Haabløse Slægter | Page 5

Aandedragene tungere, tungere. De var til Mode, som skulde
Tavsheden kvæle dem.
Excellencen rørte sig i Sengen.
"Rejs mig op," sagde han meget højt. Det lad næsten som et Raab.
De løb alle ind. Stella og Vaagekonen stablede Puder op bag den
døendes Ryg. Ludvig og Broderen stod ved Fodenden. Det var, som de
mærkede Døden gaa forbi sig.
Den døende rejste sig helt op i Sengen, stemmede Fødderne mod
Fodenden, saa stift frem med de brustne Øjne.
"Nu kommer det," sagde han. Det hvide Hoved sank tungt ned paa hans
Bryst--de fo'r alle sammen og gik et Skridt frem.
Saa afbrødes Stilheden af en pludselig fremvældende Hulken.
Excellencen var død.--
Man havde aldrig set et saadant Følge i Stiftsbyen. Man var strømmet
sammen for at følge fra hele Stiftet. Kongen lod sig repræsentere ved
sin første Adjutant.
I sin lange Tale ytrede Biskoppen, at man med denne Mand begravede
en svunden Tid, og at det var smukt at se saa mange vise Respekt for
det, hvis Tid var omme, men som man dog burde hædre, fordi det var
Fædrenes Gerning. Den nye Tid havde større Krav og haabede at bære i
sit Skød en større og rigere Lykke. Men man burde sænke sine Faner
for hver den, der, som denne Mand, indenfor sit Syn--var det end
snævert--havde gjort sin Pligt og ydet sit bedste.
Hans Højærværdighed var national-liberal ...

Saaledes blev Excellencen Høg begravet.--
Nogle Maaneder efter blev Ludvig Høg forflyttet, han skulde være
Byfoged i Randers.
Stella var fortvivlet derover. Den sidste Aften, før de skulde rejse, gik
hun med Nina og William op paa en Bakke ved Byen. Det var i Maj;
hele Egnen laa, smilende i Foraarets første Friskhed, udstrakt for deres
Blik. Helt ude blinkede Havet. Stella viste en sidste Gang Børnene alt,
pegede paa hvert Kirketaarn, paa hver Mølle, paa hver Sti. Nina græd,
William stod med Fingrene i Munden og saá op paa Moderen med store
forbavsede Øjne. Hun blev ved at pege--hun viste dem hver Plet; det
var som læste hun i en kær Bog, mens hun stod her for sidste Gang og
saá ud over den kendte Egn fra denne skraanende Bakke.
Saa kastede hun sig ned paa Græsset og græd. William saá forundret
paa Moderen, derpaa gik han hen og tog Hænderne bort fra hendes
Ansigt:
"Kys Willy," sagde han.
Stella tog Drengen i sine Arme og gik med Nina ved Haanden ilsomt
ned ad Højen.
* * * * *

I
Næste Aar blev Stella Fjerde Gang frugtsommelig og fødte en Søn. De
kaldte ham i Daaben Aage. Høgs havde levet meget stille i Randers.
Det tog Tid, inden man kom i Orden; Nina fik Mæslinger, og saa kom
Stellas Svangerskab. Saaledes blev det Efteraaret 63.
Det var første Gang, de saá nogen hos sig: Sognepræsten, Rektor ved
Skolen og Stiftsfysikus Berg. Herrerne skulde egentlig have spillet Kort
i Høgs Værelse, men de var blevne i Dagligstuen hos Damerne. Man
drøftede Kongens Sygdom. Høg havde i Aften faaet Meddelelsen fra

København, hvori Brevskriveren frygtede det værste.
Det var under Følelsen af dette truende, man var blevet sammen i
Dagligstuen, ligesom naar man under et Uvejr alle klumper sig sammen
i det samme Værelse.
Man talte ogsaa om Grevinden. Høg blev heftig og sagde, man burde
søge at glemme hende nu, Rektor kaldte hende med et Udtryk fra en
Festtale i Klubben for Danmarks ophøjede Aspasia. Fysikos lo og
spurgte, hvem der da var Perikles.
Sognepræsten, en mager Mand af et elegant Ydre, drejede behændigt
Samtalen bort fra Grevinden og berørte atter Spørgsmaalet om
Hertugdømmerne.
Man talte i Munden paa hinanden. De mente alle, at skulde Kongen dø
nu, stod meget paa Spil.
"Gud forbyde det," sagde Præsten.
Stella havde ophørt at konversere Damerne, hun sad lænet frem paa
Stolen og lyttede ivrig.
"Maaske trænger vi til en Krig," sagde hun.
Lægen smilede. "Fruen gaar vel med i Ambulancen?"
Saa drøftede man Chancerne for en Krig, Rektor talte med Begejstring
om Aanden i otte og fyrre. Præsten mente, Tiderne havde forandret sig,
sligt gentog sig ikke, sagde han.
Efterhaanden fik Samtalen et mere almindelig politisk Præg. Rektor
paaregnede i Tilfælde, der kunde møde, sikkert Hjælp fra Frankrigs
mægtige Cæsar.
Damerne blandede sig i Konversationen, og den gik over til alle Emner,
Lægens Frue havde set Kejserinde Eugenie i Paris, hendes Krinoline
havde fyldt hele Vognen. Høg fortalte Hofhistorier fra Tuilerierne.

"Det er dog værre i Spanien," slap det ud af Lægens Frue.
Man lo og kom ind paa Fabler om Dronning Isabella: Rektorinden
mente, at Dronningen havde altfor mange Skriftefædre, og Lægen
sagde, at Skriftefædre--det vil naturligvis sige, dem med Cølibat--i det
Hele var en farlig Institution. Det var et Stikleri til den elegante Præst,
om hvem man paastod, at han overfor Menighedens Dameverden og
ikke mindst overfor Stella havde visse katolske