Fru Inger til Østråt | Page 7

mig videre. --At drage fra Østråt vil
neppe være dig meget imod.
ELINE. Kan hænde, min moder!
FRU INGER. Du har engang sagt mig, at du levede dit gladeste liv i
dine eventyr og krøniker. Dette liv kunde vende tilbage for dig.
ELINE. Hvad mener I?
FRU INGER. Eline,--hvis nu en mægtig riddersmand kom og førte dig
til sin borg, hvor du fandt terner og svende, silkeklæder og høje sale?
ELINE. En ridder, siger I?
FRU INGER. En ridder.
ELINE (saktere) Og den danske udsending kommer hid inat.
FRU INGER. Inat.
ELINE. Hvis så er, da ræddes jeg for at tyde eders ord.
FRU INGER. Der er intet at ræddes for, ifald du ikke vil mistyde dem.
Det er visselig ikke min agt at tvinge dig. Efter eget tykke skal du
vælge og råde selv i denne sag.
ELINE (et skridt nærmere) Har I hørt om hin moder der kørte over
fjeldet ved nattetid med sine småbarn i slæden? Ulveflokken fulgte
hende i sporet; det gjaldt liv eller død;--og hun kasted sine små bagud
efter sig, en for en, for at vinde tid og frelse sig selv.
FRU INGER Eventyr! En moder rev hjertet af sit bryst, før hun kasted
sit barn for ulvene!

ELINE. Hvis jeg ikke var min moders datter, så skulde jeg give eder ret.
Men I er som hin moder; og eders døtre har I kastet ud for ulvene, en
for en. Først kasted I den ældste. For fem år siden drog Merete fra
Østråt; nu sidder hun i Bergen som Vinzents Lunges hustru. Men tror I,
hun er lykkelig som den danske ridders frue? Vinzents Lunge er
mægtig, fast som en konge; Merete har terner og svende, silkeklæder
og høje sale; men dagen har ingen sol for hende, og natten ingen hvile;
thi hun har aldrig været ham god. Han kom hid, han bejled til hende,
fordi hun var Norges rigeste arving, og fordi han dengang trængte til at
få fast fod i landet. Jeg véd det; jeg véd det tilfulde! Merete var eder
hørig; hun fulgte den fremmede herre. Men hvad har det kostet hende?
Flere tårer, end en moder skulde ønske at svare til på dommens dag!
FRU INGER. Jeg kender mit regnskab, og det skrækker mig ikke.
ELINE. Eders regnskab er ikke hermed til ende. Hvor er Lucia, eders
andet barn?
FRU INGER. Spørg Gud, som tog hende.
ELINE. Eder spørger jeg; thi det er eder, som skal svare for, at hun
måtte lade sit unge liv. Glad var hun som en fugl om våren, da hun
sejled fra Østråt for at gæste Merete i Bergen. Et år efter stod hun atter
her i stuen; men da var hendes kinder hvide, og døden havde ædt sig
ind i hendes bryst. Ja, I undres, min moder! I mente nok, at denne
stygge hemmelighed var begraven med hende;-- men hun har sagt mig
alt. En høvisk ridder havde vundet hendes hjerte. Han vilde ægte hende.
I vidste, at det gjaldt hendes ære. Men I blev ubøjelig,--og eders barn
måtte dø. I ser, jeg véd det alt!
FRU INGER. Alt? Så har hun vel også sagt dig hans navn?
ELINE. Hans navn? Nej; hans navn har hun ikke sagt mig. Hun havde
ligesom en stingende rædsel for hans navn;--hun nævnte det aldrig.
FRU INGER (lettet, hen for sig) Ah, så véd du dog ikke alt.--
Eline;--den sag, du nu har rørt ved, var mig fuldt ud vitterlig. Men der

er noget ved sagen, hvad du kanske ikke har givet agt på: Hin
herremand, som Lucia traf i Bergen, var en Dansk--
ELINE. Også det véd jeg.
FRU INGER. Og hans kærlighed var en løgn. Ved list og glatte ord
havde han besnæret hende.
ELINE. Jeg véd det; men hun havde ham kær alligevel; og havde I havt
en moders hjerte, så var eders barns ære gået for alt.
FRU INGER. Ikke for hendes lykke. Tror du, at jeg, med Meretes lod
for øjnene, vilde ofre mit andet barn til en mand, som ikke var hende
god?
ELINE. Kløgtige ord dårer så mangt et sind; men mig dårer de ikke.--
Tro ikke, at jeg er så ganske fremmed for hvad der går for sig rundt om
i landet. Tilfulde skønner jeg eders færd. Jeg véd godt, at de danske
herremænd ikke har nogen fuldtro ven i jer. I hader dem måske; men I
frygter dem tillige. Dengang I gav Merete til Vinzents Lunge, havde de
danske herrer overmagten på alle kanter i landet. Tre år efter, da I
forbød Lucia at ægte ham, til hvem hun havde knyttet sit liv, skønt han
havde forlokket hende,--da stod sagerne helt anderledes. Kongens
danske fogder havde øvet skændige ugerninger imod almuen, og I fandt
det ikke rådeligt at knytte jer fastere, end sket var, til de fremmede
voldsmænd.
Og hvad har