Gildet PÃ¥ Solhaug | Page 5

I nu kommer fra kirken og har røgtet eders øvrige ærender, så rider
I hid igen og tager del i laget. I kan da lære min søster at kende.
KNUT. Vel, fru Margit; jeg takker jer. Dog var det ikke for at søge
kirken, jeg red herned imorges. Min rejse gælder Gudmund Alfsøn,
eders frænde.
MARGIT (studser.) Ham! Min frænde? Hvor vil I søge ham?
KNUT. Hans gård ligger jo bag næsset, på den anden side af fjorden.
MARGIT. Men han selv færdes langvejs herfra.
ERIK. Sig ikke det; han turde være nærmere, end I tænker.
KNUT (hvisker.) Ti stille!
MARGIT. Nærmere? Hvad mener I?
KNUT. Har I da ikke hørt, at Gudmund Alfsøn er kommen tilbage til
landet igen? Han fulgte med kansleren Audun af Hægranæs, som var
sendt til Frankrig for at hente vor nye dronning.
MARGIT. Det er ret nok; men kongens bryllup holdes i disse dage med
stor pragt i Bergen, og der er Gudmund Alfsøn med.
BENGT. Ja, og der kunde vi også have været med, såfremt min hustru
havde villet.
ERIK (sagte til Knut.) Fru Margit véd da ikke, at--?
KNUT (sagte.) Det synes så; men lad dig ikke mærke med noget. (højt.)
Nu ja, fru Margit, jeg får lige fuldt tage afsted på lykke og fromme; ved
kveldstid kommer jeg igen.
MARGIT. Og da får I vise, om I mægter at styre jert vilde sind.
BENGT. Ja, mærk jer det.
MARGIT. I rører ikke eders økse; hører I, Knut Gæsling!
BENGT. Hverken eders økse eller eders kniv eller hvad andet værge, I
bærer hos jer.
MARGIT. Thi da kan I ingensinde håbe på noget svogerskab med mig.
BENGT. Nej, det har vi fast bestemt os til.
KNUT (til Margit.) Vær I bare tryg.
BENGT. Og når vi har bestemt os til noget, så står det fast.
KNUT. Det kan jeg lide, herr Bengt Gautesøn. Jeg har det på samme
sæt; og jeg har nu engang drukket på svogerskab mellem os. I får se til,

om ikke jeg også holder fast ved mit ord.--Guds fred til ikveld!
(Han og Erik går med mændene ud i baggrunden. Bengt følger dem til
døren. Klokkeringningen er imidlertid ophørt.)
BENGT (kommer tilbage.) Det bares mig for, som han trued os, da han
gik.
MARGIT (tankespredt.) Ja, sådan lod det.
BENGT. Knut Gæsling er ikke god at komme ud for. Og når jeg tænker
mig om, så gav vi ham også altfor mange umilde ord. Nå, lad os ikke
gruble over den sag. Idag må vi være lystige, Margit! Og det, mener jeg,
vi har god grund til begge to.
MARGIT (smiler tungt.) Ja, tilvisse!
BENGT. Jeg var ikke ganske ung, da jeg bejled til dig, det er sandt.
Men den rigeste mand på mange, mange mile, det véd jeg da visst, at
jeg var. Du var en fager ungmø, af ædel slægt; men medgiften skulde
ikke friste nogen frier.
MARGIT (hen for sig.) Og dog var jeg dengang så rig.
BENGT. Hvad sagde du, min hustru?
MARGIT. Å, intet, intet. (går over mod højre.) Jeg vil pynte mig med
perler og ringe. Det er jo min glædesfest ikveld.
BENGT. Slig tale tykkes jeg vel om. Lad mig se, du klæder dig i din
bedste stads, så vore gæster kan sige: lyksalig hun, som fik Bengt
Gautesøn til husbond.--Men nu må jeg ud i madburet; der er fuldt op at
tage vare på idag. (han går ud til venstre.)
MARGIT (segner ned i en stol ved bordet til højre.) Vel var det han gik.
Når jeg ser ham herinde, det er mig som blodet holdt op at rinde; det er
som en kold, en knugende magt havde sig rundt om mit hjerte lagt.
(med frembrydende tårer.) Han er min husbond! Jeg er hans viv!
Hvorlænge varer et menneskes liv? Gud fri mig,--kanhænde
halvhundrede år;-- og jeg--i det tre og tyvende går! (roligere, efter en
kort taushed.) Det er tungt at sukke bag gylden mur; det er tungt at
sidde så længe i bur. (famler tankespredt mellem smykkerne og
begynder at pynte sig.) Med perler og ringe alt som bedst, han bad, at
jeg smykke mig skulde. Det var mig en gladere bryllupsfest, om jeg
stædtes til ro under mulde. (afbrydende.) Dog jeg vil ikke mere tænke
derpå; jeg kender en vise, som kan sorgen forslå. (hun synger.)
Bergkongen red sig under ø; --så klagelig rinde mine dage-- vilde han
fæste den væne mø. --ret aldrig du kommer tilbage--

Bergkongen red til herr Håkons gård; --så klagelig rinde mine dage--
liden Kirsten stod ude, slog ud sit hår. --ret aldrig du kommer tilbage--
Bergkongen fæsted den væne viv; --så klagelig rinde mine dage-- han
spændte en sølvgjord omkring hendes liv. --ret aldrig du kommer
tilbage--
Bergkongen fæsted den liljevånd --så klagelig rinde mine dage-- med
femten guldringe til hver hendes hånd. --ret