Jan van Huysums Blomsterstykke | Page 7

har eders Sjeles Blod gydt i disse Planters Rod,
saa jeg hvert Lineament seer i Blomsten velbekjendt, hører elskte
Hjerters Banken, føler Pulsen, læser Tanken, seer bekjendte Øjnes
Straaler i de fine Blomsterskaaler klart som nogensinde før. Ja, hvad
Under Gud dog gjør! Tidens sønderbrudte Krands har han atter
sammenbunden: smigrende som Ammemunden hvisker til min vakte
Sands gamle Dage ved mit Øre. O hvad Toner faaer jeg høre!
Margarethas Stemme leer blidt som forhen under Grenen, den som
rasler paa Syrenen; Blomstens fine Violet, Blaat og Rødt i Hvidhed
badet, endnu dæmpet meer bag Bladet, er--o tør jeg løfte det? tør et
Underværk jeg granske?-- jo grangiveligt og ganske hendes Sløjfes
egen Let, som hun sad der dagligdags, med det fromme Hoved bøjet,
over Søm og Strikketøjet, syslende med Alleslags.
Jeg var meer end blind, om ei jeg min Annalidens Øje flux gjenkjendte
grant og nøje her i denne Glemmigej. Ak, jo meer jeg seer paa den,
kjender jeg mit Barn igjen, skilner jeg grangivelig min fra andre
Glemmigejer. Gud, mit Barn, velsigne dig, Du har slynget, som du
plejer, Armen om din Tvillingbroer: Rosenknoppen der, som groer
Glemmigejen min ved Siden: Benjamin og Annaliden.
Over Begge med den rene, fulde, sølvertunge Draabe, har et Fløjelsblad
sig lagt. Det er gamle Magdalene med sin Graad og med sin Kaabe, paa
sin ømme Ammevagt.
Og mit Syn er ej saa blindt, at det kjender ej min egen Elsklingsdreng,
min Hyacinth, frem i Hyacinthen stegen. Hvor var slig en Dreng blandt
Drenge, slank og sværmerisk og from? Hvor er slig Vidunderblom i alt

Hollands Blomstersenge? O jeg seer i denne fine amethystne Kalk den
ømme sværmeriske Josefsmine, hvormed han fortalte Drømme. Og
naar Drømmen saa var ude, Hovedet Fantasten bøjed, blegnede og
nedslog Øjet, som de fuldtudsprungne af Hyacinthens Blomstre lude,
naar de første Duft udgav.
Favreste Konvolvel, fiin som en Serafs Aandedræt, fanget af en
Cherubin I et Blomsters Maskenet, i en død Blaaklokkes Liin, du er
min Elisabeth, Hyacinths Tilhørerinde, som ham kunde bedst forstaae,
med de store Øjne blaae af sin Tro aldeles blinde.
Kjendte jeg mit Barn, mit bedste, havde jeg en Faders Hjerte, om jeg ej
Narcissas Smerte her i Pintseliljen læste? om jeg ikke meer forstod
hvorfor hun er uden Blod, paa hiint skarpe Purpurskjær, paa hiint
sikkre Flammebilled, af den Fæstensring, som brødes kun af Døden,
som den Dødes, som paa hendes Kinder spilled, paa den hede Draabe
nær, som jeg angest saae paa Kinden I Fremtindren og Forsvinden? Ve,
sin Stribe af Karmin, Arret efter Smertens Bid, Dødens Judaskys
indsvi'd, Stjernen er ej hvid som denne, bærer endnu hendes Kind! syge
Perle ei saa bleg (Liljen, som af Mulden steg, er jo vistnok ogsaa
Hende), Dybets Glød, Korallens Brand, solskinmættede Rubin tindrer
ej saa hedt som hiin.
Ve, om efter disse Mærker, som hvert Øjekast forstærker, om jeg da
med grum Forstand, med en Ravnefaders Vilje, med et indbildt Blik,
som al Glæde fra sig selv bestjal, kunde skilne mellem disse, mellem
denne Pintselilje og min døende Narcisse!
O hvad Jubelfryd opdager jeg til denne Time spart! Søde Øjeblik, der
bruge Tiden kun af Pilens Fart, af et Glimt fra Solens Øje, for den hele
Gift at suge, for det Bittre at fordøje af saamange Dages Klager, af
saamange smertebulne, jammerfulde, taaresvullne Nattetimers vaagne
Vee! Lever jeg? Er bristefærdigt Oldingøje bleven værdigt, til sin
Salighed at see saa fuldstændigt aabenbaret, før velsignet Død har
klaret med sit Pust hans Øjesteen? Se der mangler ikke Een! Der i
Rosen ved sin Rose, se, der er jo Brudeparret Katharina og Johan!
Kjærligheds Apotheose, Katharina og Johan! Begge i hinanden tabte, i
hinandens Billed skabte, vexle deres Hjerter Slag under Taarers

Sammenblanden, i et evigt Favnetag, vexle deres Øjne Lys, tænde
Straaler i hinanden, vexler Læben Saligheder, høje, endskjøndt tause,
Eeder i de endeløse Kys.
Salig er jo Bryllupsstunden, slugt af Flammen, gjenoprunden?
Himmelnaadens milde Graad gjorde Asken frugtbarvaad, mine egne
Taarers Kræfter dugged tæt og lunkent efter, hede Stønnen af min
Vaande, mine Bønners varme Aande lokked da fra Buskens Skud
begge mine Roser ud: Katharina og Johan, begge disse sammenbøjde, i
hinanden saa fornøjde, morgenrøde, morgenfriske Roser, som isammen
hviske-- Katharina og Johan.
Mig imøde, som fra Bunden af to gyldne Trylleskaaler, fra de dybe
Roser straaler deres fagre ungdomshulde Aasyns Træk saa frydefulde.
Thi for dem er Bryllupsstunden, den som Flammerne fortærte, atter
salig gjenoprunden, Hjerte knyttende til Hjerte, Katharina til Johan.
Thi ved Himlens Under kan nu i Fred jeg gamle Hyrde deres Vielse
fuldbyrde, afbrudt paa hiin Rædselsdag, ende saa i Ro og Mag
Brudetalen, som de vilde rædsomme Walloners Magt havde Hjerte til
at spilde før Velsignelsen blev sagt.
Nu jeg frit, med Haand paalagt, Guds Velsignelse nedbeder, Himlens
Væld af Saligheder, Brud og Brudgom, over Eder: Herre, sign du og
bevar