Ludvigsbakke | Page 6

jeg er forskrækket for.
Eichbaum lo: Han lader s'gu da til at være meget stilfærdig....
-Ja, men jeg véd ikke ... det er ligesom han lignede et Spøgelse....
-Et Spøgelse?
-Ja, sagde Ida ligesom forlegent: et Spøgelse af et Menneske.
Hr. v. Eichbaum blev ved at le, uden at hans Blik slap hende.
-Naa, Godaften, Frøken.
Hr. v. Eichbaum nikkede og lukkede sig ud, og Ida krøb op ad Stigen
for at tænde Blusset over Døren til "Salen". Inde fra Kvinderne hørte
man en skingrende Mumlen. Det var Frøken Benjamin, hun blev altid
urolig hen mod Aften.
Ida Brandt stod uvilkaarligt og nynnede ganske sagte, mens hun delte
Smørret af til Aftensmaden: hun tænkte paa Olivias Brev.
Og saa paa Ludvigsbakke.
Patienterne, der havde Kælderarbejde, kom op igen og begyndte at
vandre rundt i Forstuen, urolige, underligt nussende, uden at lægge
Mærke til hinanden, mens deres Tøfler klaprede, blev ved at klapre hen
over Gulvet.
Lange Bertelsen, der "var gaaet istaa", gik ud og ind til Vaskebækkenet
i Køkkenet og skyllede Hænder, et Par rødlige, klamme Hænder; hvert
tiende Minut skulde han skylle de Hænder, som skulde han tvætte dem
for tusindfold Synd.
-Naa, Bertelsen, De er jo ren, sagde Frøken Brandt.
-Ja, sagde han og holdt med ét op at vaske sig, som om han ikke mere
huskede det. Han gik hen til Bordet, stod og saá lidt paa hende, saavidt
han kunde, for hans Øjne var aldrig paa ét Sted--:
-Men hvad skal jeg her? sagde han med et Stød:
-Vil De sige mig, hvad jeg skal her? hans Stemme hævede sig paa
Gentagelsen.
-De skal jo blive rask, Bertelsen, sagde Frøkenen og blev ved at smøre
Maden.
-Rask, han lo, som han snærrede, og man saá alle hans tætte Tænder;
det var, som de var det eneste, der havde Farve i hans Ansigt, de
glinsede:
-Rask--her, hvor man er lukket inde.
-Og saa skal De spise, sagde hun: og saa er jo den Dag gaaet, Bertelsen.

-Ja, ja, raabte hun ind paa "Salen", hvor de to Patienter allerede havde
sat sig til Bords ved Enden af Sengene og slog i Gulvet med Tøflerne af
Utaalmodighed: nu kommer jeg jo....
Hun lyttede først ved Døren til Frøken Petersen, der sov saa fast endnu,
at man kunde høre hendes Aandedræt helt herud.
-Frøken Petersen, raabte hun og bankede: De maa op.
Aandedraget hørte op, og langt om længe kom der et søvnigt "Ja".
Frøken Petersen havde Nattevagten. Ida gik med Maden ud i Forstuen,
hvor Manden med Bælterne drejede rundt endnu.
-De skal spise, Schrøder, sagde Ida, lige foran ham, som talte hun til en
Døv.
-Hm; han saá kun paa hende.
-De skal spise. Schrøder, gentog hun.
-Hm.
-Men det maa være nu--hun blev ved at tale saa tydeligt, som havde
Manden svært for at høre--: for nu kommer Lægerne.
Og hun ledte ham ind, foran sig, hen til Bordet.
Man hørte allerede Lægerne paa Trappen, og Nøglerne lød i Døren. Det
var Reservelægen og to Kandidater, bagest kom Frøken Helgesen,
Plejemoderen, med Journalen. Hun bar den som en Retsbetjent et
Aktstykke.
Patienterne rejste sig fra Bordet, og de tre Gamle i Sengene fulgte
Lægerne med deres sært halvbrustne Øjne:
-Der er jo ikke noget? spurgte Lægen.
-Nej, Hr. Reservelæge.
Lægen gik alene ind paa "A" og lukkede Døren.
Kandidat Qvam svang sig op paa Forstuebordet og slog Benene
sammen:
-Vorherre frels os, sikken en Vagt. Elve indlagt og én af dem "pumpet".
-Var det Opium? Frøken Helgesen talte til Kandidaterne
forretningsmæssigt som til Kolleger.
-Ja, det er en Klejnsmedesvend ... De si'er, det er Kærlighed, og nu har
de slæbt ham paa femte Time op og ned ad Gulvet--to Mand ...
Vorherre bevar's, at Menneskenes Børn ikke kan lære at tage det med
Ro ... Hvad siger De, Frøken Brandt?
Qvam sprang ned, for Reservelægen kom ud:
-De kan gerne lade Patienten trække lidt frisk Luft, sagde han; han var

allerede ved Døren til Kvinderne.
Qvam gik bagest; han rystede paa Tærskelen sine Ben i de hvide
Sportsbukser, som vilde han ryste Støvet af sine Fødder.
Ida gav de tre Gamle Mad, hun havde en egen, nænsom Maade at løfte
dem op i Sengen.
Frøken Petersen kom ud af sin Stue, vims og forpustet:
-Hvad er Klokken. Jomfru? sagde hun ind til Ida (Frøkenen havde ti
sirlige Svingninger med Underkroppen for hvert Skridt, hun tog):
-Mit Uhr er gaaet istaa.
-Den er mange, sagde Ida. Den var altid mange, naar Frøken Petersen
kom op om Aftenen.
-Ak, ja, De er rar og venter. Jeg løber ind til The....
Ida nikkede kun, hun var saa vant til at maatte vente paa de andre en
Halvtime efter Tjenesten. Hun satte sig ind under Blusset i Salen og
gav sig til at sy.
Hvor godt hun dog huskede Karl von Eichbaum, nu,