Jan van Huysums Blomsterstykke | Page 8

dette Rosenbrudepar! Herre, lys dit Aasyn over, Yndighed, som
sig trolover! Herre, løft dit Aasyns Glands over Fromheds Brudekrands!
Herren give dig sin Fred, elskende Uskyldighed!
O Henrykkelses Sekund, Saligheders Fødselsstund! du er altfor tung af
Glæde til at flye saa flygtig hen, som de andre duungraae, lette,
farveløse Solgransstunder, Skjebnens Pust mod Døden hvifter henad
Livets Ørkenslette;-- du demantne af Sekunder, som er engang allerede
kommen himmelsendt igjen, ej saa troløst og saa let, som de andre dig
omskifter; du maa frydbelæsset dvæle til mit Hjerte vinder Mæle, til det
mestre kan sin Tanke, til det engang bliver træt af saa maalløst, stærkt
at banke, til det engang bliver mæt af den søde Fryd at græde, medens
mine Læber juble, medens Øjet straaler, medens brudte, vilde Ord (og
dog skjønne som af Salighedens ubekjendte Himmelsprog) stødende
paa Tungen snuble, somom ikke jeg var klog.

O det er somom en stille lummer Regn faldt i mit Hjerte, somom
Knuden af min Smerte, Dryppestenen af min Vee, Sorgkrystallen i mit
Sind, opløst i Velsignelse, ud i denne Graad maa trille over hele vide
Jorden, hyllende dens Bjerge ind i en skabningssvanger Sky, i sit
lunkne Mulms Neddignen svangrende den med Velsignen, til en
frydfuld, skyldløs Vorden svangrende dens Dyb paany.
O hvor har jeg nok af Mæle, for at tale ud min Lyst? nok af Hvælving i
mit Bryst, nok af Luft, af Rum, af Lyd, ømme, zittrende og høje, for i
Toner at besjele denne Overlast af Fryd? nok af Spejle i mit Øje forat
fange op det Hele? nok af Sandser for at nemme? nok Erindring for at
gjemme? nok af Tanker for at fatte? nok af stærke Nervestrenge for at
bære Glæden længe? nok af Hjerte for at dele Ømhed nok til mine
Skatte: til Margretha, til de tvende Smaa, som smile næst ved hende, til
Narcissa min, som skranter, Hyacinth med Drømmermine, troende
Elisabeth, aldrig af hans Undre mæt, til min Stolthed, Katharine, til de
dyrebare Panter, Himlen atter mig betro'ede frem i disse Blomster
groede, disse der, min egen Æt?
Ve mit Ravnefaderhjertes sløve mosbegroede Steen! Jeg har kunnet
glemme Een af mit eget Kjød og Been: stakkels Klaras
Dødningsmertes blege Billede i denne hvide Rose, som er Hende,
hende Selv. Se Blusel kjæmper end paa Kinden jo som før i det
Rødmende, som døer, som med Bleghed Smerten dæmper, med de
dunkelhvide Emmer af en nedbrændt Lidenskab, Kalkestøvet af Ruinen,
som hun under Blidhedsminen sønderknust i Hjertet gjemmer af sin
Freds og Uskylds Tab!
O mit Barn, se til din Fa'r! Rose hvid, som Klara var! Han er ikke
længer vred paa din syge Kjærlighed, Han har intet Blik, som rammer
knusende din knuste Jammer; Han har intet Øjekast for at skjære hvad
der brast; Han har kun en Faders Hjerte og Velsignelser i Munden og
en Smerte for din Smerte, og et Taaredryp for Vunden, Taarer af
balsamisk Glæde; thi jeg ogsaa dig har funden: Ingen mangler i min
Kjæde. Alle ere jo tilstede saa lyslevende og sande, at jeg ikke kan
forblande Sandheds Syn med Sandheds Skin. Thi det sværges i min
Sjel, derpaa mine Øjne bande, kjendende jer altfor vel: Blomsterne ej

skulle være eder blot i Fantasi'n, eder, mine Børn og Viv, men forvist
de Eder ere, Eder ja til Sjel og Liv, Eder ja i Ansigtstræk,
Ejendommelighedssind, Karakterens fødte Mine, Smilene, som præge
ind sine sommerfuglefine Spor, idet de flygte væk.
Og jeg hørte eder tale, hvis min Sands ej laae i Dvale, hvis ej Dødens
Gravmos alt spirede i Ørets Spalt. Men hvad mere Sands behøves? Øjet
seer, om Øret døves, Alt er blomstret frem igjen, Alting som i gamle
Dage:-- dugget til af Himmelen, giver Jorden det tilbage, Alting som i
Bryllupsstunden, da min Lykke folded ud alle sine Hjerteblade,
spredende sin Krones Straaler mere ud end Himlen taaler, da dens
modne Blomsterskud højere mod Sky var runden end de Himmelske
tillade, just i det Moment den brast paa den vrede Almagts Bud ned
med Flammeme i Grunden, og foer hen med Gnistens Hast.
Derfor--o er det Sekunden, atter nu med Liv begavet, frem af Tidens
Bæger runden, da min frydberuste Lykke blev i Rædslerne begravet,
som i denne sig fornyer? Derfor mangle heller ikke Flammeme, de røde
Skyer fulde af Dæmoners Blikke, bragende af Helveds Latter. ... O der
gløde frem de atter. Ve mig! frels!... O frelst er Alt, siden over er
Sekunden, da, sig borende i Granden, Taarnet brændende nedfaldt.
Derfor denne Tulipan, (ægte »Admiral Enkhuisen») som sit
Flammedyb bedækker fuldt med hvide Emmers Flekker, ikke er, men
kun betyder, Huset, da det stod i Brand, og den Valmu' der, som skyder,
pralende med Flammer ziret, over Bedet, den er Spiret, da det svimlede
og faldt.
Denne Zwiebel dunkelrød, (»Admiral van Liefkenshoek») liig en Nat i
Luer