Jan van Huysums Blomsterstykke | Page 5

Flammerne drive
Wallonerne foran sig ud af Kirken og hid, hid! De ere frygteligere end
Flammerne.»
Derindenfor knælede Præsten, den ærværdige Adrian, med Bibelen
opstrakt i de zittrende Hænder; ved hans Side hans trofaste Margaretha
og omkring dem først Familiens Stolthed Bruden Katharina, der ilsomt
havde fundet sin Plads: med den ene Arm om Moderens Hals, med den
anden om sin Brudgoms, Johans, den blomstrende Yngling; saa den
fromme, nonneagtige Narcissa, med den fine Stribe af Rødt paa de
dødblege Kinder, Hun, hvis Elsker var falden i Leydenernes
heltemodige Udfald; saa Hyacinth, den smukke, blaaøjede Dreng, og
Søsteren, den slanke, fine Elisabeth; den lille Benjamin og
Tvillingsøsteren Anna, »Anna liden», med Hovederne i Moderens
Skjød og bedækkede af Barnepigen, den gamle trofaste Magdalena; og
saa længst borte, næsten udenfor Kredsen, den ældste Datter Klara,
hvis sørgelige Lidenskab for en fiendtlig Kriger--maaskee Narcissas
Trolovedes Banemand--havde overgydt hendes Ansigt med en Bleghed,
som dog vakte mindre Familiens Medlidenhed, end man skulde troet
hos disse saa milde og gode Mennesker.
»Ayuden los santos! De komme!» larmer Alonzo udenfor. »Afvejen!
Huset tilhører mig.» En enkelt Pallask høres imod mange. »De
komme!» raaber Johan, ilende mod Døren. »Paa Knæ!» befaler den
Gamle. »Gud alene kan redde.» Og Kredsen slutter sig nærmere
sammen. »Frels os! Wallonerne...» hviner Narcissa med Hænderne for
Øjnene. »Vi ville blive frelste!» raaber Klara med et Skjær af Rødme
paa Kinderne; thi hun syntes at have hørt sin Spaniers Slemme. »Ja, vi
ville blive frelste»--jamrer Faderen hændervridende--»Gud være os
naadig! Kom, Klara, mit Barn! Alt er tilgivet. Gud være lovet! Vi ville
blive frelste. Thi Flammerne naae os før de Rædsomme--»
Luerne rulle ovenover i store Bølger, Bjelker fra den brændende Kirke
falde over Huset, ryste det i dets Grundvold, og støde Ilden Aabninger,
hvor de kunne gribe ind.
»Herind! Herind, Kamerader! La Doncella aqui!» Alonzos Landsmand,

som jublede om Helvedes Paradiis, da han saae ned i den qvindefyldte
Kirke, har sprængt Døren. »Abajo los hereticos!» Wallonerne styrte ind;
Flammerne fra den anden Side. Alonzo har ikke kunnet standse dem.
»Det er ham!» skriger Klara, omfavnende hans Been. Han støder hende
væk grusomt som han engang gjorde, og griber, kjæmpende med sin
vilde Landsmand, efter Katharina, der trækkes af sin Fader og sin
Brudgom mod den anden Side, mod Flammerne. I samme Sekund--
--I samme Sekund...
Gud! Himmel! hvad er skeet?
Kirkens Taarn er styrtet over Huset, gjennem dets næsten
gjennembrændte Tag. Alt er begravet: Alonzos Landsmand, der i
rasende Begjær var sprungen midt ind i Kredsen af de Knælende,
Katharina og hendes Brudgom, Moderen, Klara og de øvrige Børn og
Tyendet, Alle undtagen Faderen og Alonzo, der hver paa sin Side
befandt sig længst udenfor det Sted, hvor Indstyrtningen skede. Men
Katharina var ikke længer imellem dem. Ve, Ingen af dem har
Katharina!
Det var en skrækkelig Sekund, og dog var den foregaaende, da de vilde
Krigere viste sig i Døren rædsommere.
Langt bort vare de to Reddede slyngede. Lykken er Ulykkens Luner.
Adrian vaagner. Det var Nat. Wallonernes Værk var fuldendt: Intet
tilbage af Byen. Kun den af Nattekulden nedslaaede Røg laae som en
blaahvid Sjø over Tomterne. En mørk Skikkelse bøjer sig over den
Gamle. Han kjender Spanieren paa Hjelmfjederen, og trækker gysende
Vaabenkappen, som Denne af Medlidenhed har bredt over ham, over
Hovedet. Stjernerne blikkede roligen ned, somom Intet var passeret, og
Frøerne sang i Kanalen, der sneg sig langsomt hen gjennem Sletten.
Kun Storkene syntes at sørge; thi de stode sammenflokkede ved
Bredden med Hovederne under Vingerne. Ogsaa deres Reder vare
Brændte.
Om en Time dagede det alt. Storkene ere alt fløjne, da Spanieren ryster
Adrian vaagen af en Søvn, der lignede Døden saameget, at den ikke

engang aandede. »Var Hun din Datter, Gamle?» spørger Alonzo med
huul Stemme.
»Hvem?»
»Hun, Gamle! la querida del cielo! Du saae det, og maa forstaae mig.»
»Jeg havde fem: Klara og Katharina og...»
»Katharina; ingen Anden mener jeg. O mea caritta!»
Den gamle leer ham op i Øjnene.
»Madonna! Han er vanvittig. Gamle, Gamle, saa saml dog din Tanker.»
Adrian leer endnu voldsommere. Krigeren gyser.
»Var hun det ikke, var du ikke hendes Fader, men kun den kjetterske
Præst, som skulde vanhelliget hendes Hoved med din Velsignelse, jeg
kunde slænge dig ind i den glødende Aske; og det vilde være en
Barmhjertighed.»
Den Vanvittige stirrer paa ham, og kryber sammen.
»Ve mig!» mumler Alonzo. »Jeg har mistet mit Ideal, som skulde have
ladet Alonzo de Tobar overgaae Esteban Murillos. Men varer en
guddommelig Aabenbarelse længer? Jeg vil ile tilbage til Spanien, og i
et Kloster bede Himlen at gjengive mig hendes Billede i Erindringen.»
Den Gamle stirrer endnu, efterat Krigeren forlængst er borte--Han, der
iler som rasende over Sletten, og som vilde blive hængt med alle sine
ærgjerrige Malerplaner, om han stødte paa Eskadronen, hiin mørke
Linje, der bevæger sig hist henne