gør sig s'gu, gør sig s'gu, sagde Lange og førte den ene Haand gennem
Luften i en lille Bue, som om han med et Kærtegn omfattede al den
friske Kønhed.
-Brillant, sagde Berg.
De var der alle--allesammen: Fru Canth, med en Vifte, saa man bare
saa' den yderste Haartot af Assessoren; Fru Ekberg med
Generalkonsulen, med ny Plade; Fru Dunker mellem Oberstinde Strøm
og Redaktør Scheele: Legationsraadinde Stén, udringet, med
Legationsraaden paa Pladsen bag hende, saa trind og smilende som en
falbydende Urtekræmmer bag sin Disk; Skuespillerinder fra Nørregade;
Fru Koch....alle, Ansigt ved Ansigt, Rækkerne ned.
-Svært med Fruer, sagde Berg, væbnet med Kikkerten.
-Ja...
-Naa--Fru Ekberg kunde nu gerne gi'e sig.
-Hvorfor? De var skam alle ti Aar ældre for en halv Snes Aar siden,
sagde Berg og lo.
Introduktionen var begyndt i Orkestret. Men ingen hørte efter. Det gav
et Ryk tilhøjre i alle Hoveder, og der blev en travl Hvisken paa Gulvet
med Ansigterne ind imod hinanden, i en ivrig Pylren, som var et
Aaleskind pludselig faldet ned i en Hønsegaard.
Det var en Dame, der var tonet op i den yderste Loge, med en blond
Toupé drysset fuld af Brillanter--Diamanter i Ørene og Diamanter om
Halsen.... Der blev et sandt Oprør, hvor alle tiskede og spurgte, indtil
Damerne, lidt efter lidt--der kom ligesom en stram Luft over
Parkettet--lod Kikkerterne synke og holdt Øjnene stift hæftede paa
Tæppet, som om de pludselig havde faaet Fotografholdere i Naken:
-Hvem?
-Hvem du, hviskede Blom op til Berg, fra første Bænk, bag
Chapeau-claque'en (Blom og Brodersen var i Kjole og hvidt Slips, de
forsøgte at indføre Gala ved »Premièrerne«.

Berg vidste ikke og gjorde Tegn med Skuldrene. Lidt efter lidt blev der
stille--Diamantdamen sad hvidkalket og søvnig og gnistrede--alle kom
paa Plads, Kritiken langs ad Fløjene, færdig til Træfning: Kars havde
Plads tilhøjre, med et lyst Smil og foldede Hænder, som bad han
Bordbøn ved et opdækket Bord, og Professor Markus sad højtidelig,
med let rokkende Hoved, som en Provinsoverlærer ved en Censur, ved
Siden af Hr. Stæhr.
Tæppet gik op.
Man var ved Hoffet. Folk klappede strax ad den straalende Sal i Guld
og Guld, mens der kom Pager ind ad alle Døre--fler og fler Pager, to og
to, fler og fler--i