Ludvigsbakke | Page 9

tog ned om Ida med et Par kærlige, aandsfraværende Hænder:
-Ja, min Ven, ja, min Ven.

-Hatten, Brandt, sagde Moderen.
De gik ind. Ida stolprede ved Siden af Faderen, der trykkede hende ind
mod sit Knæ, saa hun snublede over hans Støvler.
-Brandt, sagde Moderen, jeg véd ikke, hvordan Du gaar med Barnet.
Efter Middag satte Faderen sig hen i Sofaen med et Lommetørklæde
over sit Ansigt, Moderen sad i sin Stol ved Vinduet. Lidt efter sov de
ind.
Ida listede sig stille rundt og lukkede Dørene paa Klem. Saa satte hun
sig paa en Skammel, mens Forældrene sov.
Efter Middag gik Moderen og Ida til Kaffe hos Madsens i Skolen. Den
laa ved Kongevejen, hvor Vognene kom forbi. Der kørte Apotekerens
Frue fra Bræstrup.
Hun havde jo nu købt sig en Symaskine i København.
Ja, Madam Madsen havde været henne at se den. Men hun troede nu,
det var holdbarere i Haanden.
Moderen nikkede.
-Men De véd jo, de skal prøve alt i Apoteket, sagde hun.
Ida sad paa en lille Stol og lærte at strikke og havde sin egen lille Kop.
Naar Moderen og Ida gik hjem, tog de Vejen forbi "Gaarden". Der
brændte kun, hos Frøken Schrøder og henne hos Forvalteren, to
ensomme Lys.
-Godaften, lød det. Det var Forkarlen, Lars Jensen, han rejste sig fra en
Bænk.
-Godaften, svarede Moderen.
Og de gik videre, ind i den mørke Godsforvalter-allé.
Hjemme hørte de Latter helt ud i Gangen. Det var Skovrideren, som var
kommet over til The. Moderen gik ud for at lave til, og Ida kniksede
først for Fruen, en ganske spæd lille Dame, der havde givet Livet til
elve Drenge, og hvis Øjne var blevet større og større for hver
Fødsel--og saa for Skovrideren.
-Naa, hvordan gaar'et med Tøsen, sagde han og løftede hende op i
begge Arme, med et Sving. Lund var en vældig Mand i Bredden, der lo,
saa han blev rød helt ned i Nakken.
-Lund, Lund, Du er saa voldsom, sagde Fruen: Du er kun vant til at
tumle med Drenge.
-Uha! sagde Lund og blev ved at svinge hende: hun har s'gu godt af'et.
Det sætter Blodet i Bevægelse.

De gik ind at spise: Aa, sagde Fru Lund (for der var intetsteds, hvor der
var saa mange kønne Ting paa et Bord som hos Godsforvalterens): hvor
maa det være dejligt at kunne holde alting saadan som De, Fru Brandt.
I Skovridergaarden gik det lidt hulter til bulter; elve Efterkommere var
mange.
De talte om Egnens Nyt og om Symaskinen. Skovrideren havde været
inde at se, hvordan den løb.
-Man skal jo syne Kunstværket, sagde han.
-Det er jo en Haandmaskine? sagde Fru Brandt.
-Ja; men Fanden véd, om det holder.
-Jo, Lund, sagde Fruen og saa hen for sig: det maatte nu alligevel være
rart i et Hus, hvor der er mange at sy om.
Lund bare lo:
-Naa, født Silfverhjelm--Apotekerfruen anbragte dette sit Frøkennavn
under Mogensen paa sine Kort--kunde s'gu nok blive færdig med at sy
sin Smule Skørter i Haanden.
-Men der er jo dem, sagde Fru Brandt, bydende et Fad frem: som gerne
vil være blandt de første til at ha'e en Ting.
-Og naar man saa, sagde Fru Lund, ikke har andet at tænke paa, saa er
det jo rimeligt.
Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede paa nogen, gik
over til at tale om Prisen paa Smørret:
-Nu var Levy igen gaaet fire Skilling ned.
Fru Brandt forstod det ikke, for hun havde hele Tiden holdt Prisen.
-Ja, sagde Fru Lund og rystede paa Hovedet, hvor hun i Nakken havde
fire smaa Krøller, som var ombunden med et Fløjlsbaand: men det
kommer vel af, at det hjemme hos os ikke altid arter sig ligedan ... Gud
véd, hvordan det gaar til.
-Saa ta'er vi os en Snaps, Skovrider, sagde Brandt, der sad og saá, saa
paa den ene og saa paa den anden: Har Barnet noget?
Ida smurte selv med en Kniv uden Egg: Man maa vænne Børn, sagde
Moderen: de har godt af det.
-Skaal, Forvalter, sagde Skovrideren, og de talte om, naar
Konferensraaden kunde ventes. Det blev næppe før om et Par
Maaneder, i Slutningen af Juni.
-Naar det kønne er af Skoven, sagde Skovrideren.
Efter Bordet skulde Ida i Seng. Faderen tog hende op paa sit Knæ, da

hun sagde Godnat, og lod hende ride.
-Du støder s'gu Peber med Barnet, sagde Skovrideren og lo, og Ida
sagde Godnat til de andre, en efter en.
Skovriderens gik Klokken ti.
-Har Du Armen, sagde Lund, for mørkt er det.
-Madam Brandt er s'gu lidt stikken alligevel, sagde han: hun kan s'gu
ikke glemme, En har kendt hende som Husjomfru ... og de Ting.
-Men de er dog hjælpsomme, Lund, sagde hun.
Til det svarede Skovrideren ingenting. Men hun fylder jo godt for