Ludvigsbakke | Page 7

hun tænkte paa det,
hjemme fra Ludvigsbakke--ham og hans Moder, der altid sad helt oppe
ved Bordenden, hun havde altid Konferensraaden til Bords.
Fru von Eichbaum gik Ture paa Klokkeslet og havde de to Stenbænke i
Forvaltergangen, hvor hun hvilede--for sig alene.
Hun sagde altid: Dér har vi jo den lille Frøken Brandt, som om hun
opdagede hende paany hver Gang.
De tre Patienter sad ved Enden af Sengen og spillede Kort med
Uldbukserne i Aal højt op om Benene. Men Schrøder vilde i Seng. Han
sad i den bare Skjorte paa Sengekanten, Benene hang, som sad
Knoglerne løse paa ham.
-Nu maa De helt i Seng, Schrøder, sagde Ida.
-Ja, svarede han og blev siddende med ludende Hoved.
Ida maatte rejse sig, før Schrøder fik løftet Benene besværligt, som var
det noget, der krævede en tung Eftertanke: Saa, sagde hun og slog ned
paa Tæpperne med begge Hænder: Det er jo meget bedre, naar De
ligger ... ikke?
Hun blev ved at hjælpe med Tæpperne, mens hun tyssede paa Bertelsen:
han blev altid saa voldsom ved Kortene. Saa hørte hun Frøken
Petersens Nøgler og begyndte at pakke sit Sytøj sammen: hun skulde
endnu kun aabne paa "A".
Herren paa "A" sad ved Bordet og løftede kun Øjnene for straks at

begynde at skrive igen paa sine store Papirer. Det var altid Tal og Tal,
han skrev, saa langsomt som han prentede dem.
-Saa aabner jeg Skodden, sagde Ida og aabnede det høje Vindu.
Frøken Petersen stod udenfor ved Kighullet, da Ida kom ud.
Herren derinde rejste sig langsomt, og stille satte han sig op i Karmen.
Uden at røre sig sad han og saá ud i Natten frem mod Stjernerne.
-Hvad er det, han altid sidder og regner paa, sagde Frøken Petersen.
-Dr. Qvam si'er, sagde Ida, at han vil finde Lovene ...
-Stakkel, sagde Frøken Petersen, der intet forstod, og hun gjorde et
Jomfru-kast med sit Hoved, før hun gik bort fra Kighullet.
Ida aabnede Døren til den urolige Gang, hvor hun gik ind. To Portører
holdt en død Krop mellem sig; dens Arme hang over deres Skuldre,
mens de slæbte den.
Josefine, der sad paa Bænken under Vinduerne og skulde have to sløve
Mandspersoner til at spise, sagde med et Kast med Hovedet over mod
Portørerne:
-Det er osse et Slid, nu har det varet fem Timer.
Portørerne drejede lige ved Døren til "den gode Gang", da Ida skulde
ind, og den ene af dem sagde, seende paa det hængende Hoved:
-Det er forresten et pænt Menneske.
-Ja, sagde Ida og saá ind i hans Ansigt, hvis Læber var aabne som en
Maskes--og Portørerne vendte sig og slæbte Kroppen videre.
Inde paa den gode Gang stod Celledørene aabne og Patienterne
blundede stille i deres Senge. I Spisestuen sad Frøken Friis, der havde
Friaften og skulde i Theatret, med Kikkerten foran sig paa Bordet, og
knappede Handsker:
-Aa, sagde hun: dér har vi "Jomfruen" ...
-Hjælp mig, hva'? hun strakte den ene Haand ud mod Ida, der altid
skulde "hjælpe": jeg kommer meget forsilde.
Ida knappede Handsken, mens Plejemoderen, Frøken Helgesen, der sad
bag Themaskinen i sin Yndlingsstilling med Armene overkors, sagde
med sin meget tydelige Stemme:
-Hvad har det Liv kostet?
-Tak, Jomfru.
Frøken Friis spejlede sig en sidste Gang i det lille Spejl i Hjørnet; hun
fredede endnu om det Ydre som to og tyveaarig, hun havde haft
ubeskaaret for ti Aar siden, og Haaret maatte have sit ganske bestemte

Fald i Tindingerne:
-Jeg har faaet det af en Fætter i Aalborg, sagde hun, om Livet.
Frøken Krohn og Frøken Berg, der drak deres The ved den anden
Bordende, sagde:
-Uha, ja, nu skal man til at tænke paa Vintertøjet.
Og de begyndte at tale om Hatte.
-Jeg laver mine selv, sagde Frøken Helgesen bag Maskinen.
Saa kom der en stor Kvindefigur frem i Døren:
-Her stinker fint, sagde hun og førte en hvid Haand op til en bred Næse,
mens hun saá til Frøken Friis. Det var Frøken Koch, Plejemoderen fra
Kvinderne.
-Ja, sagde Frøken Friis, der endelig var færdig og havde faaet fat i
Kikkerten: jeg holder ikke af at lugte af Karbol udenfor Anstalten.
-Godnat.
Frøken Koch kom ind i Stuen og satte sig henne i Krogen med
Hænderne mod sine Knæ ligesom et Mandfolk:
-Maa man være her lidt? sagde hun.
Og Frøken Helgesen, der havde nikket til hende, sagde fra Maskinen:
-Frøken Friis holder meget af Klæder.
Frøken Berg og Frøken Krohn blev ved at tale om Hatte, og Frøken
Koch sagde, mens hun kløede sig i det graa Haar, der var surret op i
Nakken, som man surrer en Tovende:
-Køb Jer et Par Skindhuer, Børn, de varer.
De to lo og blev ved med at diskutere Hattene: de maatte da ogsaa
passe lidt til Frisuren; og de begyndte at tale om