Min gamle kammerat | Page 4

Aften--der havde været fremmede hos os, og Fa'er havde

sunget--du ved, han havde saadan en smuk Sangstemme.--Saa stod
Mo'er henne ved Flygelet, da Fa'er kom hen og vilde slukke Lysene.
Hun lagde Armene om hans Hals og sagde:
-Ja, er det ikke, hvad jeg altid har sagt--det er først Aarene, der bringer
den rigtige Lykke.
Hvor Fa'er slukkede Lysene hastigt.
En anden Dag var vi ude paa Landet. Aa du--det med Landstedet, da
det blev solgt--det var en af de tungeste Dage af dem, som kom--siden
bagefter. Husker du, hvor der var smukt derude?--Sommeraftener ...
Vinløvgangen langs med Strandvejen: naar man gik der, i Mørket, og
inde i Havestuen var der Lys og hjemligt og muntre Stemmer.
Saa mange Aftener gik vi der vi unge--i de forelskede Dage, du, to og
to, talte og tav, lykkelige blot ved at gaa der og være hinanden nær....
Der var det ogsaa Elisabeth og Thorsen blev forlovede.--Det var en
Sommeraften--vi kom ind fra Haven, vi havde spist paa Højen. Saa
sagde Thorsen med ét overgiven:
-At saa dannede Folk kan møblere saa smagløst. Og han begyndte at
flytte et Par Stole. Du kjendte Thorsen, hvordan hans Indfald kunde
smitte. Ikke gik der fem Minuter, før vi alle løb om med sit, og flyttede
og regerede....
I et Kvarter var hele Stuen lavet om.
Saa vilde vi ogsaa omkalfatre det næste Værelse.
Men Fa'er sagde: Nej--lad det være--her skal ikke forandres. Herinde
blev Mo'er og jeg forlovet--og der saa' ud som den Dag idag--her skal
det blive....
Lidt efter--saa var Elisabeth og Thorsen blevet borte--oppe paa Højen,
tror jeg, fik han hende sagt ... hvad han havde paa Hjerte.
--Men, du, hvor jeg springer i det--det gaar saadan, alle Erindringer
kommer paa én Gang, og man ved ikke, det standser ikke, og det ene
tager det andet--
Det var det, jeg vilde fortælle dig--om den Aften, den sidste Aften, vi
var ude paa Landstedet. Det var kun Fader og mig; Mo'er og Elisabeth
var taget til en Koncert.
Fa'er tog min Arm, og vi gik Haven rundt. Sneen var smeltet paa
Plænerne, og rundt om spirede det første Grønne. Jeg brød en rød
Ribsblomst af: Se, der er allerede Blomster, sagde jeg. Naar mon der
skal plantes Hyacinter ud?

-Du kan sige Hansen til, sagde Fa'er. Men jeg vil forandre iaar. Jeg vil
have franske Bede paa Midtplænen--og et Rosarium rundt om
Drivhuset. Jeg maa huske at tale med Etatsraad Knudsen om det. Vi
kan tage et Parti Originaltræer hjem fra Nizza--alt det andet er dog
Kludder.--
Og mens vi gik, talte han uafbrudt og havde hundrede Planer.
Men da vi kom op til Havetrappen, holdt han pludselig inde. Han tav
ligesom med et Ryk. Korthuset faldt vel sammen med ét. Virkeligheden
var der.
Og da vi kom ind, gik han stille om i Værelserne, standsede ofte og saa'
sig om. Han gik ovenpaa, og han kom tilbage, og igjen gik han ind i
Mo'ers Værelse. Han blev længe derinde, mens jeg ventede.
Omsider kom han ud. Jeg saa, han havde grædt.
-Kom, sagde han stille, nu gaar vi.
Og jeg vidste saa sikkert, at vi to var her for sidste Gang.
Stilfærdig lukkede han alle Dørene, løftede Lyset en sidste Gang og
saa' ind over Dagligstuen.
Jeg var tilmode, som lukkede vi for et Lig derinde.
-Men er du ikke træt, min Ven, af at høre paa mig? Vi har Skam hver
og en selv saa meget at tænke paa, at det er lidt meget at bebyrde en
fremmed med saadan en Ladning uvedkommende Jammer--
-Aa, nej, jeg træt--hvor vil du hen?--Jeg har dog lidt Hjerte i Livet.
-Ja, det ved jeg ... Og jeg har aldrig fortalt nogen alt dette--til ingen--og
naar man saa begynder--saa er det--ja, som sagt--det ene kommer, og
det andet slaar Følge--
-Hvor længe varede det saa?
-Det var i Maj--det skete. Den nittende Maj. Vi laa i Flytningen--til
Landstedet. Fa'er vilde ud, han havde ingen Ro paa sig, vilde vel ogsaa
aflede Mo'ers Opmærksomhed og--min....
For nu tilsidst ... forsøgte han jo ogsaa ... at berolige mig. Vexeljageriet
hørte op, Pengene var der, Udbetalingerne blev præsteret....
Jeg spurgte Kassereren, om der virkelig var Penge.
Ja, der var aldrig Mangel.
Og den gamle Mand bøjede sit gamle graa Ansigt over Bøgerne og saa'
ikke paa mig.
-Men hvordan gaar det til? Karlsen--hvordan kan det gaa til? Saa
pludseligt? Saa mange Penge?

-I saa stor Forretning--og gamle Karlsen blev ved at skrive sine
Tal,--kan det jo hurtig skifte. Etatsraaden har før haft Held, sagde han.
Og jeg turde ikke spørge mer; angst saa' jeg kun Morgen efter Morgen
paa Karlsens gamle Ansigt, der blev gulere Dag for Dag under det
hvide Skjæg.
Jeg søgte at berolige mig selv, og midt under et Selskab--naar Fader
præsiderede i den høje Spisestue midt for Bordet,