Min gamle kammerat | Page 5

som under den store
Krone straalede af alt Husets gamle Sølv--og jeg saa' Mo'er saa sikker
og saa lykkelig midt i alt det Velvære, hvori hun var voxet op--blev jeg
overfaldet af en forfærdelig Angst. Jeg vidste ikke selv, hvad jeg
frygtede--men jeg kunde have skreget højt af Fortvivlelse og Angst....
Naa--saa kom denne forfærdelige Dag.
Som sagt--vi laa i Flytningen--Mo'er og Elisabeth havde allerede været
ude paa Landstedet tre-fire Dage. Om Morgenen just den Dag var jeg
taget derud, og hele Formiddagen var jeg oppe paa mit Værelse og
stillede mine Bøger op og ordnede mig for Sommeren....
Jeg vidste ikke, hvor Tiden var blevet af, da Tjeneren kom op og sagde,
at Maden var paa Bordet. Men Etatsraaden var rigtignok ikke kommet
hjem.
-Fa'er ikke?
-Nej, men Etatsraadinden mente, det var bedst at spise.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev strax angst og løb ned.
Elisabeth stod nede i Vestibulen og ventede paa mig.
-Elisabeth, sagde jeg, hvor er Fa'er?
-Fa'er er ikke kommet hjem, sagde hun.
-Larsen siger det. Vi var begge helt blege. Og fortvivlet sagde Elisabeth:
Aa Gud, aa Gud--hvad skal det dog blive til ... Der sker en Ulykke.
Vi gik ind, og vi satte os til Bordet for ikke at skræmme Moder.
-Hvor det ligner Fa'er, sagde hun. Han vil ikke ha'e Flyttedagsmad.
Kræsen Junker, saa bli'r han inde.
Og vi sad blege og forvirrede og lyttede efter enhver Støj, om det ikke
kunde være Fa'er, som kom--og vi rørte knapt Maden.
-Naa, sagde Mo'er, I er ogsaa kræsne? I spiser ingenting....
Vi tvang nogle Mundfulde ned og saa' paa hinanden.
Da vi rejste os fra Bordet, kunde jeg ikke holde det ud mere. Det var
som jeg skulde kvæles af Uro og Angst. Jeg sagde, jeg maatte til Byen i
et Ærinde, og jeg lod spænde for Vognen og kjørte.

Mo'er stod paa Verandaen og raabte ud til mig:
Hils Fa'er, den Kræsenpind.
Jeg bad Kusken kjøre rask, og jeg syntes, det varede en Evighed, inden
vi naaede Byen. Jeg saa' Etatsraad Knudsen, udenfor
SporvognsVentesalen, staa og slaa ud for en Herre og demonstrere og
tale højt.
-Det er om det, han taler, sagde jeg til mig selv, det er om os, han taler.
Jeg tvivlede ikke mer. Jeg blev ved at sige højt:--Det er om os.--Det er
om os, og vidste ikke, hvad jeg selv sagde. Jeg kom ind i Gaderne, og
min Angst steg, da jeg saa' Husene i Bredgade og hørte Stenbroen
under Hjulene.
Da vi kom hjem, stod Porten aaben paa vid Gab. Vognen holdt. Inde
paa Trappen stod Portnerkonen og græd.
-Hvad er der, hvad er der dog?
-Aa Gud, aa Gud, sagde hun, saadan en Ulykke.
Og jeg løb hende forbi ind i Kontoret, hvor alle Kontoristerne havde
forladt deres Pulte og stod i Klynger og talte i Munden paa hverandre.
Og da de saa' mig, blev de stille, alle paa en Gang, og saa' ned mod
Gulvet ... Som var det i dette Nu, det skete, hører jeg denne pludselige
Stilhed--og Lyden af Linealen, som gled ned fra en af Pultene og faldt
paa Gulvet.
Karlsen kom ind fra Faders Kontor og saa mig.
-Er De der? sagde han; han kunde næsten ikke tale. Han drog mig ind
til sig: Véd Deres Moder det?
-Hvilket? Hvilket dog?
-Hva' ... Karlsen saa paa mig og trak mig ind paa Kontoret.
-Karlsen, sagde jeg, hvor er Fa'er? Karlsen svarede ikke. Han vred de
foldede Hænder og svarede ikke.
-Karlsen--hvor er han? Er Fader død?
Jeg sagde det sagte, uden Lyd. Naar? Og i samme Nu greb jeg Karlsen i
Skulderen: Karlsen, Pengene--er der noget falsk....
Og Karlsen kastede sig ned foran Fa'ers Pult og hulkede fortvivlet.
--Hvordan det kom; hvordan han sagde; hvordan jeg spurgte; hvad jeg
oplevede i de Sekunder--det kan man ikke fortælle. Ved at tænke paa
det er det, som Hjertet stod stille, og alt vender da tilbage, som var det
sket igaar.
Om Morgenen, sagde Karlsen, var Etatsraaden gaaet tidlig ud, han

tænkte for at skaffe Penge.--Hen imod Klokken tolv kom han hjem ...
Han havde talt barsk til et Par Kontorister, som sad og snakkede over
Pultene, og saa var han gaaet ind i sit Kontor.
Lidt efter gik Karlsen derind....
-Jeg maatte tale om en Vexel--en stor Vexel, som skulde betales--paa
det Hus, som--som vi i den sidste Tid havde saa mange Forretninger
med....
Da Karlsen kom ind i Kontoret, sad Fader bøjet over en aaben Skuffe i
Skrivebordet, og Karlsen saa', han skød stadig nogle Papirer hen over
noget i Skuffen.
Han spurgte om Vexlen.
-Ja, der kommer Penge, sagde Fa'er og blev siddende.
-Men det er den yderste Tid, Hr. Etatsraad, sagde Karlsen.
-Ja, sagde Fa'er, jeg ved det.
Han sad lidt: Ja, sagde han igjen--det er blevet den yderste