Gildet PÃ¥ Solhaug | Page 7

så lidet mig friste. Nu bæres det mig for, jeg er rig nok
med mig selv, med sommer og sol og den susende elv, med dig og de
fugle på kviste. Kære søster min,--her vil jeg bygge og bo; og at
skænke nogen bejler min hånd og min tro, dertil har jeg ikke tid; dertil
er jeg for fro!
(hun iler syngende ud til venstre.)
MARGIT (efter et ophold.) Gudmund Alfsøn skulde komme hid?
Hid--til Solhaug? Nej, nej, det kan ikke være.--Signe havde hørt ham
synge, sagde hun. Når jeg hørte granerne suse dybt derinde i skogen,
når jeg hørte fossen rulle og fuglene lokke i trætoppene, da bares det
mig tidt nok for, som om Gudmunds kvæder blanded sig alt imellem.
Og dog var han langvejs herfra.--Signe har skuffet sig selv. Gudmund
kommer ikke.
BENGT (i hastværk, fra baggrunden, råber.) En uventet gæst, min
hustru!
MARGIT. Og hvem?
BENGT. Gudmund Alfsøn, din frænde! (råber ud gennem døren til
højre.) Det bedste gæstekammer må holdes rede--og det på stand!
MARGIT. Han er da alt på gården?
BENGT (ser ud gennem svalgangen.) Ikke så lige endnu; men længe
vil det ikke vare. (råber ud højre igen.) Den snittede ekeseng med
dragehovederne! (går hen til Margit.) Hans våbendrager bragte bud og
hilsen fra ham; selv følger han efter.
MARGIT. Hans våbendrager? Kommer han hid med våbendrager?
BENGT. Ja, det skulde jeg vel mene. En våbendrager og seks rustede

mænd er hos ham. Nå ja, Gudmund Alfsøn er jo også en hel anden
mand nu, end dengang han drog ud på langfærd. Men jeg må ned og
tage imod ham. (råber ud.) Læg gyldenlæderssadlen på min hest! Og
glem ikke bidslet med ormehovederne! (ser ud i baggrunden.) Au, der
er han alt ved ledet! Nå, så min stav da; min sølvknappede stav! Slig en
herre,--Krist fri mig--ham må vi tage imod med ære, med stor ære! (han
går skyndsomt ud i baggrunden.)
MARGIT (grublende.) Han vandred fra bygden som den fattigste svend.
Nu kommer han med væbner og med rustede mænd. Hvad vil han? Er
det hans agt at se, om bittert jeg nages af kummer og ve? Lyster det
ham at prøve og friste, hvad jeg mægter at bære, før hjertet må briste?
Mener han, at--? Ah, prøv kun derpå; så ringe en fryd skal du deraf få!
(hun vinker ud gennem døren til højre.)
(Tre Piger kommer ind i stuen.)
MARGIT. I høre mig vel, mine terner små; I bringe mig på stand min
silkekåbe blå. I følge mig flugs i fruerstuen ind, at klæde mig høvisk i
fløjel og skind. To af jer skal klæde mig i skarlag og mår, den tredje
skal vinde perler i mit hår. I bære mig alle mine smykker did ud!
(Pigerne går med smykkeskrinene ud til venstre.)
MARGIT. Så vil jeg! Margit er jo bergkongens brud. Vel! Jeg får at
bære mit kongelige skrud. (hun går ud til venstre.)
(Bengt fører Gudmund Alfsøn ind gennem svalgangen i baggrunden.)
BENGT. Og endnu en gang,--hil eder under Solhaugs tag, min hustrus
frænde!
GUDMUND. Jeg takker jer. Og hvordan går det hende? Hun lider dog
vel i alle måder, vil jeg tro?
BENGT. Ja, det kan I sværge på, hun gør. Der fattes hende intet. Hele
fem terner kan hun byde og råde over; en fuldt sadlet ganger står rede,
så snart det kun lyster hende. Nå, snart sagt, så har hun alt, hvad en
høvisk kvinde kan begære for at være fornøjet i sine kår.
GUDMUND. Og Margit,--hun er da vel fornøjet?
BENGT. Gud og hvermand skulde tro, hun måtte være det; men
selsomt nok--
GUDMUND. Hvad mener I?
BENGT. Ja, enten I nu vil tro det eller ikke, så bæres det mig for, at
Margit var lystigere tilsinde alt imens hun leved i fattige kår, end siden
hun blev frue på Solhaug.

GUDMUND (hen for sig.) Jeg vidste det jo nok; sådan måtte det gå.
BENGT. Hvad siger I, frænde?
GUDMUND. Jeg siger, højligen undrer mig, hvad I fortæller om eders
hustru.
BENGT. Ja, mener I ikke, det går mig ligeså? Jeg vil aldrig gælde for
en ærlig herremand mere, dersom jeg skønner, hvad hun yderligere kan
ønske sig. Jeg er om hende så lang dagen er; og ingen skal kunne sige
mig på, at jeg holder hende strengt; alt tilsyn med hus og gård har jeg
taget på mig; og ikke desmindre--. Nå, I var jo altid en lystig svend; jeg
tænker nok, I bringer solskin med jer. Hys; der kommer fru Margit!
Lad jer ikke mærke med, at jeg--
(Margit kommer i rig dragt fra venstre.)
GUDMUND (går hende imøde.) Margit,--kære Margit!
MARGIT (stanser, ser fremmed på ham.) Forlad mig, herr ridder;
men--? (som om hun først nu genkendte ham.) Forsandt, hvis jeg ikke
fejler, så er det Gudmund Alfsøn. (rækker hånden frem.)
GUDMUND (uden