Gildet PÃ¥ Solhaug | Page 6

aldrig du kommer tilbage--
Tre sommere gik, og der gik vel fem; --så klagelig rinde mine dage--
Kirsten sad i berget i alle dem. --ret aldrig du kommer tilbage--
Fem sommere gik, og der gik vel ni; --så klagelig rinde mine dage--
liden Kirsten så ikke solen i li. --ret aldrig du kommer tilbage--
Dalen har blomster og fuglesang; --så klagelig rinde mine dage-- i
berget er der guld og en nat så lang. --ret aldrig du kommer tilbage--
(hun rejser sig og går henover gulvet.) Den vise sang Gudmund så
mangen kveld, da han var hos min fader hjemme. Der er noget
deri,--jeg véd ikke selv,-- der er noget, som jeg aldrig kunde glemme;
der er noget, som mægtigt fyldte min hu,-- som jeg aldrig forstod,--som
jeg grubler på endnu. (forfærdet, stanser.) Røde guldringe! Beltet om
mit liv--! Med guld var det bergkongen fæsted sin viv! (fortvilet;
synker ned på en bænk ved bordet til venstre.) Ve mig! Selv er jeg
bergkongens brud! Og ingen--ingen kommer for at løse mig ud.
(Signe, glædestrålende, kommer løbende ind fra baggrunden.)
SIGNE (råber.) Margit, Margit,--han kommer!
MARGIT (springer op.) Kommer? Hvem kommer?
SIGNE. Gudmund, vor frænde!
MARGIT. Gudmund Alfsøn! Her! Hvor kan du tro--?
SIGNE. Å, jeg er viss på det.
MARGIT (går over mod højre.) Gudmund Alfsøn er med til
bryllupsgildet i kongsgården; det véd du lige så godt som jeg.
SIGNE. Kan være; men endda så er jeg sikker på, det var ham.
MARGIT. Har du set ham?
SIGNE. Å nej, nej; men nu skal du høre--
MARGIT. Ja, skynd dig,--fortæl!
SIGNE. Det var sig årle, da klokkerne klang, mig lysted at ride til kirke;
de vildene fugle kvidred og sang alt mellem siljer og birke. Der var en
gammen i luft og i li; kirketiden fast var omme; thi alt som jeg red ad
den skyggefulde sti mig vinked hver rosenblomme. Jeg trådte så tyst på

kirkegulvet ind; presten stod højt i koret; han sang og læste; med
andagt i sind lytted mænd og kvinder til ordet. Da hørtes en røst over
fjorden blå; mig tyktes, at alle de billeder små vendte sig om for at lytte
derpå.
MARGIT. Hvad mere? Signe,--tal ud, tal ud!
SIGNE. Det var som et dybt, et ufatteligt bud maned mig udenfor
kirkens mur over hej og dal, gennem li og ur. Mellem hvide birke jeg
lyttende skred; jeg vandrede fast som i drømme; øde stod bag mig det
hellige sted; thi prest og kirkefolk vandrede med, mens det koglende
kvad monne strømme. Der var så stille på kirkesti; mig tyktes, at
fuglene lytted i li, at lærken daled og gøken taug, og at det svared fra
fjeld og haug.
MARGIT. Bliv ved!
SIGNE. Da korsed sig mand og kvinde; (med hænderne mod brystet.)
men selsomme tanker steg op herinde. Fuldt vel jeg kendte den dejlige
sang; Gudmund har sunget den mangen gang; Gudmund har sunget den
mangen kveld,-- og alt, hvad han har sunget, det mindes jeg vel.
MARGIT. Og du tror, det skulde være--?
SIGNE. Jeg véd det så visst! Tro mig, mit ord skal du sande. (leende.)
Kommer ikke hver en liden sangfugl tilsidst igen fra de fremmede
lande? Jeg véd ikke selv,--men jeg er så glad--! Der falder mig ind--.
Margit, véd du hvad? Hans harpe har hængt så længe på væggen
derinde. Jeg vil tage den ned; jeg vil pudse den blank og stille den
bered og stemme dens gyldne strenge.
MARGIT (åndsfraværende.) Gør, som dig lyster--
SIGNE (bebrejdende.) Det er ikke ret. (omfavner hende.) Når
Gudmund kommer, vil du atter vorde let tilsinds, som da Signe var
liden.
MARGIT (hen for sig.) Så mangt har forandret sig siden--
SIGNE. Margit, du skal være fro og glad! Har du ikke terner og svende?
I dit kammer hænger kostelige klæder på rad. Å Krist, hvilken rigdom
uden ende! Om dagen kan du ride dig i lunden sval, at vejde den vilde
rå; om natten kan du sove i fruersal på silkebolsterne blå.
MARGIT (ser mod karnappet.) Og han skulde komme til Solhaug som
gæst!
SIGNE. Hvad siger du?
MARGIT (vender sig.) Intet.--Gå; smyk dig som bedst. Min lykke, den

du så lydt monne prise, kunde times dig selv.
SIGNE. Hvad mener du vel?
MARGIT (stryger hendes hår.) Jeg mener--; nu ja, det vil sig jo vise--;
jeg mener,--hvis en bejler red sig hid ikveld--;
SIGNE. En bejler? Til hvem?
MARGIT. Til dig.
SIGNE (med latter.) Til mig? Å, da er han kommen på den urette vej.
MARGIT. Hvad vilde du svare, hvis høvisk han bad om din tro?
SIGNE. Jeg vilde svare, jeg er for glad til at tænke på bejlere eller på
sligt.
MARGIT. Men hvis han var mægtig? Hvis hans hus var rigt?
SIGNE. Å, var han end konge, med hallen fuld af dyre klæder og røden
guld, det skulde