Fru Inger til Østråt | Page 6

så? Hvad mere?
ELINE. Jeg véd godt, at mangen højbåren ridder jages som sulten ulv i
skogen. Han har ikke arnested at hvile ved, ikke brød at bide--
FRU INGER (koldt) Det er nok! Nu forstår jeg dig.
ELINE (vedblivende) Og derfor åbner I Østråts porte ved nattetid!
Derfor må han være fremmed og ukendt, han, denne gæst, om hvem
ingen bør vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen! I trodser
det strenge herrebud, som nægter jer at huse den forfulgte, og at stå
ham bi med ly og pleje--
FRU INGER. Det er nok, siger jeg! (hun tier lidt og tilføjer med
overvindelse:) Du fejler, Eline;--det er ingen fredløs mand jeg venter.
ELINE (rejser sig) Så har jeg visselig kun ilde forstået eder.
FRU INGER. Hør mig, mit barn! Men hør mig med overlæg; hvis du
ellers mægter at tæmme dit vilde sind.
ELINE. Jeg skal være tam, til I har udtalt.
FRU INGER. Så hør efter, hvad jeg har at sige dig. --Jeg har, sa vidt
det stod i min magt, søgt at holde dig uvidende om al den nød og vånde,
som vi nu er stedt i. Thi hvad kunde det både, om jeg dryssed sorg og
harm i din unge sjæl? Det er ikke gråd og kvindeklynk, som skal fri os
ud af trængslerne. Der kræves mod og mandskraft.
ELINE. Hvo har sagt jer, at jeg ikke ejer mod og mandskraft, når det
gøres behov?

FRU INGER. Stille, barn;--jeg kunde tage dig på ordet.
ELINE. Hvordan, min moder?
FRU INGER. Jeg kunde kræve begge dele af dig; jeg kunde--dog, lad
mig først få tale til ende.
Du må da vide, at den tid tykkes nærme sig, som det danske rigsråd
gennem mange år har virket for,--den tid, mener jeg, da de kan give
vore rettigheder og vor frihed det sidste stød. Se, derfor gælder det--
ELINE (livfuldt) At slå løs, min moder?
FRU INGER. Nej; det gælder at vinde råderum. I København er rådet
nu forsamlet for at overlægge, hvorledes de bedst kan gribe sågen an.
De fleste skal være af den mening, at tvistighederne ikke kan bilægges,
så længe ikke Norsk og Dansk er ét; thi dersom vi beholder vore
rettigheder som et frit rige, når nyt kongevalg engang skal foregå, så er
det rimeligt, at fejden bryder åbenbart ud. Se, dette vil de danske herrer
forhindre--
ELINE. Ja, de vil forhindre det,--ja! Men skal vi tåle sligt? Skal vi
roligt se til, at--?
FRU INGER. Nej, vi skal ikke tåle det. Men at bruge våben,--at træde
frem i åben dyst,--hvor vilde det bære hen, så længe vi ikke alle er
enige? Og stod det nogen tid værre til med enigheden hertillands, end
netop nu?--Nej, skal vi kunne udrette noget, så må det ske i løndom og
stilhed. Vi må, som jeg siger dig, få stunder til at område os. I det
søndre Norge er en god del af adelen for de Danske; men her
nordenfjelds er det endnu tvilsomt. Derfor har kong Fredrik skikket en
af sine højst betroede mænd herop, for med egne øjne at forvisse sig
om, hvordan vi er sindede.
ELINE (spændt) Nu;--og så--?
FRU INGER. Denne ridder kommer hid til Østråt inat.

ELINE. Herhid? Og inat?
FRU INGER. Et købmandsskib bragte ham igår til Trondhjem. For
nylig fik jeg det budskab, at han vil gæste mig. Inden en time kan han
ventes.
ELINE. Og I betænker ikke, min moder, hvad I udsætter eders rygte for,
ved at tilstede den danske udsending et sligt møde? Er ikke almuen
heromkring allerede mistroisk nok imod eder? Hvor kan I håbe, at den
engang vil lade sig lede og råde af eder, når det spørges, at--
FRU INGER. Vær ubekymret. Alt dette har jeg fuldelig betænkt; men
det har ingen nød. Hans ærende her i landet er en hemmelighed; derfor
er han kommen som fremmed til Trondhjem; og som fremmed og
ukendt vil han også gæste Østråt.
ELINE. Og denne danske herres navn--?
FRU INGER. Det klinger godt, Eline! Danmarks adel har knapt noget
bedre at nævne.
ELINE. Men hvad har I så i sinde? Endnu har jeg ikke fattet eders
mening.
FRU INGER. Du vil snart begribe. --Da vi ikke kan søndertræde ormen,
så må vi binde den.
ELINE. Vogt jer vel, at ikke snoren brister.
FRU INGER. Det kommer an på dig, hvor fast den skal strammes.
ELINE. På mig?
FRU INGER. Længe har jeg mærket, at Østråt er dig et fangebur. Det
huger ikke en ung falk at sidde imellem jernstænger.
ELINE. Min vinge er stækket. Gav I mig end fri,--det vilde kun lidet
både mig.

FRU INGER. Din vinge er ikke stækket, længer end du selv vil.
ELINE. Vil? Min vilje er i eders hænder. Bliv ved at være, hvad I var,
så vil også jeg--
FRU INGER. Nok derom. Hør