Haabløse Slægter | Page 6

Tendenser.
Pastoren smilede og gik ind paa Spøgen: Man kunde ikke forlange
formeget, vi var alle Mennesker ...
Under denne Stemning rejste man sig for at gaa til Bords. Nina og
William havde faaet Lov at være med.
Stella bad om Rektors Arm, Høg førte Rektorinden. Bordet var ødselt
dækket, Stella havde trods Aarstiden fyldt den store Opsats med stærkt
duftende Blomster. Der var en Overflod af slebne Glas og Karafler, af
Syltetøjsasietter og Dessert-Skaale ... Efter Excellencens Død havde
Ludvig faaet Størstedelen af Familiens Service, og Stella, der nok
ønskede at kokettere lidt med Husets prægtige Apparat, havde i Aften
benyttet saa meget deraf, som muligt var.
Buffet'en var opfyldt af Sølv og af store Planter, Palmer og Bregner, og
alle Lysene i Kronen var tændte.
Provinsdamerne var blændede, de sad og skottede hen til hinanden og
saá prøvende paa hvert Stykke paa Bordet, efter fem Minutters Forløb
havde Rektorinden vejet hver Ske og værdsat hvert Fad. Præstens Frue
blinkede misbilligende til sin Mand, men Pastoren, der elskede Luksus,
strakte sig velbehageligt paa Stolen og nød Retterne forud.
Han lagde Mærke til en Vase med et pragtfuldt Navnechiffer i Guld.
Om den var fra Sèvres?
"Excellencen havde modtaget den af Louis Philippe--han havde været i
Frankrig i en diplomatisk Mission--den var fra Sèvres" ...

Pastoren havde nok tænkt det. Han havde selv besøgt Fabrikkerne ved
Sèvres.
Rektorinden begyndte at trække sine Handsker af, men saá pludselig, at
Stella beholdt sine paa, blev rød i Hovedet og gav sig til at knappe dem
igen.
Tjeneren bød Fisken omkring. Han bar blaat Liberi med Sølv.
Det var meget vanskeligt at faa Fisk paa denne Aarstid--hvor Fru Berg
købte?--Fru Berg lo og erklærede, hun vidste det ikke, Pigen besørgede
det.--Fisk var meget dyr i en Husholdning, naar Manden ikke spiste
Plukfisk.--Og Rektor spiste det ikke? Aldrig.--Om Stella havde set
noget værre end "Dronning Marguerites Noveller"?--Nej aldrig. Berg
paastod, at François I spiste med Fingrene ... Dronningen havde i hvert
Fad spist Pandekage med Kniv.
"Den blaa" havde skænket Hochheimer i Glassene. William græd, fordi
han ikke havde faaet Snitter.
Rektorinden satte sin Pincenez paa Næsen. Hun havde aldrig set saa
mørkt et Barn. Et komplet Zigeunerbarn.
Fysikus drak privat med Pastoren.
Stella bøjede sig frem forbi Rektor og spurgte Pastorinden, om Børnene
stadig brugte Tran?--Fru Berg afskyede Børn, naar man havde seks--
Der blev et almindeligt Skrig. Rektor tog paa at docere, Præsten
demonstrerede ivrigt mod sin Dame og lagde i sin Iver Haanden paa
hendes Arm. Den unge Frue havde fyldige Arme og brugte Halværmer.
Berg talte om Malthus. Stella greb Navnet og spurgte ned over Bordet,
hvem Malthus var.
Det var en af Menneskehedens Velgørere, sagde Lægen. Hans Kone
skratlo.
Om Høg vidste, hvor stort Asyllegatet var. Præsten havde hørt 5000

Rigsdaler. Det var en stor Velgerning mod Byen.
Det var dumt at paastaa, at mørke Børn skulde være mere
lidenskabelige end blonde. Rektorinden havde set mange blonde Børn,
som var meget lidenskabelige ...
Nej, Høg vidste det ikke ...
De talte i Munden paa hverandre. "Den blaa" gik omkring og skænkede,
det var en gammel Rødvin fra Excellencens Tid. Pastoren erklærede
ikke længe at have smagt en saadan Vin ... Han sad og saá glad paa,
hvorledes den oliede paa Glasset.
Stemningen blev meget livlig. William kom hen paa Stellas Skød, Nina
sad hos Lægen.
Det var ingen Sag, naar man kunde faa saa kønne Børn, Fru Berg
erklærede sine Børn for ækle, Rektor troede, hun havde altfor megen
Selvkritik--den ældste var virkelig meget flink i Latin ...
Ja, i Latin ...
Høg drak i denne Sammenhæng et Glas for Damerne som Samfundets
Mødre. Stella tog sine Handsker af. Rektorinden Faldt i Forbavselse
over en Opsats ... Den var en Gave fra Kongen ... for Resten knyttede
der sig en pikant Historie til denne Opsats ...
Stella begyndte at fortælle. Høg afbrød hende og rettede ... Historien
var pikant. Man kom atter ind paa Historier om Grevinden. Kongen
havde foræret hende en Natstol fyldt med Appelsiner og hver Appelsin
indsvøbt i en Femdalerseddel ... Det var uhyre morsomt og jovialt af
Kongen. Lægen mente, at det havde den gamle Aspasia vel næppe faaet
af sin Perikles.
De lo voldsomt, selv Pastorinden blev reven med af Lystigheden. Fru
Berg brækkede Stoleryggen ved at kaste sig haardt tilbage, og Præsten
greb om hende.

"Den blaa" kom ind med en Bakke og gik hen til Høg. "Et Telegram."
"Et Telegram." Høg sprang op, greb Telegrammet. I samme Nu havde
alle set det, og der blev ganske stille. Stella satte William haardt ned
paa Gulvet.
Høg var meget bleg.
"Kongen er død," sagde han.
Stolene blev skubbet tilbage, alle stod op. Saa blev der atter ganske
stille. Man kunde have hørt en Knappenaal falde til Jorden i Stuen. De
saá alle ned for sig--Præsten havde foldet