Jan van Huysums Blomsterstykke | Page 6

under Horizonten som Skyggen af en
Sky.
Ha, der opdage de ham. Eskadronen spreder sig. Jagten begynder efter
en Efternøler og Desertør. Men den trofaste kloge Hest, som søgte og
fandt sin Herre, tåger Tøjlerne til sig for ogsaa at frelse ham; og
saaledes undviger Alonzo Michael Tobar, han, der blev den store

Bartolomeo Esteban Murillos' heldigste Efterligner. Men det Værk,
som giver ham en Plads imellem Spaniens Malere er en »Santa
Katharinas Trolovelse», hvori han er original, og som tvister med
Murillos' verdensberømte om Palmen, samt en »Familie», der ikke
giver Velasquez'es meget efter. Idetmindste har den alle de søde
Ansigter i Adrians Familie. Men hvem kjender Alonzo de Tobar?
Hvem kjender engang Spaniens Storhed, Spaniens geniale Storhed,
som det besidder fordi det har vidst at bevare sin nationale
Individualitet? Verden kjender kun Storheden af dets Ulykker.

III
Gamle Adrians Blomsterbed
Aar ere rundne. Der staaer en Hytte, hvor Præsteboligen stod. Eensom
staaer den der uden Naboer. Omstreifende Medlemmer af de Faa af
Menigheden, som fik flygte, have bygget den for sin gamle Præst, som
de fandt imellem Ruinerne.
Det er en smuk Foraarsdag. Solen skinnede ogsaa hjerteligt og fromt
hiin Dag da Wallonerne ødelagde Landsbyen. Gamle Adrian sysler
udenfor Hytten, saaende og plantende i den askeblandede Jord. Han
veed, det er Pletten, thi han har fundet sin Margarethas Fæstensring der
og et Skud af hendes Syringe udenfor Vinduet, hvorunder hun pleiede
at sidde med sine Børn. Han har alt faaet Liv i det; og nu saaer og
planter han rundtomkring det, mumlende: »Gud vil give sin Velsignelse,
Gud vil give sin Velsignelse.» Fremmede gik mange Gange forbi og
loe og sagde: »hvormange har det ikke brændt for uden at de ere blevne
gale?»
Men hvem skulde troe, at den gamle Gartner, som graver saa ivrigt og
dog afmaalt, som passer saa nøje at vande og bedække sine Planter,
som sysler saa vever i sit Bed, skulde være afsindig?--Hans Haar var
vel hvidere, men glat og skinnende som før, hans Kinder rødere, hans
Øjne klarere og ildigere. Og han kunde lee for sig selv, gnidende
Hænderne af inderlig Fornøjelse, naar han opdagede et Skud, et Blad

mere paa sine kjære Planter. Da mumlede han: »Gud vil give sin
Velsignelse!» og han bøjede sig, korsede, og hviskede den hellige
Velsignelse over dem.
Det leed om lidt. Syringen skjød. Alting blomstrede omkring den.
Holland, Floras Yndlingsbund, havde aldrig baaret saadanne Vidundere
af Fuldkommenhed og Skjønhed. Det var en Sommeraften efter en mild
Regn. Enkelte Draaber laae tunge og fulde igjen paa Bladene. Med
sittrende Læber sad den Gamle over sin blomstrende Skat.
»O min Sjel, o vær nu stærk! Bær Vorherres Underværk! Dø ej, Hjerte,
som maa standse, at min Aand kan bedre sandse, at, i Lytten til dets
Banken, ikke den forvilder Tanken! Døv mig ikke, om du daarer, om
du tryller og beruser, du Henrykkelsens Musik, som i mine Øren suser!
Søde Graad, ei blind mit Blik! Lad mig see med disse Taarer, som med
tusind Øjne klart, som med alle Stjerners Fakler, det Mirakel af
Mirakler, som er bleven aabenbart!
Ve det Vanvid, ve mig Stakkel, ve mig meer end Øjeblinde, tvivlte jeg
om Guds Mirakel! Slaaer vel Solen i sin Glands, højest paa sin
Middagstinde, klart som Dette Syn og Sands? Maa mod Klippen knuste
Pande saa dens haarde Tilvær sande? Føler Moderen saa sandt af sin
vellystfulde Smerte Livet af sit Elskovspant? Elskeren, at det er Hende,
Hende kun, den Sukbegjerte, paa hvis Mund hans Læber brænde?
Naaden, dette milde Hjerte i trefoldig Guddoms Aand, større Under
gjør paa Under med hans Almagts venstre Haand, end i Drøm selv
Englen blunder, mens hans Viisdom, forat maale Dybets Dyb og
Fjernets Fjerne, forat styre vilden Stjerne strengt og stramt med Solens
Straale, for Kometerne at tøjre, lede Alt saa regelret, at selv Ormen
fatter det, kun har Brugen af den Højre.
O hvo prøvte Almagts Styrke? Og hvo saae til Viisdoms Tinde, til det
Lys, af Soles Mørke og af Stjerners Mulm ernært, hvori Englene er'
blinde, hvori Tanken blier fortært?
Mennesket i Brystets Hule kan sit eget Hjerte skjule,-- Hvo har i
Algodheds seet? Hvo Barmhjertighedens Skjød, hvor Undfangelsen er

skeet til det Under, som er fød? Fødes ei i helligt Løn Støvets Barn og
Syndens Søn? O hvo turde da vel see Naaden i dens Fødselsvee, I den
Stund, af Almagt svanger, da Guds Kjærlighed undfanger Underet, den
lader skee?
Jeg har seet det! O Margrethe, hvilke Undre ere skete! Gud ske Lov for
Sands og Sind! Gud ske Lov jeg er ei blind, som min gudsforgangne
Klage, der var blindere end Steen, djærvere end Hjobs i Støvet. Alt er
kommet jo tilbage, Alting som i gamle Dage, Alt igjen som
Foraarsløvet; Ingen fattes; ikke Een. Gud i disse Blomstre givet atter
har jer Alle Livet. Gud