kom bagved med en Løjtnant, der bed i sit Skæg....
Men hvor Gulvet var brillant, og hvor vi dansede.
Du stod et Øjeblik henne hos Mama med hende i begge Hænderne:
-Aa, Fru Franck, sagde Du og lo saadan stille, det er saa dejligt at
danse.
Nina var frygtelig. Hun havde stoppet sit Lommetørklæde ned foran
paa Brystet og sagde til Kammerherren:
-Kammerherre, se ikke paa mig, Fru Franck siger, jeg er meget for
nedringet.
-Nina, raabte Mama gennem den halve Sal. Men "Møllerne", de fløj, og
Inga Ferder dansede, med den blaa Garnering slynget om Armene,
medens Nina lod Hofjægermesteren binde sine Sko midt paa Gulvet:
-Nina, raabte Mama.
-Gud, Fru Franck, hvad skal jeg gøre? naar Baandet springer? Og hun
satte sig, midt mellem de gamle Damer, og lo.
Men vi dansede. Jeg hørte Kaptajn Bergfeld sige til Mama:
-Det stille Pigebarn er nydeligt.
"Det stille Pigebarn" var Dig, min Pige, og Kaptajnen var en Kender.
Aa, ja den første dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen"
flyttede ud i Lunden og vi sad dér i en Rundkreds, bag Pavillonen,
under Træerne, mens en af os læste højt. Men paa én Gang blev Nina
ked af det og slog til Bogen, saa den røg, mens hun begyndte at synge.
Og vi andre lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i
Lindene....
Men saa kom allerede det Efteraar, da din Moder blev syg.
Du var henne hos os, kan Du huske, da Sofie kom løbende og ude i
Gangen spurgte efter Dig. Du havde rejst Dig op fra Bordet og gik,
uden et Ord, uden Farvel, bagefter Sofie, der løb hen ad Gaden. Du
mødte Frøken Fischer og tog fat i hende og talte med hende og gik igen,
hurtigere og hurtigere.
Jeg stod ved vort Vindu og vilde følge efter, men jeg véd ikke ... jeg
var bange, saa angst, at maaske var hun død, og jeg sagde til Mama:
-Gaar Du ikke med?
Og vi tog Tøjet paa og gik og kom ind i Jeres Stue, hvor alle Møblerne
var flyttet, fordi de havde løftet din Moder og maatte bære hende; og
Doktoren kom og Stuen blev fuld af Folk, til Doktoren sagde, de skulde
gaa, og Frøken Fischer kom løbende med Is i en Skaal og blev ved at
sige, mens hun græd:
-Men hun har heller aldrig taget mod Raad, hun har heller aldrig taget
mod Raad.
Jeg blev hos Dig om Natten og vi sad og vaagede inde i Dagligstuen og
hørte alle Uhrene dikke og melde med snurrende Klokkeslag de
langsommelige Timer.
Og vi hørte Vaagekonen hviske til Sofie og skifte Isen og vi sad igen
og hørte Uhrene....
Men Du, Stakkel, vaagede mange Nætter siden.
* * * * *
Farvel, nu, min Pige. Gid det nye Aar maa bringe Dig rigtig megen
Glæde. Vi paa Villaen, det véd Du da, ønsker Dig det Allesammen.
Og saa et Kys i Anledningen, skønt Du véd, jeg afskyer det
Veninde-Kysseri. Ungerne hyler, jeg skal hilse Dig.
Din Olivia.
Ida Brandt lukkede Brevet og sad med Hovedet støttet mod Karmen.
Ovre bag Søerne tændtes Lygterne, én efter én. Hun hørte Josefine, der
bragte Aftensmaden og gik, og de Gamle paa Stuen, der begyndte at
vende sig i deres Senge.
Hun blev siddende, endnu et Øjeblik.
Men pludselig raslede Nøglerne i Døren hos Kvinderne, og hun sprang
ned med et Sæt, saa hun væltede Stolen: Det kunde være Professoren,
han kom til saa mange Tider, og der var ikke tændt Lys.
Men nej, det var Hr. von Eichbaum fra Kontoret, der sagde:
-Maa jeg gaa igennem, Frøken?
-Værs'go'.
Hun tændte Lys, hun var blevet ganske stakaandet af Forskrækkelsen.
Hr. von Eichbaum blev staaende, mens hun tændte:
-Det er s'gu sært, sagde han med sin lidt snøvlende Stemme: saa meget
jeg er kommen til at tænke paa Ludvigsbakke, siden jeg er kommen ud
paa dette forbandede Kontor.
-Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som saá hun
det for sig: saa dejligt der var ud over Bræstrup.
-Ja, der var rart, sagde han og smækkede med sine Læber: det var den
Gang.
Han blev staaende, mens hun hentede Stigen for at tænde Gasblusset
over Døren til "A" og gik op ad den:
-Nej, sagde han og saá op paa hende: der var s'gu ikke mange som
gamle Konferensraad.
De vekslede endnu nogle Ord, mens hun gik ned igen og ind paa "A".
Herren derinde, der sad i den store Hvilestol, løftede kun Hovedet,
følgende hende med sine store, overskyggede Øjne, mens hun tændte
Lysene paa hans Bord.
-Hvem er det egentlig? spurgte von Eichbaum, da hun kom ud igen.
-Jeg véd ikke, sagde hun: en Doktor ...; og mens hun halvt lo, sagde
hun:
-Han er den eneste,
Continue reading on your phone by scaning this QR Code
Tip: The current page has been bookmarked automatically. If you wish to continue reading later, just open the
Dertz Homepage, and click on the 'continue reading' link at the bottom of the page.