Ludvigsbakke | Page 8

Haar, mens de to
Plejemødre spurgte om de Indlagte.
-Der var elve idag, sagde Frøken Helgesen.
-Ja, og et svært Mas, sagde Frøken Koch.
Frøken Berg kunde ikke tænke sig sig selv uden Pandehaar.
-Ja, sagde hun: om man havde Brandts Haar.... Gud, Brandt, at De ikke
"flammer" det.
-Jeg har altid haft det saadan, sagde Ida.
Men Frøken Berg vilde prøve at flamme det og begyndte at purre op i
Idas Pandehaar med en Lommekam: De er jo ikke til at kende, sagde
hun og blev ved at purre op i Haaret: ellers ser De jo ud, som De var
vandkæmmet....
Frøken Krohn, der sad og saá til med begge Armene paa Bordet, sagde:

-Naa, saá De den ny paa Kontoret? Det kan nok være, Nakkeskilningen
skinnede....
De snakkede om Hr. von Eichbaum, og Frøken Helgesen sagde, henne
fra sin Plads:
-Jeg finder, Hr. von Eichbaum er et meget net Menneske....
Frøken Koch gav Brillerne et Tryk over Næsen som for at se bedre:
-Naa, sagde hun, det er et af de Mandfolk, der gaar efter Skørter.
-Jeg kender ham, sagde Ida, der sad ganske rolig, med sit purrede Haar:
hjemme fra Ludvigsbakke. Hun sagde altid "Ludvigsbakke" ligesom
lidt sagtere end alle andre Sprogets Ord.
Men Frøken Krohn sagde og lod Fingrene løbe, som spillede hun en
Hopsa paa Bordet:
-Manden gaar med Stropper i Benklæderne.
Frøken Koch talte om Ludvigsbakke, der laa i hendes Egn, og om den
gamle Konferensraad og Konferensraadinden.
-Men hun var vel allerede i Jorden den Gang, De kan huske.
-Ja, svarede Ida: Konferensraadinden var død.
-Det var en dejlig Kone, sagde Frøken Koch: hun dyppede selv sine
Bede, da hun var firs ... med Karlestrømperne trukne uden paa
Skotøjet....
Frøken Koch lo ved Tanken om salig Konferensraadinden og hendes
Uldstrømper:
-Men nu er det vel snart tredive Aar siden. Naa; Frøken Koch rystede
sit Skørt fortil; det var en Vane, hun altid havde, naar hun rejste sig:
den Vej skal vi jo alle.
-Skal De op, Brandt?
-Ja.
-Saa slaar vi Følge, sagde Frøken Koch: Godnat.
De lukkede sig ud paa Trappen ved den gode Gang, og de standsede
ved Frøken Kochs Dør.
-Ja, sagde Frøken Koch i en helt anden Tone og stod lidt ved Døren:
Det var et herligt Sted. Hun tænkte paa Ludvigsbakke.
-Godnat, Brandt.
-Godnat.
Ida gik op og lukkede sig ud og ind ad Dørene henover Loftet og kom
ind i sit Værelse. Hun tændte Lampen, der var dækket af en
Sommerfugl (der var rundtom i Stuen saa mange smaa Ting, som hun

og Frøken Roed sad og lavede under Nattjenesten, for at pynte) og hun
stod lidt foran Kommoden og saá paa Billedet fra Ludvigsbakke, med
det høje hvide Hus og Plænen foran med den nye Flagstang, og alle de
Unge, der sad paa Trappen op ad Trinnene.
Der sad jo ogsaa Hr. von Eichbaum ... jo, det var ham ... hun havde vist
ikke lagt Mærke til ham paa længe. Men hun huskede godt, Billedet var
fra det Aar, da han var kommen hjem fra en Skole i Svejts og altid laa
paa Græsplænen saa lang han var....
Og dér stod Konferensraaden ved Flagstangen....
Hun gik hen til Chatollet, slog Klappen ned og tog et Par andre Billeder
frem. Dér var det fra Søen. Hun blev staaende med det og smilte: hm,
naar det var tørt og der var Lavvande, og alle Herrerne og Agnes Linde
vadede ud med bare Ben og pjaskede rundt mellem alle Fiskene. Hvor
de morede sig saa. Men en Gang havde en Gedde bidt Agnes Linde i
Læggen, saa Dr. Didrichsen maatte hentes.
Det var Fru von Eichbaum, som sad dér paa Bredden, under den hvide
Parasol.
Hun lukkede igen Skufferne, der endnu var fulde af saa mange af
Moders gamle Ting.
Ida laaste sin Dør, før hun gik i Seng. Hun tænkte paa Olivia og hendes
Børn og paa Nina med hendes fire lange Drenge, som hun havde set
ifjor, og paa sin Fader og paa sit Hjem--derhjemme paa Ludvigsbakke.
Hun saá den store hvide Længe i Godsforvaltergaarden og Stuerne,
hvor der var saa "blæst" og saa stille, med Blomsterne, i hvert Vindu
fire og fire i de malede Potter; og Faders Konkylier, som hun aldrig
maatte røre, skinnede rundt om i Hjørnerne.
Og hun saá Kontoret, naar hun bankede nederst nede paa Døren, da hun
var ganske lille, og kom ind og sagde, de skulde spise. Faderen sad i sin
lange Lærredsfrakke ved det grønne Bord, med den gamle Straahat
paa-- for han "tog altid Haaret af", naar han var i Kontoret--og hun krøb
op i den store Armstol og ventede: alle "Fa'rs Fugle" sad rundtom, i
deres store Kasser, under Glas.
Moderen aabnede Døren:
-Brandt, jeg venter med Maden.
-Ja, min Ven ... er Barnet her? ... naa....
Og han