Jan van Huysums Blomsterstykke | Page 3

bævende af
Øjenhaaret, yderst i dit Diadem, yndige og blide Smerte, som din Byrde
triller frem; skjøn som Perlen, der var værdig til at være Stjernes Hjerte;
fuld som Magdalenens Graad, fuld og tung og bristefærdig; bristende,
skjøndt endnu heel, som beslutningsmodent Raad i tungsindig Engels
Sjel.
O! saa herligt er det Mindste: Draaben, der paa Bladet glindste.
Glindste? Ja er den ei svunden, som et fuldfødt Ord fra Munden, man ei
kan tilbagekalde i sit Hjertes tause Grund? Thi den syntes jo at falde af
sin Vægt i hver Sekund.
Dette, at den evigt spiller, evigt mæt af Glands sig runder, evigt fylder
sig og triller, --det er Under over Under, hvorpaa jeg forbauset grander,
Kunstens Dyd, Naturens Feil, som at fængsle Lyden fast. Luftens Svale
i sin Hast, Billedet i Kildens Speil.
O, hvad sød vellystig Skræk! Angst for Vind og Solens Straale!
Draaben, som ei meer kan taale! Fluen, som vil flyve væk! Sneglen der,
som nu vil flytte hen paa næste Blad sin Hytte! Malte Blad, som vil sig
hæve! Fagre Blomsterliig, som leve! O, hvad sød vellystig Skræk!
Mens jeg stirrer paa dem møde mig forvirret længst hendøde
Elskerinders Ansigtstræk.
Og, endskjøndt I er' saa sande, maa jeg troe, I aldrig gro'de blandt de
andre paa vor Klode, men engang i Edens Lande: Blomstre! at I derfor
ere Blomstre vel, men endnu mere: Blomsterblomstre, disse liig, som
fortrylle os i Haven, som en Aand i Himmerig ligner Liget under
Graven.
Ak, som denne Blomstbuket maatte Kjærlighed see ud med sin Sværm
af Lidenskaber, hvis en Elsker, mens han taber sig i Favntag hos sin
Brud, fik sit Hjerte kløvt medeet, saa man med et Aandeblik, (hurtigt
som man skimter Fligen af Gespenst, der flygter just) Øje paa dets
Drømme fik, paa dets uudtalte Higen, paa dets Tankers Embryoner, paa
dets Eed, før den udtoner i et troløst Aandepust, mens den endnu ligger
der som en Nyfødt reen og skjær, der engang skal bli'e Forbryder, paa

dets Haab, før Vingen skyder spæd som Blomstens Hjerteblad, paa dets
Tale før den lyder, paa dets Fryd, før den bli'er glad, og i Smiil om
Læben flyder.
Hvor er slig en Lidenskab, slig en Vellyst, qvalt af Smerte, sligt et
dæmpet Hjerteslag, slig en Glød paa Elskovsmunde, slig en blodig
Hjertevunde, som i Pragttulipens Gab, denne mørke, selvfortærte,
krampestærke, syge Rødmes natteagtige Skarlag!
Hvor er Kjærlighedens Sødmes Frydberusningsøjeblik, da Du Ja af
Hende fik, yndigt i de tvende røde Roser, som hinanden møde! Efter
Kys en Tørst saa heed, som de Begge brænde med? Hvor maa Elskovs
Anger lide, Rødmes Blus med Bleghed stride her i denne fulde hvide?
Hvor er fyrigt Frydbegjær som i denne Nelliks Skjær? Hvor et Blod,
der saa kan gløde, som dens fine, purpurrøde Dugregn af Granater, ud
sprængt paa Perlens skjære Hud? Andagt, naar den syner bedst, seer
paa fjerne Himles Fest for det frelste Zions Helte ei saa fagre fine Telte,
som Konvolvlerne udbrede, blaaere end Himlens Bund, finere end
Blusels Klæde foran Brudens Ønskes Mund. Uskyld har saa fiint et
Blaat, en saa skjær en Blegnens Kulde, ei som Hyacinthen faae't;
Ømhed ei saa rig en Yden, som Syringen der, den fulde: hver en
Smaablomst i dens Klase er en liden egen Vase af et halvklart Porcellin,
fuld af Honnings søde Nyden, fuld af Sommerfugles Viin. Er saa reen
en Engels Hjerne, Jomfrues Tanke, Nyfødts Drøm og Martyrens
Taarestrøm som Narcissens blege Stjerne! O, i den kan Helg'nen gjerne
al sin Tempelandagt speile; thi, saa rank den skjød, den har sænket dog
det fromme Hoved, som om Gud i Bøn den loved, som om Uskyld
kunde feile, somom det en Syndskyld bar. Og hvor malte sig en Tanke i
genifuld Ynglings Sind ildig som paa denne ranke Blodvalmues
Luekind? Og hvor mon saa fyrig Plan i et Manddomshjerte tændes som
det Flammehvælv, der spændes ud i denne Tulipan? Og hvor sukkede
en Bøn, saa uskyldig og saa skjøn som Kjærminden der, den slanke, der
saa ydmyg, bly sig klynger --bly som tause Taares Tanke-- til en
Moserosenknop? Og hvor er den Skjald, der synger godt som denne
tause Lille Blomstmystererne, de stille, blot den engang, engang vilde
Rosenlæben lukke op?

O, hvis Knoppen vilde mæle, hvis en Aand den vil besjele, o hvor jeg
den bede vil (og med Ild maae Skjønne bedes) at fortælle mig
hvorledes slige Blomster bleve til!

II
Den hollandske Familie
»Alonzo de Tobar! Hvor er du, Alonzo? Alonzo! Tappre Kastilianer!
følger du ikke Obersten? Adelante, Caballero! adelante!»
Alonzo de Tobar, den ulykkelige Maler, som var bleven sit Fædrelands
Erobrers, Ludvig XIV.s, hvervede Soldat, fordi han ikke kunde blive
Velasquez eller Spaniens Stolthed, Bartolomeo Esteban Murillos, er
bleven tilbage. »Fremad Walloner! Fremad! Obersten har givet
Landsbyen til Priis. Viva el coronel! Han bryder sig ikke meer om
nederlandske