Haabløse Slægter | Page 2

hun
nok forført af en adelig Officér og forskudt af Faderen; men Moderen
understøttede dem troligt--de blev siden gifte--indtil de forsvandt i
Mørket.
Sønnen gik i Faderens Spor. Han havde hans Jernflid, hans hurtige Blik
og hans Begavelse. Arbejdede desuden med et videre Syn i en yngre
Tid. Han gik hæderligt ind i Rækken af de stærke Mænd, som gav
Begyndelsen indtil Midten af det nittende Hundredaar dets
ejendommelige Præg. Fra Moderen havde han arvet Sindets Uro, han
maatte altid være sysselsat, altid have fuldtop at gøre. Saa skrev han
Vers i sine ledige Timer; de var ikke gode, men skønt en Minister
under Kristian VIII havde en Del at bestille, skrev han saa stor en
Mængde, at han maatte gemme sine Produktioner i Klædekurve. Han
havde arvet mer fra Moderen: han var lige saa ødselt givende som hun
og lige saa heftig. Desuden var han en forfængelig Mand, der holdt af

at ses og at nævnes.
Slægtsvaabenet blev broderet paa alle Vognpuder, han lod bringe
Orden i sin Stamtavle og vilde hæve sin Familie ved at slutte
Forbindelse med den "nye" Adel. Heri støttedes han af sin Hustru. Han
havde ægtet hende sent som en anset Mand, og det var vel et
Spørgsmaal, om den smukke Kvinde havde giftet sig med Manden eller
med Navnet og dets Fremtid. Ikke destomindre blev Ægteskabet
lykkeligt: han ødslede paa hendes Hjem med den Gang næsten ukendt
Luksus og overdængede hende med Smykker, Silkekjoler og Vers. Det
var hans Glæde. Hun modtog alt med den samme Ligevægt og søgte
kun at lægge en Dæmper paa Excellencens Uro. Hun levede i Haabet
om en glimrende Fremtid for sine Børn og frygtede kun for, at
Mandens Excentricitet skulde ødelægge alt. Hun græd et helt Døgn, da
Ministeren en Gang i Tanker havde skrevet et Kærlighedsdigt midt i en
Indberetning til Statsraadet. Men, da Majestæten fandt Historien saa
morsom, at han gjorde sin Versmager til Storkors, formildedes Fruen
igen.
Af deres Børn var Ludvig, den ældste Søn, fremfor alle Faderens
Yndling. Han havde glimrende Evner og en hel Del af den Elegance,
som nedarvet Fornemhed skænker. Men det viste sig tidlig, at Ludvig
hørte til "de store Dygtigheders Sønner"--han var svagelig, nervøs,
allerede tidlig dybt melankolsk. Man var ved ham øjensynlig naaet til et
nyt Stadium i Slægtens Historie.
Kraften var bleven borte, Hjernerne var ikke længer saa stærke.
Excentriciteten tog Overhaand.
Ludvig rejste meget, deltog hjemme i alt, hvad den fornemme
Ørkesløshed foretager sig; gjorde Gæld, som blev betalt af Excellencen
uden Knurren, fuskede lidt med alt og blev tidlig ødelagt paa forskellig
Maade. Han blev stadig mere nervøs og mere lidende--hans Melankoli
var foruroligende, og den Munterhed, som undertiden afløste den, var
ængstende forceret. Man begyndte at spørge, hvad Ludvig Høg skulde
blive til, og beklagede allerede hans Fader.
En Dag kaldte Excellencen Sønnen ind i sit Arbejdsværelse, og der

blev talt meget højt og længe. Fruen hørte sin Mands Stemme skrige
hæst op og derpaa en stærk, langvarig Hulken.
Det var ud paa Efteraaret, dette skete.
Hele Vinteren læste saa Ludvig som en gal Mand, han sov tre Timer i
Døgnet og holdt sig om Natten vaagen ved at drikke Sherry og sidde
med Fødderne i Isvand. Der var noget af Slægtens Arbejdskraft i ham,
men han havde ikke dens fysiske Styrke. Den pludselige, overdrevne
Flid ødelagde ham yderligere, hans Sundhedstilstand nedbrødes
uoprettelig, og hans Evner svækkedes.
Imidlertid fik han ved Sommertid juridisk Eksamen med første
Karakter, og Excellencen var tilfreds. Nu kunde han foreløbig rekreere
sig; naar han saa kom hjem, kunde der geres noget for ham. Ludvig
rejste til Paris.
Der var to Sønner foruden Ludvig. Den ene var ret begavet, den anden
blev Landmand.
Slapheden i Slægten understøttedes nu tilmed af visse
Ejendommeligheder i Tiden.
Ludvigs Ungdom faldt i Slutningen af den æstetiske Tid herhjemme:
Det store Arbejde var gjort, de store Værker skrevne, man hvilede sig,
vuggede sig velbehagelig i det hegelske Fantasteri og i potenseret
Følsomhed. Politikken begyndte al vaagne ... man talte om Frihed, om
Lighed og om Tyranni, og det var denne Talen, man kaldte Politik. Alt
var Idéer den Gang, Fædrelandet, Friheden, Forfatning, alt. Derfor
tumlede man saa let med det altsammen: Idéer holdte over
Virkeligheden er stumpe Vaaben, Børn kan lege med; Realiteter er
farligere.
Saa kom otte og fyrre, Handlingens Aar. Der var i Folket Kræfter bag
Ordene; det saás, da man maatte tage sig sammen. Folkets Smigrere tog
saa denne Handling for en Begyndelse, Indvielsen af den nye Tid;
maaske var den snarere Afslutningen af en gammel, Frugten af den
nationale Vækkelse i Hundredaarets Begyndelse og af den Haardførhed,

de knappe Tider den Gang havde lært os. Men derom faar den Historie
dømme, som ikke skrives af Sønner, der har lidt under Fædrenes
Vildfarelser.
Ludvig gik med som Frivillig. Hans Begejstring blussede voldsomt op,
og