Jan van Huysums Blomsterstykke | Page 5

den blomstrende Yngling; saa den fromme, nonneagtige Narcissa, med den fine Stribe af R?dt paa de d?dblege Kinder, Hun, hvis Elsker var falden i Leydenernes heltemodige Udfald; saa Hyacinth, den smukke, blaa?jede Dreng, og S?steren, den slanke, fine Elisabeth; den lille Benjamin og Tvillings?steren Anna, ?Anna liden?, med Hovederne i Moderens Skj?d og bed?kkede af Barnepigen, den gamle trofaste Magdalena; og saa l?ngst borte, n?sten udenfor Kredsen, den ?ldste Datter Klara, hvis s?rgelige Lidenskab for en fiendtlig Kriger--maaskee Narcissas Trolovedes Banemand--havde overgydt hendes Ansigt med en Bleghed, som dog vakte mindre Familiens Medlidenhed, end man skulde troet hos disse saa milde og gode Mennesker.
?Ayuden los santos! De komme!? larmer Alonzo udenfor. ?Afvejen! Huset tilh?rer mig.? En enkelt Pallask h?res imod mange. ?De komme!? raaber Johan, ilende mod D?ren. ?Paa Kn?!? befaler den Gamle. ?Gud alene kan redde.? Og Kredsen slutter sig n?rmere sammen. ?Frels os! Wallonerne...? hviner Narcissa med H?nderne for ?jnene. ?Vi ville blive frelste!? raaber Klara med et Skj?r af R?dme paa Kinderne; thi hun syntes at have h?rt sin Spaniers Slemme. ?Ja, vi ville blive frelste?--jamrer Faderen h?ndervridende--?Gud v?re os naadig! Kom, Klara, mit Barn! Alt er tilgivet. Gud v?re lovet! Vi ville blive frelste. Thi Flammerne naae os f?r de R?dsomme--?
Luerne rulle ovenover i store B?lger, Bjelker fra den br?ndende Kirke falde over Huset, ryste det i dets Grundvold, og st?de Ilden Aabninger, hvor de kunne gribe ind.
?Herind! Herind, Kamerader! La Doncella aqui!? Alonzos Landsmand, som jublede om Helvedes Paradiis, da han saae ned i den qvindefyldte Kirke, har spr?ngt D?ren. ?Abajo los hereticos!? Wallonerne styrte ind; Flammerne fra den anden Side. Alonzo har ikke kunnet standse dem. ?Det er ham!? skriger Klara, omfavnende hans Been. Han st?der hende v?k grusomt som han engang gjorde, og griber, kj?mpende med sin vilde Landsmand, efter Katharina, der tr?kkes af sin Fader og sin Brudgom mod den anden Side, mod Flammerne. I samme Sekund--
--I samme Sekund...
Gud! Himmel! hvad er skeet?
Kirkens Taarn er styrtet over Huset, gjennem dets n?sten gjennembr?ndte Tag. Alt er begravet: Alonzos Landsmand, der i rasende Begj?r var sprungen midt ind i Kredsen af de Kn?lende, Katharina og hendes Brudgom, Moderen, Klara og de ?vrige B?rn og Tyendet, Alle undtagen Faderen og Alonzo, der hver paa sin Side befandt sig l?ngst udenfor det Sted, hvor Indstyrtningen skede. Men Katharina var ikke l?nger imellem dem. Ve, Ingen af dem har Katharina!
Det var en skr?kkelig Sekund, og dog var den foregaaende, da de vilde Krigere viste sig i D?ren r?dsommere.
Langt bort vare de to Reddede slyngede. Lykken er Ulykkens Luner. Adrian vaagner. Det var Nat. Wallonernes V?rk var fuldendt: Intet tilbage af Byen. Kun den af Nattekulden nedslaaede R?g laae som en blaahvid Sj? over Tomterne. En m?rk Skikkelse b?jer sig over den Gamle. Han kjender Spanieren paa Hjelmfjederen, og tr?kker gysende Vaabenkappen, som Denne af Medlidenhed har bredt over ham, over Hovedet. Stjernerne blikkede roligen ned, somom Intet var passeret, og Fr?erne sang i Kanalen, der sneg sig langsomt hen gjennem Sletten. Kun Storkene syntes at s?rge; thi de stode sammenflokkede ved Bredden med Hovederne under Vingerne. Ogsaa deres Reder vare Br?ndte.
Om en Time dagede det alt. Storkene ere alt fl?jne, da Spanieren ryster Adrian vaagen af en S?vn, der lignede D?den saameget, at den ikke engang aandede. ?Var Hun din Datter, Gamle?? sp?rger Alonzo med huul Stemme.
?Hvem??
?Hun, Gamle! la querida del cielo! Du saae det, og maa forstaae mig.?
?Jeg havde fem: Klara og Katharina og...?
?Katharina; ingen Anden mener jeg. O mea caritta!?
Den gamle leer ham op i ?jnene.
?Madonna! Han er vanvittig. Gamle, Gamle, saa saml dog din Tanker.?
Adrian leer endnu voldsommere. Krigeren gyser.
?Var hun det ikke, var du ikke hendes Fader, men kun den kjetterske Pr?st, som skulde vanhelliget hendes Hoved med din Velsignelse, jeg kunde sl?nge dig ind i den gl?dende Aske; og det vilde v?re en Barmhjertighed.?
Den Vanvittige stirrer paa ham, og kryber sammen.
?Ve mig!? mumler Alonzo. ?Jeg har mistet mit Ideal, som skulde have ladet Alonzo de Tobar overgaae Esteban Murillos. Men varer en guddommelig Aabenbarelse l?nger? Jeg vil ile tilbage til Spanien, og i et Kloster bede Himlen at gjengive mig hendes Billede i Erindringen.?
Den Gamle stirrer endnu, efterat Krigeren forl?ngst er borte--Han, der iler som rasende over Sletten, og som vilde blive h?ngt med alle sine ?rgjerrige Malerplaner, om han st?dte paa Eskadronen, hiin m?rke Linje, der bev?ger sig hist henne under Horizonten som Skyggen af en Sky.
Ha, der opdage de ham. Eskadronen spreder sig. Jagten begynder efter en Eftern?ler og Desert?r. Men den trofaste kloge Hest, som s?gte og fandt sin Herre, t?ger T?jlerne til sig for ogsaa at frelse ham; og saaledes undviger Alonzo Michael Tobar, han, der blev den store Bartolomeo Esteban Murillos' heldigste Efterligner. Men det V?rk, som giver ham en Plads imellem Spaniens Malere er en ?Santa Katharinas Trolovelse?, hvori han er original, og som tvister med