Jan van Huysums Blomsterstykke | Page 9

sat, liig et Baal med Nat bemalt, Døden livlig, Livet død,
fyrig-kold og kraftig-mat, liig en netslørt Kjæmpestyrke, tryllebundne
Dæmonshu, den betyde skal hin mørke, gaadefulde, fromme, vilde,
barske, milde Spaniol, som i Rædselsstundens Nu turde sig mod Skaren
stille, somom Helved han befo'l: Han med Dommen paa sin Pande
halvtens ud af Naadens Skrivt i et herligt Træk udslettet, Han med
Lidenskabens Brande sydende i Smertens Vande, med sit Smiil af
Kummer mættet, fuldt af Honning og af Gift.

Og ved Siden se Uhyret, se hans vilde Kammerat, se den rasende
Soldat i en dobbelt, guldbaldyret, tigerøjet Fløjelsblomst-- Han, hvis
Rædselsid blev styret kun ved Dødens Mellemkomst!
Disse fareløse Luer, denne Flamme, som ei hviner, disse Rædsler uden
Skræk, denne Blomsterdæmons Træk jeg med uforsteente Miner, uden
Øjeblinken skuer. Ned i Tulipanens Grube, ind i denne Kobberkube,
fuld af vildtforfløjne Gnister, tør jeg stirre uden Svimlen; uden Sortnen
for mit Øje Flammekjedlens Dyb jeg maaler; Lueblomsterspirets høje
Flugt jeg følge tør mod Himlen, vexle Mine kjæk og bister, Øjekast af
Ørnemod med den fromme Morderengel, Spaniolens Sjel, som gløder
(dertil Gud ham altfor ømt har evindelig fordømt), ud fra denne
Zwiebels Stengel i den dybe Kalk, der bløder af en Sygdoms sorte
Blod.
Ja, jeg elsker dette Syn, hvis Betydning let er gjettet uden megen uvis
Almen: Husets Brand i Tulipanen; Taarnets (som et sammenflettet ifra
Dybet opskudt Lyn) i Papav'rens Knops Skarlag; Kirkens eget brede
Tag i dens Blomsts udslagne Flammer; Spaniolens vilde Jammer (som
han viste sig i Døren blodig, rædsom, dog kanskee forat redde Alle
førend enten Flammens Rædselsdød eller ind hans Landsmænd brød) i
den mystiske, tilflorte, krigerrøde, munkesorte Pragttulipes aabne
Bæger, hvori Nat og Flamme leger.
O jeg elsker disse Syner! O jeg seer med Kjærlighed Blomsten, som
saa skummelt lyner, Farven, som er bleven heed. Disse Blomsters
skjønne, tyste Rædsler kun mit Minde skrække; mine Øjne de forlyste,
Læbens døde Smiil de vække. Thi de høre ogsaa med til den samme
Time jo, da hengivnest var min Tro, til den samme Time, da højest var
min Salighed, da min Sjel var Himlen næst, Støvets Tanker længst ifra,
lettest under Rædslers Tyngde. Thi det var jo just Sekunden, da jeg
elsked Mine mest, da os Døden Alle fandt som os Rædslen
sammenbandt, I hverandre sammenslyng'de og med Herrens Lov paa
Munden, uden Knurren deriblandt.
O hvormed har jeg fortjent dit Mirakel, store Gud? Skulde--o det var ej
meent! Ormen tør ej tale ud!-- Skulde, ja, om ej du Selv, Du, den
Helligste og Største, fjernere fra Engles Første, end fra højest Himmels

Hvælv dybeste af Havets Kilder ... skulde ikke Du, du Selv, Du, hvem
intet Navn afbilder, Du, hvem Verdner Blomster ere, Græs, som
Dybderne maae bære, men kun En af Engles Orden, en blandt
Aanderne Ophøjet, som har Vælde over Jorden, have, i din Naade stærk,
gjort det store Underværk, for at see en Orm fornøjet, for sin Herre Gud
at ligne, naar han, efter Seklers Rækker, slukte Stjerner gjenopvækker i
de Rum, der døde ud, --o! da beder jeg, o Gud, at Du Englen vil
velsigne, der har været god som Du, mægtig med barmhjertig Hu,
mægtig i hvad der er herligst, mægtig til sin Gud at ligne, kjærlig--o
som du er kjærligst! Da jeg beder--Tys!....»
En høj, statelig Mand, med en Guldkjæde med Oraniens Portræt paa
den prægtige sorte Fløjelsvams, med en Diamantagraffe paa Baretten,
en Børs hvorigjennem Guldet blinkede og Daggert ved Siden, fulgt af
en Dreng med en
Vase fuld af Blomster, triner over Gruushobene igjennem
Hyldebuskene, der omgav gamle Adrians Plet. Han slaaer dem tilside.--

IV
Jan van Huysum, Blomstermaleren
»Vær forsigtig, Navnløs,» siger den Fremmede, »disse Ruinernes
Blomster ere prægtigere end Haugernes. De have suget sine Farver af
Blod og kalkede Been, og Luerne have tilberedet Jorden.»
Den Gamle forskrækkes. Dog rejser han sig ikke fra Margarethas
Græsbænk. Ellers plejede kun Storkene, der vare vendte tilbage, fra en
af de igjenstaaende Muurtinder, eller Hovedet af en nysgjerrig uskyldig
Øgle imellem Stenene, Hyrdedrengen fra den nærmeste Landsby, en
Zigeuner eller en ligesaa ilsom Vandringsmand at see ind til ham.
»Ha!» raaber den Fremmede. »Hellige Himmel! Naar saae mit Øje
saadanne Blomster? Disse har du ladet spire for mig, for mig alene.
Bort med disse elendige Vandskud, Dreng, som du gjemmer paa! Disse
skulle blive mit Underværk, som de ved Himlens Velsignelse ere

blevne Jordens.»
Adrian: »Du har Ret, Fremmede. De ere det ved Himlens Velsignelse.»
Og han mumlede atter:
»Ve det Vanvid, ve mig Stakkel, ve mig meer end Øjeblinde, tvivlte jeg
om Guds Mirakel!»
Den Fremmede: »Du maa overlade mig dem, Gamle.»
»Nej, nej, nej!»
»Du maa. Jeg vil betale dem.»
»Du kan ikke. Tro mig, du kan ikke.» »Troer du?» Og han kaster sin
Guldbørs til Adrian.
»Ikke med dine Øjne, ikke med dit Hjerteblod.»
Den Fremmedes