Jan van Huysums Blomsterstykke | Page 4

Landsbyer end Alba og Luxembourg, Djævelens Ven.»
Alonzo de Tobar er bleven tilbage. Han, som de vilde Staldbrødre
kaldte Sierras Ulv, og som aldrig blev tilbage under en Ødelæggelse af
en kjettersk By, har vendt sin Hest, og bøier sig grædende over
Manken.
Fortvivler han endnu over den store Murillos's »Santa Katharinas
Trolovelse» eller over Velasquez's »Familie». Ha, der jage de sidste
Kyradserer forbi og raabe: »Store Alonzo de Tobar! Lille Murillos!
Tappre Kastilianer! følger du ikke Obersten? Adelante, Caballero!
adelante!»
Har han hørt sin Moder jamre under Hovslagene, eller seet Madonna i
Røgskyen, som alt vælter sig gnistrende, snart sort som Natten, snart
hvid som en Sky, uhyre som et Bjerg, frem over Kirken. Madonna
begeistrede ham ellers til Ødelæggelse over Kjætterne, og den fanatiske
Spanier ødelagde forat begeistres til at blive en Murillos og at kunne
male en »S.ta Katharinas Trolovelse».
Thi da han stod foran denne i Domkirken i Sevilla, Murillos' Fødeby,

da styrtede han til Jorden under Erkjendelsen af at han ikke var nogen
Murillos. Og saa søgte han den franske Fahne under de vildeste af dens
Krigere, under Wallonerne. Han troede at opflamme Kunstnerens
Begeistring og Kræfter ved at nære Fanatismens Glød i en rædselfuld
Krig mod Kjættere. Dem bekrigede han, mens han var hvervet til at
bekrige det politiske Folk, hans Herres Fiender.
Ha, hvor seer Kirkens Blyspiir liigblegt ud imod Røgen, der kneiser
bag det, mørk, tæt, ubevægelig som et Bjerg, eller imod Luespiret, der
skyder sig op af Ghoret stedse højere, prægtigere og dristigere? Ve! det
skriger derinde, Kirken maa være fuld af Qvinder og Børn.
Wallonerne kjæmpe med hverandre i Døren om Byttet indenfor.
Præstens Datter Katharina stod just Brud, da de brød ind i Landsbyen;
og hun er i Forvirringen bleven tilbage, hun og hendes Brudejomfruer.
»Alonzo de Tobar, vil du ikke være med?» raaber en Landsmand, idet
han paa de Andres Skuldre svinger sig op i Ghorvinduet, og seer ned i
den flammende, qvindefyldte Kirke. »Ah, Paraiso de Demonio! Ah, le
paradis de l'enfer! O Helvedes Paradiis! Og Alonzo, du holder dig
tilbage?»
Alonzo holder sig tilbage, bøjet over sin Ganger. Han bliver udstødt af
de luxembourgske fils perdus, han mister sit Ulvenavn, han bliver
hængt for sin Blødhed. Men den fanatiske Kastilianer med det hede
Blod vil heller døe med Vanære, end lægge Haanden til denne
Landsbyes Ødelæggelse.
Ve hans fortærte Sjel! Saamange nederlandske Landsbyer stak han
Faklen til, jublende mellem sine Kamerader »en la honra de nuestra
Sennora!» men denne Landsby, denne var for yndig, Hytterne for nette,
Kirken for ærværdig som en Præst imellem dem, Blomsterhaverne
foran dem for nydelige. Vedbende og klattrende Roser havde flettet
Gavlene sammen; Stokroser stode paa Vagt udenfor Dørene.
Et rædsomt Skrig fortæller, at Kirken tilhører Wallonerne og
Flammerne. Det trænger forstærket ud igjennem den opbrudte Dør og
igjennem det udstødte Chorvindue, hvorfra Katharinas Brudgom, med
sin Brud i den ene Arm, har nedstyrtet Alonzos Landsmand. Han viser

sig der i samme Øjeblik som Wallonerne mylre indigjennem Døren.
Takket være Fortvivlelsens Kræfter og sikkre Trin! takket den gamle
Vedbendes Arm! Den bar Bruden ned ved hendes Elskers Bryst.
Alonzo har seet hende i Vinduet og da hun fra Rædselsstedet ilede ind i
sin Faders, Præstens, Huus, dette der ved siden af Kirken, det
ærværdigste af dem alle, med de lyseste venligste Vindver, med den
yndigste Blomsterhave udenfor, med den tætteste Efev over Taget,
hvorfra allerede Flammerne slaae ud.
Alonzo de Tobar, Maleren, har seet Landsbyens, Provindsens,
Nederlandenes Vidunder. »Katharina,» mumler han--og der kommer
Liv i Rytterens nedbøjede Skikkelse--»jeg har seet Katharina, min
Katharina, ikke Murillos', og dog skjøn som hans. Ha, det var Murillos'
Katharina forklaret! Hendes mørke Øjne ere blevne serafiske blaae,
hendes Skabning meer gjennemsigtig, hendes Farve af en meer
stjerneagtig Hvidhed; Aasyn, Udtryk endnu meer aandiggjort. Ha,
Alonzo de Tobars 'Katharina' skal overgaae Murillos' som en Engel
overgaaer det herligste Menneske!»
Alonzo er sprungen af Hesten. Han følger Jomfruen, der, med udstrakte
Arme, som korsfestet, stormer imod sin Faders Dør. »O milagro de
Dios!» En graahaaret Mand, som, med Jubel i Øjet, medens Ansigtets
Træk ikke saa hurtigt kunde give Slip paa sin Forferdelse, aabnede
Døren for de Flygtende, og modtog Pigen i sine Arme, raabte jo:
»Katharina! O Gud være lovet!»
»Hun er en Katharina, og en Brud. Brudekrandsen flagrede fra hendes
Lokker. O milagro de Dios! Det er et Vink fra Himlen.»
Spaniolen er standset ved Døren. Han hører Psalmesang indenfore, og
en Stemme derimellem som en himmelsk Harpes. »Himlen er
barmhjertig; Alonzo de Tobar skal ogsaa blive Spaniens Stolthed,
Kastiliens Malerfyrste, som den store Murillos er Andalusiens og
Sevillas. Jeg har seet Murillos' Katharinas Søstersjel. Gud har seet
Murillos' Katharina og skabt i hendes Billede en anden for Alonzo de
Tobar.»

Alonzo stormer rasende, mod Døren. »Ayuden los angelos! Vanvittige,
ville I ikke frelses? Taget brænder, Taarnet raver,