Haabløse Slægter | Page 4

overraske ham, og
han maatte ikke gaa ind i Stuen, inden Stuepigen kaldte paa ham.
Da Ludvig kom ind i Stellas Kabinet, var der hængt Lagener paa alle
Væggene, og Stella laa hvid i Ansigtet midt paa Gulvet i en stor
Møbelkasse, som var behængt med sort Flor og dækket med Lagener.
Hun havde sin hvide Kjole paa og Myrthekrans over Sløret. Ludvig
blev uhyggelig til Mode, Sveden sprang frem paa hans Pande, og han
kom til at ryste stærkt. Saa tog han meget ublidt og heftigt og rev Stella
ud af Kassen. Men hun lo ellevildt og sagde, at hun var Julie i
Gravkammeret.
Helst vilde hun dog læse højt. Hun tiggede Ludvig om at læse med sig,
og naar han vilde, kunde de sidde til langt ud paa Natten og læse. Hun
havde en dejlig Stemme; undertiden kunde han blive helt bedaaret deraf
og fortabte sig i Lovtaler. Hun lo kun. "Ja," sagde hun, "jeg er ikke født
til at være Herredsfoged-kone!"
Saaledes levede de i Begyndelsen. Men efterhaanden som Stella blev
ældre, indsaa hun, langsomt, men sikkert, at deres Ægtestab var en
noget ulige Alliance, at han var gammel og hun ung, og at det, han gav,
og hun maatte nøjes med at modtage, vel ikke var mer end et apathisk
Venskab, krydret med en enkelt feberagtig og kort Forelskelse. Men
hun opgav ikke Modet. Hun var Midtpunkt i hele Egnens
Selskabelighed og uundværlig ved enhver Sammenkomst i tre Miles

Omkreds.
Excellencen besøgte dem hvert Aar og var meget indtaget i sin
Svigerdatter.
Denne var nu to og tyve Aar. De havde allerede været gift i tre Aar, og
det syntes, som om den gamle Læge i Skelskør skulde faa Ret i sine
Forhaabninger.
Saa i Ægteskabets tredie Aar blev Stella forelsket; den, hun elskede, var
en Ven af hendes eneste Broder og omtrent hendes Jævnaldrende. Hvad
der foregik, véd ingen, men en smuk Dag rejste Herredsfogden til
Udlandet med sin Kone. Man talte paa Egnen en Del om denne
hovedkulds Rejse, glemte den saa igen.
Efter sin Hjemkomst tog Stella noget mindre ud end ellers; hendes
Helbred var Skyld deri, hun hostede meget, og Lægen frygtede for, at
hendes Bryst skulde være angrebet.
Et Aar efter blev hun Moder. Barnet blev kaldet Nina efter Hendes
Naade Stiftamtmandinden, som holdt hende over Daaben. Stella var
meget lykkelig, hun legede med Barnet som med en Dukke og ammede
det selv.
Høg bekymrede sig ikke meget om Barnet. Han led efter Rejsen
bestandig af Hovedpine og Nervegigt, og han talte med Aander om
Natten. Stella skjulte hans Sygelighed med hemmelig Rædsel.
To Aar efter blev hun atter frugtsommelig. Hun var meget besynderlig
under dette Svangerskab, hun taalte næppe at se sin Mand, hun vilde
Uger igennem ikke modtage nogen og lukkede sig inde i et mørkt
Værelse, hvor hun tilbragte Dagen ørkesløst henslængt i en Gyngestol;
saa til andre Tider fo'r hun fra Selskab til Selskab, fra Bal til Bal i
Egnen; hun arrangerede en dramatisk Aftenunderholdning i sit
Svangerskabs femte Maaned: Lægen maatte i den syvende Maaned
forbyde hende at danse.
Barnets Fødsel varede et Døgn; Lægen mente, Stella havde snøret sig

for stærkt under Svangerskabet.
Da Drengen endelig var født, troede Jordemoderen, han var blind, han
vejede kun fem Pund og kom straks i Urtebad; man svøbte ham i
Bomuld. Den tredie Dag troede de, Drengen var død, Huslægen
dyppede ham i Isvand, og han kom til Live igen.
Stella laa længe syg.
Lige fra den første Dag havde hun omfattet Drengen med en næsten
feberagtig Ømhed, og han fik i Daaben hendes Yndlingsnavn William.
Tiden gik, og tre Aar efter nedkom Stella med en Datter.
Samme Aar om Efteraaret døde Excellencen som Ridder af Elefanten.
Han døde stærk, som han havde levet.
Vaagekonen sad ved Sengen og holdt hans Puls, Excellencen saá paa
Uhret over Sengen, spurgte: "Den bli'r svagere?"--"Ja, Deres
Excellence." Atter Tavshed. Foran Sengen Vaagekonen, knælende,
ubevægelig; Excellencen rolig, skinnende bleg med lukkede Øjne. Saa
det samme Spørgsmaal og det samme Svar.
"Ja, Deres Excellence." Ordene faldt som en Spade Jord paa et
Kistelaag. Og igen ganske tyst.
"Svagere?"
"Ja, Deres Excellence"--
Inde i den anden Stue stod Ludvig, Stella og Borgmesteren. Ludvig
støttede sig mod en Marmorkonsol og hulkede. Borgmesteren legede
tankeløst med en Papirkniv, Stella stod lige ved Døren, hun havde
løftet Fløjlsportiéren og bøjet sig frem for at lytte. Man hørte intet uden
Taffeluhrets spinkle Dikken.
Excellencens Spørgsmaal lød som en utydelig Mumlen; de kunde intet
skelne, men hver Gang de hørte Stemmen, bøjede de sig frem med
tilbageholdt Aandedræt.

Undertiden hørte man Samtale fra Hendes Naades Værelse. Fruen laa
til Sengs, hun var begyndt at gaa i Barndom. Hun raabte nu og da hæst
paa Pigen. Ludvig fo'r sammen, naar han hørte det.
Stella gik hen og standsede Uhret. Inde i Sygeværelset lød