Min gamle kammerat | Page 6

Tid.
Han spurgte, hvad Klokken var, og Karlsen gik.
Der gik det ene Kvarter efter det andet, og der kom ingen Penge.
Karlsen gik hen og bankede paa Kontordøren. Der blev ikke svaret, og
han tog i Døren og mærkede, den var laaset af....
Min Ven holdt inde og tav noget.
-Ja, du, det var sket. Den stakkels Fader havde--havde ikke villet
overleve sin Ruin og sin Skam--
Og ved du, mens jeg hørte alt det, tænkte jeg slet ikke paa Døden--at
han var død, Fa'er--jeg tænkte kun paa et eneste: om man kunde redde
Æren.
-Hvor meget er der falsk, spurgte jeg.
-Aa Gud....
-Karlsen--hvor meget?
-Som det nyttede--hvad skal det hjælpe til.
-De ved det jo i Banken--og Karlsen vred sine Hænder--Direktøren ved
det i Banken.
-Og der er kun den ene falsk?
-Jeg ved ikke.
-Sig mig det; De maa sige mig det, Karlsen.
-Nej, nej ... Jo, jeg tror, der er flere; der maa være flere.
-Hvor naar er de forfaldne?
-I disse Dage.

Jeg stod op. Mit Hoved har aldrig været saa klart som i de Øjeblikke.
-Naa, sagde jeg, hvor meget er der ialt?
-Maaske hundrede tusinde.
-Og hvor meget behøves der nu?
-Det halve.
Jeg var allerede henne ved Døren. Karlsen sagde sagte:
-Vil De ikke se ham?
-Siden.
Jeg skaffede disse Penge. Moder havde Særeje ... selv om vi var fallit,
kunde det ikke være nogen Uret at redde Faders Minde for vore egne
Midler.
Og, da jeg havde faaet Pengene, kom jeg til at tænke paa dem
derude--ja, jeg havde ikke tænkt paa dem før--paa Elisabeth og paa
Mo'er, som intet anede....
Jeg kjørte hjem paa Gammeltorv, og jeg gav Karlsen Pengene.
Taarerne løb ham over Kinderne og faldt ned paa Anvisningerne, mens
han talte dem.
-Karlsen, sagde jeg, hvor har De lagt ham?
-I Etatsraadindens Værelse.
Jeg gik op--ind i Værelset ... hvor jeg ser det ... alle Stolene, stillet i en
Rad, med hvide Stykker over--og ... Fa'er lagt hen i Skyndingen paa
Chaiselong'uen, Lagnet blot halvt over--den ene Arm var faldet ned
over Randen ... Jeg løftede den ikke op, du....
--Min Ven fo'r sammen, og knugede om Stolens Arm.
-Men jeg--saa hans Ansigt....
Der gik nogle Minuter. Ingen af os talte. Jeg vilde tage Kristians
Haand ... men gjorde det ikke, blev siddende stille, til han talte igjen.
-Ja--ja--det var en forfærdelig Dag ... Og saa om Aftenen--Mo'er og
Elisabeth--
Da jeg kom ud om Aftenen, mødte jeg Lægen i Vestibulen.
-Gaa ind til Deres Mo'er, sagde han. Hun venter.
Ja--kan jeg beskrive dig Mo'ers Sorg ... hvordan hun sad hen, uafladelig
rokkende i Sædet, mens Hovedet ligesom daskede ganske løst. Og hun
løftede kun en Gang imellem Hænderne og lod dem falde og sagde det
samme, altid det det samme:
-Ja, min stakkels Mand--min stakkels Mand ... idiotisk, tonløst: Ja--min
stakkels Mand.

Elisabeth sad ved Vinduet i en Krog. Jeg gik hen til hende.
-At du først kommer nu, sagde hun. Om du havde vidst min Angst.
-Jeg kunde ikke komme før.
Elisabeth saa paa mig. Jeg har aldrig set et Ligs Ansigt saa blegt. Og
jeg forstod det--som hun ikke kunde spørge om.
-Det er dækket, sagde jeg.
Jeg følte hendes Arme knugende om min Hals.
Vi gik hen til Mo'er, og vi talte til hende og satte os hos hende. Men
hun hørte ikke. Mildt tog hun vore Hænder bort fra sit Hoved, og hun
blev blot ved at gjentage i samme Tone:
-Ja, min stakkels Mand--min stakkels Mand.
Saa kom den værste Tid, min Ven--naar Uroen er forbi, og Smerten,
den rigtig kan faa Stunder, og den sætter sig saa lunt til Ro i vort Liv og
er daglig Gjæst ved alt, hvad vi gjør ... For Mo'er blev det haardest.
Hun havde ikke ventet, ikke anet det mindste Gran af Ulykken. Og i
den første Tid, saa var det Tabet og Sorgen over den døde--at han var
gaaet bort, som hun havde elsket de lange Aar....
Men siden, min Ven, da vort Liv blev plyndret for alt det, som vi havde
levet i, alt det Velvære, vi var vant til at sidde i--og vi stod igjen saa at
sige i de tomme Stuer, med de bare Vægge i Livet--ser du, saa blev det
langsomt en fortvivlet Misfornøjelse og en fortvivlet Følelse af
Skammen....
Og hun taalte ikke, at vi nævnte Fa'ers Navn, og hun skyede alt, hvad
der kunde blot minde om ham. Og til andre Tider strømmede hun over
af de voldsomste Bebrejdelser mod den døde, og hun jamrede i lange
Taler over den stakkels Elisabeth og hægede om hende med sygelig
Ømhed....
Elisabeth var blevet syg tilsidst og laa tilsengs.
Mo'er vilde aldrig gaa ud, aldrig ned paa Gaden: og havde hun været
ude, kom hun hjem fortvivlet, og hun vidste om