Haabløse Slægter | Page 3

han drog afsted. Han vilde i tre Dage gerne have givet sit Liv for
Fædrelandet, men Dagene blev til Uger, Ugerne til Maaneder, uden at
han lugtede Krudt. Saa kølnedes hans Begejstring, der vel kunde have
tilladt ham at dø uden at klage, men som ikke udholdt en kedsommelig
Exercits' Strabadser. Han blev syg og rejste hjem.
Der gik et Par Aar. Ministeren tog sin Afsked og blev Stiftamtmand.
Ludvig vilde ikke søge Embede, han var evig paa Baderejser, flakkede
Sommer og Vinter hvileløs rundt i Europa. Faderen ventede. Den
næstældste Søn var bleven Borgmester i en lille By paa Sjælland,
Landmanden havde faaet Gaard, som man stadig satte til paa.
En Sommer i Begyndelsen af Halvtredserne besluttede Ludvig at blive
herhjemme og bo hos Borgmesteren i Skelskør.
Ludvig kedede sig i Købstaden. Selskabet i den lille Provinsby kunde
ikke tilfredsstille ham, og han var uden Beskæftigelse, der helt kunde
optage hans Tid. Under disse Omstændigheder benyttede han sine
ledige Timer til at forelske sig. Genstanden for Forelskelsen var en ung
Dame fra Omegnen, meget livlig, meget smuk og meget ung. De havde
truffet hinanden paa Morgenture i Byens Skov og havde kun talt lidt
sammen. Stella var atten Aar, uerfaren og forkælet. Den fem og
trediveaarige Høg var den eleganteste Mand, hun havde set, han var
akkurat Digter nok til at kunne give sin Kærlighed en straalende
Indfatning af formfuldendte Vers, og hans Fortid var tilstrækkelig
mysteriøs til at lokke med det Ukendtes Magt.
Da han friede, gav Stella ham sit Ja.
Der blev talt meget om denne Forbindelse. De fleste betegnede den
som en Mesalliance og beklagede Excellencen, der ikke havde nogen
"rigtig" Glæde af sine Børn. Enkelte beklagede Stella: han var meget
ældre end hun og havde vistnok ikke meget til Rest til at ofre et

Ægteskab; og hun var saa ung og frisk. Men hun kom jo ind i en
fornem Familie.
Den gamle Læge i Skelskør var meget misfornøjet. "Det er en skidt
Historie," sagde han ved Præstens L'hombrebord om Tirsdagen. "Skidt
Historie ... Folk som Høg burde ikke gifte sig. Linien er færdig, Kraften
er opbrugt: denne har Dispositioner til Melankoli, de andre er
Drønnerter, baade Borgmesteren og Landmanden. Ja, det er s'gu ikke
Spøg for Stakkelen." Dr. Hermansen satte sig fastere i Stolen og
trykkede Brillerne fastere over Næsen. "Og skulde Kandidaten giftes,
burde han s'gu have ta'et en Malkepige, saa der var kommet tykt Blod
ind i Familien."--De andre lo.--"Ja det er min Mening.--For Stella er det
Synd og Skam. Hun maatte ha'e en Kraftkarl. Der er Ansats til
Brystsyge i Moderens Familie. Det bli'r et rart Roderi, naar de
Svagheder kommer sammen.--Men forhaabentlig faar den Kavalér da
ingen Børn, saa det bli'r sidste Akt ... Ellers Gud hjælpe Afkommet!"
Excellencen modtog Svigerdatteren uden at blinke; hans Frue var
mindre behersket, men Ludvig lod sig ikke sige; om Efteraaret fik han
Embede og i November stod Brylluppet. Det var 52.
* * * * *
I Ægteskaber, som er sluttet efter saa kort et Bekendtskab, er man altid
udsat for at tage fejl. Heller ikke Stella havde maaske, da hun blev Fru
Høg, ret vidst, hvad hun gjorde--maaske var der nok et og andet, hun
savnede, nogen Glød, nogen stærk Hengivelse, muligvis ogsaa nogen
Styrke. Men hun var meget ung og meget ungdommelig, kendte lidet til
Verden og endnu mindre til Kærligheden. I Begyndelsen troede hun
næsten, alt var, som det burde være, og da hun lidt efter lidt langsomt
opdagede, at det ikke var det, var det nærværende allerede blevet hende
en Vane.
Ludvig mente, han havde giftet sig med et Barn. Han gav hende alt,
hvad han havde, men det var kun Rester. Det gik mere og mere op for
ham selv og andre, at han var ødelagt, at hans Liv var gnavet i dets Rod;
han blev meget melankolsk, og naar han nu var munter, ytrede hans
gode Lune sig ved bidende Sarkasmer, der hudflettede andre. Han og

Stella var saa forskellige som Nat fra Dag.
I de første Par Aar, de var gift, legede Stella endnu med Dukker, eller
hun spillede Komedie for Høg. Hun græd, naar han gik ud, og hun var
bange i Mørke. Hun havde en livlig Fantasi, holdt af at pynte sig ud
med Slør og Blomster og spillede "Operaer" paa Klaveret. Det var et
Ruskomsnusk af Melodier, som hun satte Ord til, mens hun spillede.
Undertiden om Aftenen, naar Høg var inde--hele Dagen var han enten
ude eller paa sit Værelse--klædte hun sig ud som Nonne og gav lange
Scener, hun selv lavede, hvori den grusomme Fader altid havde tvunget
den Ulykkelige til at gaa i Kloster og skilt hende fra hendes trofaste
Elskede; eller hun tog Brudekjolen paa og dansede Menuet eller legede
Kirke. En Aften kom hun ind og sagde, at hun vilde